Som at sidde i et bur uden nøgle. Fanget i en mellemtilstand mellem liv og død. Hvor man ikke kan holde ud at tage medicin, men heller ikke kan klare sig uden. Og hvor omgivelserne ikke kan forstå, at man ikke bare kan tage sig sammen.
Sådan beskriver den unge, amerikanske kulturjournalist Elizabeth Wurtzel det at have en depression.
"Prozac Nation" er først og fremmest hendes egen biografi fra ti års mentale helvede som depressiv, men også en kritik af et samfund, der ukritisk udskriver SSRI-præparater, "lykkepiller", til enhver, der bare har den mindste smule ondt i livet.
Allerede i 1994 udkom bogen i USA, men først nu har et forlag fået oversat den og udgivet den på dansk, og den er desværre stadig sørgeligt aktuel. Også i Danmark, hvor det skønnes, at op mod 300.000 mennesker har en depression, der er så alvorlig, at de har brug for behandling. Og hvor mere end en kvart million danskere spiser SSRI-præparater som Cipramil, Zoloft og Fontex, som er det danske navn for Prozac.

Selvmordsforsøg

Forfatteren skildrer sit liv med depression gennem mere end ti år. Fra hun som 12-årig tager en overdosis allergipiller på en sommerlejr for at få lov til bare at sove og sove, til hun kommer længere og længere ned i mørket, begynder at pjække fra skolen og senere fra universitetet og ligge hele dage og nætter i sengen og se tv. Hun kommer også ud i forskellige former for misbrug af bl.a. hash og Ecstasy, og til sidst forsøger hun at begå selvmord.
Tankevækkende nok er det netop da hun begynder at få det bedre, at hun forsøger at tage livet af sig. Efter at have været gennem et utal af psykologer og psykiatere uden at det har hjulpet, havner hun endelig hos den psykiater, der "redder mit liv", hvorefter hun, om end halvhjertet forsøger at begå selvmord. Men, som hun beskriver det, er hun efter alle årene med depression nærmest kommet til at holde af den, så ulidelig den end er. For den er det eneste, hun kender til, og hvis den forsvinder, hvad er der så tilbage? Hvem er hun så?

Terapi og medicin

Forfatteren stiller spørgsmålet, hvordan det kan være, at så mange, især unge, veluddannede mennesker med en lovende fremtid foran sig, får en depression. Og var det i hendes eget tilfælde fordi hun var skilsmissebarn, der befandt sig i evigt centrum for forældrenes magtkamp om hende? Eller er det noget kemisk i hjernen, der intet har med ens omgivelser at gøre? Ingen af de behandlere, hun møder kan give hende hele forklaringen. Hun må lære at leve med diagnosen "atypisk depression", og det gør hun så. Langsomt begynder hun ved hjælp af terapi og Prozac at få det lidt bedre. Lidt efter lidt kan hun begynde at glædes over små ting i livet som at få lyst til en is eller til at lytte til musik.

Lyt og brug øjnene

Bogen er en tæt skildring af, hvor ensomt og rædselsfuldt det er at have en depression, og den kan især anbefales til pårørende til mennesker med depression, som ønsker et indblik i, hvordan sygdommen opleves.
Samtidig med den detaljerede fremstilling af sygdommen, set indefra, indeholder bogen mange væsentlige refleksioner, ikke mindst om, hvor vigtigt det er, at teenageforældre lytter og bruger øjnene, hvis deres børn viser tegn på depression.
Grænsen mellem teenagerens "normale" nihilistiske univers og en begyndende depression kan være hårfin, og forældre kan i misforstået tolerance overhøre vigtige advarselstegn, hævder forfatteren.
I forfatterens epilog, der har givet bogen dens navn, lægger hun an til en samfundskritik, hvor hun bl.a. angriber det vanskelige i at få ordentlig hjælp, hvis man "kun" er deprimeret. Først når man har prøvet at begå selvmord, tages man i USA så alvorligt at man kan få langtidsterapi, betalt af samfundet.
Også i Danmark er der meget få mennesker med depression, som har mulighed for at få længerevarende terapi, betalt af det offentlige.

Elizabeth Wurtzel: Prozac Nation - ung, smuk og deprimeret. Forlaget Politisk Revy, 360 sider, oversat af Henrik Vesterberg. Udkommet juni 2002.