Spørgsmål: Jeg er en pige på 23 år og studerer på universitetet, hvilket jeg ikke har været glad for. Kort og godt er luften gået af ballonen. Så længe jeg kan huske, har jeg været mere eller mindre deprimeret. Jeg er blevet en rigtig sur og irritabel person. Jeg er doven, usikker, konfliktskabende, og jeg bider negle, sover dårligt om natten, jeg får grædeture eller raserianfald, og det går ud over min kæreste, som jeg har boet sammen med i tre år og som jeg føler jeg skal være sammen med.
Der er så mange ting både i min hverdag men også i forbindelse med fremtiden, som jeg gerne vil ændre på. Men jeg sidder bare herhjemme og dovner og er træt. Jeg gider ingenting. Og jeg minder uhyggelig meget om min egen mor, der har været angst hele livet, har lidt af rengøringsvanvid og altid har haft sindssygt travlt med, at maden skulle stå klar kl.18 etc. Sådan er jeg lidt selv, sådan vil jeg ikke være, men jeg kan ikke styre det! På mit fritidsjob vrisser jeg af både kunder og kolleger uden at vide hvorfor, og jeg bagtaler altid alle, hvilket jeg ikke vil! Hvordan kan man have så lidt kontrol over sig selv? Der er så mange ting inde i mit hoved jeg synes kunne være dejligt at indføre i mit liv, men der sker intet....
Jeg har med vilje ikke nævnt så meget fra mine yngre år om min mor, andet end at hun har haft svær angst. De professionelle, jeg har talt med, ender altid op med, at min mor er grunden til ditten og datten, men nu vil jeg forsøge en anden indgangsvinkel og ikke nævne, hvad der er sket. Men allerede nu har jeg måske ødelagt forsøget: Nu ved du, at der er noget der gemmer sig i mig, noget måske uforløst. Det har været lærerigt at tale med psykologer etc. men jeg er bare ikke blevet gladere af det!
Hvad skal jeg gøre?

Svar: Der er to muligheder. Den ene er at tale med en psykiater, som kan vurdere, om du har en depression og derfor måske kan have gavn af behandling med medicin. Den anden mulighed er at prøve psykoterapi endnu engang, enten hos en psykolog eller hos en psykiater.
Det er en stor fordel, at du har så god indsigt i, hvordan du ikke ønsker at dit liv skal blive. På den måde har du selv stor indflydelse på det, og du har ret i, at det ikke er nok at finde ud af, at din mor er grund til "ditten og datten". Man kunne forestille sig, at en ny psykoterapi kunne fokusere mere på, hvad du konkret kan gøre for ikke at udvikle de samme mønstre som din mor. Hvis du er meget perfektionistisk, kan du prøve at finde ud af, hvilke tankemønstre, der ligger bag. Det ville være en såkaldt kognitiv tilgang til din behandling.

Næste side