At leve med psykoser
Spørgsmål: Jeg mangler noget
så forfærdeligt eksempler på, at nogen har lært
sig at leve med psykoser, andre oplevelsesmønstre. Jeg har
selv kæmpet den seje kamp med antipsykotika - og også
oplevet at det psykotiske har brugt mig helt op, at alle mine kræfter
var brugt op. Men mit ønske er, at jeg kan/ vil komme til
at kunne acceptere det psykotiske, på niveau med mine drømme,
tanker og oplevelser. Og ikke kun som det forfærdelige angstprovokerede
og totalt udmattende.
Hvor og hvem ved noget om det - har nogen erfaringer? Jeg vil nævne
at jeg går i Jung-terapi og bruger såvel det bevidste
som det ubevidste og mine drømme meget.
Svar: Mange amter tilbyder behandling
i såkaldte psykoseteams. Det betyder at psykosen, især
skizofreni, behandles med psykoterapi, medicin og en social indsats.
Mange har stor gavn af indsigtsorienteret psykoterapi, enten jungiansk
eller freudiansk, og analytisk orienteret terapi er en del af tilbuddet
i nogle amter, mens andre tilbyder andre terapiformer. Psykoterapien
har en central placering i behandlingen, men de fleste psykiatere
fraråder at man får behandling helt uden medicin, hvis
man har en alvorlig psykose.
I 1980'erne, hvor antipsykiatrien var på sit højeste,
forsøgte mange at gennemleve deres psykose. Man havde en
forestilling om, at man skulle forstå de psykotiske symptomer,
og hvad psykosen havde at sige en, og på den måde få
det bedre uden at få medicin.
Nu har undersøgelser vist, at mennesker med skizofreni får
en dårligere prognose, jo længere de har været
psykotiske, inden de første gang kom i behandling med antipsykotisk
medicin. Det betyder, at der kan være en risiko ved at sige
nej tak til den medicinske del af behandlingen. Dertil kommer at
erfaringerne fra de medicinfri behandlinger ikke er gode.
Du kan sagtens fortsætte med Jung-terapi, hvis du er sikker
på at terapien ikke provokerer en forværring i psykosen.
Desuden vil jeg anbefale at du, hvis det kan lade sig gøre,
samtidig tager den medicin der er nødvendig for at dæmpe
det ubehag ved de psykotiske symptomer, du beskriver.
Jeg kender desværre ikke litteratur, hvor mennesker beskriver
deres egne erfaringer med at lære sig at leve med psykoser.
|