Spørgsmål: Jeg er en pige på 21 år, og jeg bor sammen med min kæreste gennem to år.
Det sidste lange stykke tid har jeg ikke haft lyst til at spise, og jeg føler, at jeg er tyk. Jeg er 167 cm høj og vejer 55 kg. For nogle måneder siden sagde min kæreste at han syntes, at jeg skulle tabe mig - så det gjorde jeg. Jeg har det dårligt, er ked af det og græder hele tiden. Jeg spiser dagligt ca. 15-20 stk. Dulcolax (afføringspiller) og bæller vand. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har fået rigtig mad. Jeg er ligeglad, jeg lever af riskager og æbler, NÅR jeg altså er sulten.
Min bedste ven er meget urolig for mig og siger, at jeg er på vej mod en spiseforstyrrelse. Men jeg ved, at det ikke er rigtigt, han vil bare gøre mig tyk. Hvorfor kan ingen støtte mig i, at jeg vil tabe mig? Jeg har sat mig 52-50 kilo som mål.

Svar: Det er et stort problem, at du synes, at du er for tyk, og at du stiler mod at komme helt ned på 52-50 kg. Jeg kan godt forstå, at din ven er urolig, og hvis du ikke stiller dig tilfreds med den vægt du har nu og begynder at spise rigtig mad, ender du da også let med at få anoreksi.
De 55 kg du vejer nu giver et BMI på 19,7, og det er ok. Men det er ikke nogen god ide at blive tyndere.
Hvis du kommer ned på kun at veje 50 kg, bliver dit BMI 17,9, altså meget tæt på anoreksigrænsen på 17,5.
Det er i sig selv usundt, men det er endnu værre, at mennesker med anoreksi har en tendens til efterhånden at ville veje endnu mindre og til ikke at tro på andre, som siger, at de vejer for lidt. Faktisk får man som en del af anoreksien en vrangforestilling om, at man er for tyk, selv om man er så tynd, at det er usundt eller direkte livsfarligt.
Når andre ikke støtter dig i at du skal tabe dig, er det altså med god grund. Andre kan se at du ikke skal veje mindre, end du gør nu, og at dit mål på 52-50 i høj grad vil være dårligt for dig.