Dyssocial personlighedsforstyrrelse
Spørgsmål: Kan man konfrontere
en (ikke voldelig) person med dyssocial
personlighedsforstyrrelse med éns formodninger?
Der er en erkendelse af en brist, men hvor langt denne erkendelse
rækker ved jeg ikke? Og jeg er bekendt med at erkendelse stort
set udelukker en diagnose - men trækkene og tendenserne er
tilstede! Personen er 47 år.
Svar: Formålet med en psykiatrisk
diagnose er at den skal bruges til at hjælpe og forstå
et andet menneske. Psykiatriske diagnoser er et redskab for læger
og psykologer, og de egner sig ikke til at konfrontere med. Det
har ikke noget formål at konfrontere et andet menneske med
hans eller hendes negative egenskaber, med mindre man tror, at det
kan hjælpe vedkommende.
Og det kan næppe hjælpe nogen at få at vide, at
man mener, at han eller hun har en dyssocial personlighedsforstyrrelse.
I stedet kan man tale med vedkommende om, hvilke handlemønstre
han eller hun konkret kan / bør / skal - lave om. F.eks.
at han skal blive bedre til at holde aftaler. Og diskutere hvorfor
det er en fordel - også for ham selv - at han ændrer
det. En af fordelenne kan f.eks. være at andre mennesker -
og måske du! - ellers tager afstand fra dem.
Spørgsmål: Og mens jeg er
her: hvis der er nogen erkendelse kan der så være et
reelt ønske om ændring - vilje og evne til forandring?
Uden professionel hjælp? Eller "bruges" udtryk om
dette som andre midler - til egen vinding?
Svar: Du er nødt til selv at vurdere
om han "forbedrer sig." Det er en god - og nødvendig
- begyndelse, at han selv erkender sin brist. Men om han bruger
det i et spil, eller han reelt er indstillet på at ændre
det, må du finde ud af ved at gøre dine egne erfaringer.
Generelt set er personlighedsegenskaber ikke uforanderlige, men
det er nok især i de yngre år, at man har mulighed for
at ændre sin personlighed i positiv retning.
Spørgsmål: Og igen, er det
sansynligt at en sådan person ikke kan sige fra - f.eks. du
interesserer mig ikke, der er ikke noget at komme efter - men altid
efterlader tvivl?
Svar: Der er mange muligheder. Hvis han
altid "efterlader dig i tvivl" om hvorvidt han holder
af dig, kan det være fordi han har svært ved at udtrykke
sine følelser, eller fordi han både har positive og
negative følelser for dig, så han selv bliver i tvivl.
Det er ok, at man har både positive og negative følelser
over for et andet menneske, men hvis "kemien" ikke passer,
kan det være svært at leve sammen eller at have et parforhold.
Du kan kun selv vurdere, hvad der er grunden til at han "ikke
siger fra." Hvis han holder dig hen for ikke at såre
dig, har han jo faktisk envnen til empati, og så har han nok
ikke nogen dyssocial personlighedsforstyrrelse. Men prøv
at lade være med at fokusere på den diagnose. Den er
så vanskelig at vurdere, at også læger og psykologer
ofte når til forskellige konklusioner.
Måske kan du også være opmærksom på,
om der er noget du selv kan gøre anderledes for at få
det til at fungere imellem jer. Det er nemlig meget lettere for
dig at bearbejde dine egne holdninger end at få ham til at
ændre sig. Hvordan kan du bedst fungere med den relation,
I har i øjeblikket, og hvordan kan du ændre dig selv,
så du bedre kan leve med relationen, - eller så jeres
samspil ændrer sig på en måde, så relationen
bliver bedre? Er du selv usikker på, om I skal fortsætte
jeres relation og på den måde tilbageholdende med at
tænke på, hvad du selv kan gøre? Har du selv
svært ved at acceptere, at I er forskellige og måske
ser forskelligt på, om det er vigtigt at undgå at "efterlade
den anden i tvivl om, hvad man føler". På hvilken
måde er jeres forhold anderledes end andre forhold, hvor det
også er mest almindeligt at mænd har sværere ved
at tale om følelser end kvinder?
Du skriver ikke, om I har et parforhold, men hvis I har det, ville
parterapi være oplagt.
|
lægen
om
