Spørgsmål: Jeg har et bekendt,
der får medicin for paranoid skizofreni. Det drejer sig om
fire-fem forskellige slags piller, jeg ved ikke i detaljer, hvilke
piller, det drejer sig om.
Medicinen fungerer godt, da han umiddelbart fungerer og tænker
næsten normalt.
Desværre er hans evne til at koncentrere sig ødelagt.
Han "går rundt" i stuen en stor del af dagen, uden
at kunne "falde til ro". Især hvis der opstår
et akut problem, eller hvis han skal tænke på noget
specielt, rejser han sig op og vandrer hvileløst rundt. Når
han sætter sig, kører eller vrikker benene på
ham i et stykke tid.
Han kan godt selv stoppe bevægelserne, men han har stadig
"uro" i kroppen, som skal ud senere. Hvilke muligheder
har han for at få behandling for sin uro?
Svar: Den uro, din bekendte har i kroppen,
kan enten skyldes hans sygdom, skizofreni, eller den kan være
en bivirkning, som man kan risikere at få af nogle former
for antipsykotisk medicin. Bivirkningen kaldes akathisi.
I begge tilfælde kan det hjælpe at få beroligende
medicin af typen bezodiazepiner, f.eks. Stesolid eller Rivotril.
Hvis det er en bivirkning, kan det også hjælpe at få
noget andet medicin eller at få en mindre dosis af medicinen,
men det skal selvfølgelig ses i sammenhæng med, hvordan
medicinen i øvrigt virker.