Spørgsmål: Min mor har netop fået at vide, at hun har en depression. Hun er midt i 50'erne, på overgangsydelse og har været udenfor arbejdsmarkedet de sidste 10-12 år. Så langt tilbage jeg kan huske har hun ment at fejle mange forskellige sygdomme og hun har været til talrige undersøgelser for alt mellem himmel og jord - hun har aldrig fejlet noget. Igennem mange år er hun altid blevet "syg", når andre har haft brug for hende. Hun har altid tilbudt sin hjælp, for så at blive "meget" syg og sætte andre i et stort dilemma. Hun sætter mange og lange ord på sine "sygdomme", som altid er værre end noget andre har haft. (Jeg har ofte tænkt, at hendes største problem egentlig er, at hun faktisk er meget sund og rask...)
Hun har i de sidste 10 år lidt af voldsomme hormonforstyrrelser pga. overgangsalder, men har ikke kunnet komme i hormonbehandling pga. sart mave, som ikke tåler nogen form for piller (heller ikke vitaminpiller).
Hun har taget svedeture, manglende nattesøvn etc. i rimelig stiv arm uden så mange ord - og jeg er slet ikke tvivl om, at det har været hårdt. Desværre er det svært at vise hende omsorg i de problemer, som virkelig har været reelle "for det skal vi ikke snakke så meget om" - men hun snakker utroligt meget om de "fiktive" sygdomme, som jeg dog ikke tvivler på, at hun oplever som helt reelle!

Hun har et meget lavt selvværd, tåler ikke at andre har en anden mening end hun (bliver afvisende), ved altid bedst, men ved faktisk meget lidt om livet og verden. Hun er dominerende, dømmende og perfektionist, men tager ikke "credit" for de ting, hun virkelig er meget dygtig til - hun fokuserer udelukkende på det negative. Hun har tendens til at skifte mening efter den mand, hun p.t. er sammen med (hun er i fast forhold nu gennem et par år). Hun har oplevet barske ting i sit liv - skilsmisser, dødsfald (også et barn) - men har aldrig ønsket at modtage hjælp.

Igennem de sidste måneder har hun lidt meget af søvnløshed, stigende hedeture og uro i kroppen, voldsom kvalme og nok også angstanfald (angst for at være meget syg og blive dårlig når hun ikke var hjemme). Hun har nu ved lægens hjælp erkendt, at hun har en depression og er kommet i behandling. Lægen har givet hende en henvisning til en psykiater, og det forstår jeg ikke helt, da hun efter nogle ugers behandling oplever at hun har det bedre (og maven har det helt fint med pillerne).

Kan der ligge andre psykiske lidelser bag, eller hvorfor sender lægen hende videre? Umiddelbart havde jeg forventet at hun skulle til psykolog for at få hjælp til at bearbejde sit lave selvværd og til at få løst op for de mange tab, hun har haft i livet.

Svar: Du beskriver nogle personlighedstræk, f.eks. perfektionisme, som kan have gjort din mor ekstra sårbar over for de meget vanskelige kriser, hun har været igennem. Det kan være baggrunden for hendes måde at tale om sine fysiske sygdomme på, og for at hun har udviklet en depression.
Det er meget almindeligt, at man bliver henvist til en psykiater, hvis man har en depression, men din læge kunne også have valgt at henvise din mor til en psykolog og selv fortsætte med at stå for den medicinske del behandlingen.
Hvis man får medicin mod en psykisk lidelse, er der den fordel ved at vælge en psykiater frem for en psykolog, at psykiateren tager sig af både psykoterapien og medicinen. Han eller hun har ligesom psykologen også en psykoterapeutisk uddannelse og kan derfor også hjælpe din mor med at bearbejde sit tab og med at styrke sin selvværdsfølelse.
Dertil kommer, at sygesikringen betaler for behandling hos psykiater, mens man som hovedregel selv må betale for psykologbehandlingen.
Du kan derfor ikke konkludere, at lægen har valgt at henvise din mor til psykiater frem for psykolog, fordi der kan ligge andre psykiske lidelser bag din mors depression.