Overspisning

Spørgsmål: Jeg er en studerende pige på 26 år, som har brug for din hjælp til muligvis at afgøre, om jeg har en spiseforstyrrelse (overspisning) og derefter til at komme videre i systemet.
Jeg har, så længe jeg kan huske, været meget optaget af min overvægt og været ked af de mange sociale afsavn, jeg har lidt som følge af mit vægtproblem.
For syv år siden lykkedes det umulige så, og jeg tabte mig 25 kg og kom ned på min normale vægt.
Men vægten var så også noget af det eneste, der på det tidspunkt var normalt hos mig: Jeg var meget fokuseret på mad og kalorier og spiste i en periode på omkring ½-1 år meget lidt, samtidig med at jeg dyrkede ekstrem meget motion, gerne 3-4 timer om dagen. Jo mere folk fortalte mig, hvor flot mit vægttab var, jo stoltere blev jeg, og jo mere kontrol følte jeg endelig, jeg havde, efter alle de år som den svage, tykke pige.
Jeg kom dog aldrig længere ned end min normalvægt (63 kg).
Kort efter mit store vægttab tog jeg på højskole, og det blev min store personlige nedtur. Jeg fungerede slet ikke sammen med andre unge mennesker, der havde det sjovt, og det har jeg faktisk aldrig rigtig gjort, så længe jeg kan huske.
På overfladen jo; jeg er sjov, glad, enormt hjælpsom og betænksom, har mange evner og er især god til at hjælpe andre med deres personlige problemer. Men indvendig føler jeg mig rigtig, rigtig usikker.
Jeg kan ikke glæde mig på andres vegne, er ofte jaloux, isolerer mig fra socialt samvær ved hjælp af løgne, og hvis jeg endelig deltager i noget, foretrækker jeg at slutte begivenheden af med at finde en 'medsammensvoren', som kan bekræfte mig i, at der var noget galt med alle de andre!
I det hele taget har jeg det bedst, når jeg kan pakke mig ind i mine egne trygge rammer, helst ledsaget af en pose slik.
Jeg tager ofte mig selv i i perioder skiftevis at sulte mig gennem første halvdel af dagen for at komme ned i vægt og så andre gange at spise og spise, også længe efter at jeg fysisk er blevet mæt. Det er som om, der er et hul i min mave, jeg simpelthen ikke kan få fyldt op, uanset hvor meget jeg spiser.
At jeg har et problematisk forhold til mad og specielt - hvad jeg for mig selv kalder - "kærlig mad" (slik), er jeg ikke i tvivl om. Jeg opdagede på et tidspunkt i min store vægttabsperiode, at hvis bare jeg åbnede slikposerne i supermarkederne, uden nogen så det (håber jeg!) og spiste af det i butikken, så føltes det meget mere legalt overfor mit kontrollerende selv, end hvis jeg købte samme pose slik og spiste den udenfor butikken! Jeg behøver vel heller ikke at fortælle, at det meste af de 25 tabte kilo røg på igen i forbindelse med højskoleopholdet, som jeg afbrød efter bare 3 uger?
Vægtforøgelsen fik mig i øvrigt - mærkeligt nok - til umiddelbart at få det bedre med mig selv.
Det er som om, det ikke rigtig handler om mad, men snarere om at pakke mig selv ind i fedt og derved få det bedre. Mit spisemønster er ret gennemskueligt, da jeg nemt kan starte dagen med et kontrolleret sundt forhold til mad, der kan hjælpe mig lidt ned i vægt, men det varer lige indtil eftermiddag eller aften, hvor jeg får brug for - når jeg er alene - at tanke op i mine lave selvværdsreserver. Det gør jeg ved at spise forholdsvis meget, ofte sukker og fedtholdigt mad og slik. Det skal dog nævnes, at det sidste år lykkedes mig at tabe mig omkring 10 kg på normal vis ved hjælp af en klinisk diætist, og siden har jeg holdt min vægt deromkring.
Samtidig er der et andet problem, der følger med min overvægt. Jeg har i adskillige år lagt mærke til, at jeg sammen med en enorm følelse af tomhed og rastløshed i stigende grad har svært ved at koncentrere mig. Trods mine høje karakterer klarer jeg mig ofte igennem studierne ved at springe over, hvor gærdet er lavest og trække på andre, og tanken om hvor længe det holder, bekymrer mig.
Jeg er i dag ikke længere så optaget af tanken om at komme ned i vægt, men har fået flyttet fokus til tanker omkring, hvordan jeg er havnet i den situation. Alene erkendelsen af at jeg ikke kan nøjes med at kæmpe med mit vægtproblem, men også har et dybereliggende selvværdsproblem, har gjort rigtig meget ondt og har gjort mig virkelig usikker på mig selv. Jeg er begyndt at læse lidt om den spiseforstyrrelse, der hedder overspisning (binge eating disorder), og synes selv, at der er mange lighedspunkter med min egen situation.
Jeg har brug for hjælp til at finde ud af, hvad jeg gør med mig selv, og hvorfor det er så svært for mig at tro på, at jeg er god nok, som jeg er.

Jeg har overvejet at søge psykologisk hjælp i 5-10 år, men har aldrig haft modet til det før nu! Jeg er klar over, at det er en krævende proces at tage fat på, og jeg tror ikke, jeg har kunnet overskue det før nu. Samtidig er der kommet nogle faktorer udefra, som har sat skub i tingene, bl.a. påbegyndelse af videregående studier, flyttet til ny by, nyt job m.m.. Den største nye faktor i mit liv er, at jeg for et år siden mødte den første seriøse kæreste, som jeg uden naivitet er ret sikker på er manden for mig. I kølvandet på ham følger selvfølgelig nogle nye sider af mig, og det er her, jeg virkelig er begyndt at blive bekymret for mig selv - og også for min fremtid med den person, som gør alt, hvad han kan for at overbevise mig om, at han elsker mig.
Jeg kan virkelig se nogle ting i deres rette perspektiv, efter mit liv er gået fra en- til tosomhed, og jeg er blevet meget forskrækket over på det seneste at opleve sider af mig selv, som jeg hos alle andre ville finde enormt usle, men som hos mig selv egentlig mere får mig til at få ondt af mig selv ved at indse, hvor store følger mine vægtproblemer har fået for mig:
Jeg er ofte ked af det over ingenting, har et stort behov for at få min vilje, bliver meget nemt såret, får ondt af mig selv og lader også det (til min store sorg) gå ud over min kæreste, som jeg gerne vil lægge skylden over på. Jeg kan ikke overskue tanken om en dag at skulle få børn og give afkald på noget af den opmærksomhed, han i dag giver mig og sidst men ikke mindst går heller ikke han fri for mit behov for at kortlægge alle andres (i mine øjne) negative sider, så jeg er i fuld gang med at ødelægge hans dejlige, positive syn på og glæde ved livet (FOR H……, hvor er jeg et trist menneske!!).
Jeg er kommet over mit tvangsforhold til kalorier og motion, men jeg er stadig opsat på en dag at få et normalt forhold til mad og ikke bare fortsætte med at bruge det som mit personlige panser.
Jeg søger hjælp lige netop nu, fordi jeg simpelthen ikke længere vil acceptere, at jeg skal leve et 2. sorteringsliv; Jeg vil også være glad og bekymringsfri, kunne nyde den bedste tid at mit liv sammen med min vidunderlige kæreste, lade mig overbevise om, at der faktisk er én udover familien, der virkelig elsker mig og lære at kunne give kærlighed til andre. Jeg er så gal over at indse mine mange nederlag og afsavn, at jeg nu ikke længere vil lade mig selv ødelægge mig eget liv mere, end det allerede er blevet.
Jeg er nu mere end nogensinde før motiveret for at finde ud af, hvad det er, jeg gør ved mig selv (og lader gå ud over andre) og hvorfor jeg gør det, og jeg er for første gang i hele mit liv nu parat til at stå ved mig selv, acceptere mig og hjælpe mig selv til at komme videre.
Det er svært at præcisere, hvornår mine problemer opstod, men titlen som 'klassens tykke pige' har jeg haft fra de små klasser, måske fra omkring 8-9 år.
Mit forstyrrede forhold til mad har ligeledes fulgt mig i mange år, men specielt for syv år siden, hvor jeg for alvor gik på slankekur og tabte mig 25 kg, blev min verden koncentreret meget omkring mad, kalorieindtag og overdreven motion.
De sociale afsavn og mit største problem - at omgås andre, specielt unge mennesker og vel at mærke have det godt med at gøre det - vil jeg også tro startede så småt i midten af folkeskolen, men det er et problem, som vokser med tiden, og det er også min største bekymring, da jeg kan se, hvordan jeg er i færd med langsomt at gøre mit liv mere og mere surt for mig selv, men ikke kan finde brugervejledningen til problemløsning nogle steder.
Undskyld jeg ikke kan fatte mig i korthed… alene det at fortælle min historie føles utrolig godt!

Spørgsmål 1: Det jeg har brug for din hjælp til er først og fremmest, om du vurderer, at mit primære problem er mit forhold til mad/krop/vægt og deraf mine socialiseringsproblemer eller om skoen trykker et andet sted i dine øjne.

Spørgsmål 2: Min næste bøn er mere konkret: Jeg har i dag fået en henvisning fra min læge til en psykiater, da jeg ikke selv har mulighed for at betale en psykolog. Jeg har erfaret, at juli er en rigtig dårlig måned at erkende, at man har brug for psykologisk hjælp, da næsten alle læger, psykologer, psykiatere og samtlige rådgivningscentre inden for spiseforstyrrelser holder ferie! Derfor håber jeg nu, at du kan hjælpe mig med forslag til nogle psykiatere i Københavnsområdet, som du ville mene, er det rigtige tilbud for mig. Jeg er ikke interesseret i en medicinsk behandling, men i et terapeutisk forløb, og ringer jeg selv op til psykiaterne fra telefonbogen får jeg smækket den ene dør i hovedet efter den anden. De vil ganske enkelt kun oplyse minimalt omkring, hvorvidt psykiateren har en terapeutisk efteruddannelse, om han/hun har erfaring med spiseforstyrrelser (hvis det da er det, der er mit primære problem?!?) og om hvilke former for terapi/behandling, der benyttes i den praksis. Det er ret frustrerende for os brugere, der jo oftest ikke ved særlig meget om de forskellige muligheder for behandling og samtidig er i en situation, hvor man typisk ikke har modet til bare at starte fra en ende af med tilbudet af behandlere. Vi har brug for at vælge det rigtige vej første gang, og jeg håber, du kan hjælpe mig til at finde en psykiater, der vil egne sig til mig, som bruger terapeutisk behandling og som ikke mindst (jeg ved godt jeg er krævende nu…) har en ret overskuelig venteliste, da jeg virkelig har brug for at komme videre nu. Jeg har svært ved at overskue at skulle tilbage til universitetet på 3. år efter sommerferien og har brug for, at der sker noget i forhold til min situation nu. Tror du, du kan hjælpe mig?

Svar 1: Det lyder som om dit primære problem er "binge eating" dvs. anfald, hvor man overspiser. Eller "atypisk bulimi", som det kaldes i ICD 10 - diagnoselisten, som bruges i Danmark.
Dit forhold til mad/krop/vægt, dine socialiseringsproblemer og dit lave selvværd kan bedst forstås som en del af spiseforstyrrelsen. Det er problemer, man ofte har sammen med spiseforstyrrelse.

Svar 2: Det er fint, at du har fået en henvisning til en psykiater, og jeg er enig med dig i, at det du har brug for er psykoterapi. Derfor er det også kedeligt, at de lægesekretærer, du har talt med, åbenbart ikke kan/vil hjælpe dig med de informationer, du ønsker. Jeg kender ikke selv nogen privatpraktiserende psykiatere, jeg kan henvise til. Ofte kan man få hjælp hos ens egen læge, men det har du selvfølgelig prøvet.
Har du for øvrigt overvejet at ringe til Stolpegård, enten for at få behandling i deres "spisegruppe", eller for at få et råd om, hvilken psykiater, der har erfaring med at behandle spiseforstyrrelser.

Adresser og links
Ordbog