Familieproblemer
Spørgsmål: Jeg skriver til
jer, fordi min mor sandsynligvis lider af dyssocial personlighedsforstyrrelse.
Der optræder flere psykiske sygdomme i hendes familie - bl.a.
har hun en søster som er maniodepressiv. Min mor har afskåret
sig fra al kontakt med sin familie i mange år på nær
denne psykisk syge lillesøster. Hun siger selv, at hun ikke
har nogen mor, selv om min mormor stadig lever og meget gerne vil
have kontakt til min mor. Hun har bevidst valgt min mormor fra.
Min mor har gode perioder og dårlige perioder. Som regel begynder
en dårlig periode med en mindre fejltagelse fra fx min fars
side. Denne gang fik hun en fødselsdagsgave, som skuffede
hende. Og nu vil hun flytte fra min far på grund af dette,
og fordi han ikke kan leve op til hendes krav om ryddelighed i bl.a.
husets kælder. Hun tror, at hun bare kan flytte i en lejlighed,
og så kan min far blive boende i huset, selvom han i virkeligheden
ikke har råd.
Det er meget svært at redegøre for alle min mors skæve
sider, men det vigtigste er nok at fortælle at hendes kærlighed
til min far, mig og mine søstre er betinget. Hendes følelser
stikker ikke så dybt, som vores gør for hende. Hun
mener, at hun har ofret sig ved at passe os børn som små
og stille mad på bordet hver dag; hvor min far i stedet har
kæmpet for at reparere huset, bilen og holde haven mv. Han
havde ikke samme mulighed for at være sammen med os børn
som små, fordi han simpelthen kæmpede for at vores hus
og bil osv. blev holdt ved lige. Min mor har ingen forståelse
for hans slid, og han er meget ked af at have brugt alle disse år,
gået glip af alle de ting han ville have lavet med os som
små og fået utak af min mor.
Nu er vi i familien nået til et punkt, hvor vi ikke kan klare
vores mors vrede, kulde og tavshed over for os mere. Vi orker ikke
længere at køre med på hendes rutschebane. Derfor
har vi i forbindelse med hendes seneste nedtur, som stadig står
på, konfronteret hende en del gange, hvor vi har fortalt hende,
at vi ikke kan leve med hendes afvigende adfærdsmønstre
længere.
Alle de problemer vi har i familien skyldes primært min mor,
fordi vi altid kommer til at gøre noget lidt forkert (i følge
hendes opfattelse af tingene er det selvfølgelig fatale fejltagelser,
som er utilgivelige). Men hun mener jo bare, at hun har en hensynsløs
og egoistisk familie. Sidst, hvor jeg prøvede at få
nogle forklaringer ud af hende, fortalte hun mig, at hun følte
lede ved os alle sammen.
Vi har formuleret et brev til hende, hvor vi fortæller hende,
at vi elsker hende, og vi ønsker hun skal søge hjælp,
samt præsenteret hende for dét I her på siden
skriver om dyssocial personlighedsforstyrrelse. Hun opfylder alle
kriterier, som der nævnes, men kan selv ikke se det.
Hun bliver ved med at sige, at hun kun vil tænke på
sig selv fremover, hun giver os skylden for alle problemer og mener
nærmest at det er os der er syge når vi fortæller
hende, at hun ikke er helt normal. Det berører hende ikke,
at vi går i opløsning inden i over for hende. Hun er
helt kold over for vores følelser.
Hun er ved at miste sit job pga. manglende samarbejdsevner - hun
har bl.a. åbenlyst talt dårligt om en kollega bag dennes
ryg. Venner har hun kun så længe at de ikke siger noget
forkert til hende.
Hun forhindrer os andre i at fungere i hverdagen, fordi problemerne
er røget helt ud af proportioner. Og vi ved ikke længere,
hvad vi skal gøre. Hun kan ikke erkende, at det er hende,
der har et vanskeligt sind.
Hvordan kan /bør vi tackle vores mor? Vi har brug for nogen
redskaber - alt hvad vi har gjort indtil nu har ikke ført
nogen vegne.
Svar: Jeg synes, at I skal undgå
at vurdere jeres mor ud fra mulige diagnoser. Diagnosen dyssocial
personlighed er ikke en diagnose, som egner sig til at konfrontere
andre mennesker med. Det hjælper ikke nogen at få at
vide, at andre synes, at de er dyssociale.
Desuden er det meget sandsynligt, at diagnosen er forkert. Det er
en forstyrrelse, som man får, mens man er ung, og det er derfor
ikke det, der er forklaringen, hvis din mor er blevet mere styrende
eller afvisende nu, end hun har været før.
Du nævner bl.a., at din mor forlanger, at din far skal rydde
op i kælderen mm., og at din mor blev meget skuffet over sin
fødselsdagsgave fra din far.
Hvordan bliver du og din søster draget ind i den konflikt?
Er det din far eller din mor, som involverer jer, og behøver
i at blive involveret i det? Som regel er det en god ide, hvis børnene
- uanset alder - ikke deltager i forældrenes konflikter.
Med andre ord: Hvis du og dine søstre er meget involverede
i din far og mors måde at løse deres konflikter på,
er det måske værd at overveje, hvad der ville ske, hvis
I blev mindre involverede. Dvs. hvis I sagde til dem begge to, at
de må løse deres indbyrdes problemer uden jeres hjælp.
Det er faktisk tænkeligt, at det ville gå bedre end
du tror. Jeg mener ikke, at dine forældre bare skal flytte
fra hinanden. Det er som regel ikke den bedste løsning. Men
dine forældre kan formentlig bedre finde de rigtige løsninger
uden din og dine søstres hjælp. I kan så være
der og støtte dem på så mange andre måder.
Da jeres situation er meget kørt fast ville det måske
være en endnu bedre idé, hvis I alle sammen kunne blive
enige om at få professionel hjælp i form af familieterapi
hos en psykolog. Psykologen vil kunne hjælpe jer med at gennemskue
jeres mønstre og finde nye og bedre måder at løse
problemerne på.
Du skriver godt nok at det er din mor, der skaber problemerne, og
hvis det skulle være tilfældet, vil en psykolog også
kunne hjælpe jer med at finde de bedste løsninger for
jer alle.
|
lægen
om
