Spørgsmål: Jeg blev som
36-årig syg og indlagt med diagnosen paranoid psykose. Jeg
var gennem et halvt år gradvist blevet mere og mere dårlig,
før jeg fandt ud af, hvor galt det var og lod mig indlægge.
Jeg var indlagt nogle måneder og fik cisordinol med god virkning.
Bagefter holdt jeg efter anvisning op med medicinen og troede, at
det aldrig ville ramme mig igen.
Eller håbede.
Men 2 år efter gik det galt igen. Jeg blev syg på 14
dage, efter at være startet på et arbejdsforhold hvor
jeg var ansat som lærer på en slags daginstitution -
men i realiteten fik tildelt kompetence som en elev. I det første
tilfælde var der også tale om et problematisk arbejdsforhold,
hvor jeg sagde op 3 måneder før jeg lod mig indlægge.
I begge tilfælde forsøgte jeg uden held - og uden at
blive " fundet " af andre end mig selv - at begå
selvmord.
Efter min anden indlæggelse fik jeg bevilget revalidering
i form af økonomisk støtte til en uddannelse, som
jeg var meget glad for at få. Desværre var der ikke
arbejde at få, da jeg var færdig. Jeg søgte i
2 år, hvorefter jeg begyndte på en pædagoguddannelse,
hvor jeg fik 1 års merit.
Men det gik galt da jeg skulle springe 2. år over.
Jeg blev indlagt igen i 3 uger og sygemeldt i et halvt år.
(Mest fordi jeg ikke kunne starte på seminariet før
da, fordi de ikke kunne tilbyde mig en plads!). I dette tilfælde
var jeg ikke egentlig syg - jeg havde vist nærmest overreageret
på nogle symptomer og på selve angsten for at blive
syg igen. Det er ihvertfald min forklaring set med bagklogskabens
øjne.
På dette tidspunkt bad jeg selv om at blive henvist til hjælp
angående et alkoholproblem, som muligvis havde forværret
situationen.
Et halvt år efter startede jeg så i en ny klasse hvor
vi skulle i praktik i et halvt år. Jeg kom i en temmelig belastet
børnehave - hvad jeg bestemt ikke havde ønsket, og
med mit tidligere nederlag i ryggen, var jeg frygtelig bange for
ikke at bestå min praktik. Jeg spærrede nærmest
mig selv inde i en rolle som perfektionist - med deraf følgende
handlingslammelse - for det er jeg jo ikke.
Det endte i et større slagsmål, først og fremmest
fordi jeg måtte sygemelde mig efter 4 måneder. Denne
gang var sygdommen ikke psykisk - virus på balancenerven og
deraf følgende svimmelhed.
Da jeg meldte mig rask, oplevede jeg en barsk konsekvens i form
af at føle mig anbragt i socialgruppe 5 eller 6 og kommanderet
ud på et ydmygende arbejde - slid og slæb fysisk og
ingen respekt fra dem jeg skulle hjælpe. Samt en fortsat meget
lav indkomst.
Så tog jeg et halvt år på daghøjskole.
Det var godt. Dernæst er jeg blevet ansat - foreløbigt
½ år - på et museum.
Her har jeg igen oplevet symptomer - selvom jeg har taget cisordinol
siden 1995. Og alopam vist siden 1993.
Jeg har oplevet, at jeg har drukket alkohol en aften op til en fridag.
Om morgenen er jeg så vågnet efter at have drømt,
og i min forvirring har jeg troet nogle helt fejlagtige ting angående
min arbejdsplads - og troet det så livagtigt, at jeg har ringet
og spurgt, om det var rigtigt. Det første tilfælde
drejede sig om, at jeg troede at en eller anden derinde fra havde
ringet og sagt, at jeg skulle møde på arbejde samme
dag. Det havde de selvfølgelig ikke. Det andet tilfælde
drejede sig om noget værre - jeg troede at een fra personalet
havde låst sig ind i min lejlighed mens jeg lå og sov,
og havde haft en flok gæster med på "rundvisning
". Jeg skal måske understrege, at jeg havde været
alene - jeg bor alene - fra jeg havde fri fra arbejde og til jeg
ringede til museet om morgenen (så der er altså ikke
andre blandet ind i det). Som resultat heraf har jeg følt
mig nødt til at fortælle nogle få, at jeg har
været psykisk syg og tager medicin for det. Det er noget jeg,
bortset fra den arbejdsplads hvor jeg blev syg på 14 dage
- har holdt som et rent privat problem mellem mig, min familie ,
nærmeste venner og sundhedsvæsenet.
Jeg har snakket med min læge om ovenstående, og hun
har henvist mig til en psykiater. Jeg har fortalt min "chef"
om sagen, som også drejede sig noget om hvordan mine arbejdsbetingelser
var - jeg skal eksempelvis tage mig meget sammen for at slås
for at vise mine kompetencer og min rolle som andet end "usynlig"
i sociale sammenhænge. Jeg sagde det ikke lige med de ord!
Jeg skriver, fordi jeg godt kunne tænke mig et svar fra en
helt udenforstående. Og fordi jeg synes, at når man
hører om psykisk sygdom er det enten de helt "tunge"
tilfælde eller de meget "lette".
Svar: Jeg hæfter mig først
og fremmest ved at du har det, man kalder god sygdomsindsigt. Det
kan hjælpe dig meget, fordi du er god til at mærke det,
hvis du får det dårligere igen. På den måde
kan du nå at reagere i tide ved at tale med din psykiater
om, hvad du kan gøre for at forebygge, at det bliver værre
igen. Enten ved at tale om problemerne eller ved at tage mere medicin
i en periode.
Du nævner, at du på et tidspunkt har bedt om en henvisning
til behandling af et alkoholproblem. Det er også en resource
hos dig, at du er opmærksom på risikoen for misbrug.
Hvis man har en psykisk sygdom, har man en noget større risiko
end ellers for at få misbrugsproblemer, og som du beskriver
forværrer det den psykiske grundsygdom, hvis man ikke får
stoppet misbruget i tide.
Endelig synes jeg, at du har været ualmindelig uheldig med
dine ansættelser, og jeg håber at din nuværende
ansættelse kan forlænges, så du ikke igen risikerer
at komme i en vanskelig situation pga. dit job.
psykose
