Spørgsmål: Jeg har en kæreste,
der har en skizotypisk sindslidelse. Hun er 22 år gammel.
Hun er for tiden indlagt på en ungdomspsykiatrisk afdeling
med speciale i skizotypi og medicineres med Seroquel (350 mg).
Hun har nu været indlagt i ca. fem måneder, og i de
første fire måneder skete der kun få fremskridt.
I de seneste halvanden måned har hun imidlertid oplevet en
del fremskridt. Hun har dog stadig store problemer med "følelseskulde"
- altså at hun i situationer ikke kan opleve den glæde
eller sorg, en situation normalt påfører folk. Endvidere
er hun meget skrøbelig, og er hele tiden på kanten
af at miste håbet for sin fremtid, der ellers tegner lyst:
Hun er en meget klog pige, der - før sin sygdom - var godt
i gang med sit studie. I den seneste uges tid har hun oplevet nogle
mindre tilbagefald, og har således igen mistet meget håb.
Mit spørgsmål går i al sin enkelhed på,
i hvilken grad hendes liv kommer til at være mærket
af sygdommen for altid? Skal hun altid være i kontakt med
"systemet"? Skal hun altid fortsætte på antipsykotisk
medicin? Kan hun klare et almindeligt arbejde?
Svar: Det er en god ide, at din kæreste
får den hjælp, hun har brug for, og at hun fortsætter
med at tage medicinen, så længe hun har behov for det.
Der er gode muligheder for at hun ikke får brug for at være
i behandling i årevis, og hun kan formentlig også igen
få det så godt, at hun kan klare studie eller et almindeligt
arbejde.
Hvis man har en skizotypisk sindslidelse, har man en lidt højere
risiko end andre for, at man senere igen får psykiske problemer,
men det betyder ikke, at prognosen er dårlig, og heller ikke
at man har en høj risiko for at blive syg igen, når
man først er blevet rask.
psykose
