
Dyssocial personligheds- forstyrrelse Borderline personlig- hedsforstyrrelse		Behandling af borderline Personlighedsændring Familieproblemer Ustabil ekskone

Borderline personlighedsforstyrrelse

Spørgsmål 1: Jeg har fået at vide af lægerne at jeg har en borderline personlighedsforstyrrelse. Derfor får jeg behandling med psykoterapi på ungdomspsykiatrisk afdeling og jeg er nu ved at afslutte behandlingen. Det er jeg meget nervøs for. Hvad skal jeg gøre hvis jeg får det dårligt igen?
Jeg er bange for at stoppe min terapi. Min psykolog siger at det er på tide, desuden er jeg ved at være for gammel til ungdomspsykiatrien. Men jeg vil faktisk gerne blive, jeg føler mig ikke "rask " nok, men det bliver man vel aldrig, vel ?

Svar 1: Man inddeler psykoterapi i korttidsterapi, som varer ca. 3-5 måneder, og langtidsterapi, som kan vare op til flere år. Der er ikke regler for, hvor lang tid langtidspsykoterapi skal vare.
Det er meget almindeligt at man er usikker på at skulle afslutte terapien, især hvis den har varet i lang tid, og man synes, at det har hjulpet godt.
Imidlertid er det vigtigt, at man når tiden er inde afslutter behandlingen af en personlighedsforstyrrelse. Ellers risikerer man at blive afhængig af behandlingen.
Og ofte fortsætter man med at få det bedre, også efter at terapien er slut. Man behøver derfor ikke at føle sig fuldstændig rask, når man slutter, hvis man er inde i en god udvikling. Hvis det skulle vise sig, at du senere får brug for psykoterapi igen, kan du sagtens starte i en ny terapi, også uden at du skal begynde forfra igen.

Spørgsmål 2: Er det rigtigt, som I skriver, at de som har prøvet på at tage deres eget liv senere i livet ofte vil prøve på det igen, og hvad kan man gøre for at forhindre det?

Svar 2: Det er rigtigt at mennesker, som har forsøgt på at tage deres eget liv, oftere end andre mennesker prøver på at gøre det igen. Derfor er det også vigtigt, at man tager sig selv alvorligt, hvis man har haft det så dårligt, atman har forsøgt på at tage sit liv.
Det kan man gøre ved at søge hjælp, som du jo allerede har gjort. Man kan også få hjælp på særlige centre, som i de senere år er oprettet til at behandle mennesker, der har forsøgt at tage deres liv.
Mange som prøver på at begå selvmord i forbindelse med at de har en borderline personlighedsforstyrrelse, gør det i forbindelse med et affektanfald, dvs. at de gør det impulsivt når de er allermest kede af det. Her kan det hjælpe, hvis man er opmærksom på, at man skal vænne sig til at handle mindre impulspræget. Især hvis man har tanker om noget så alvorligt og uigenkaldeligt som selvmord.

Spørgsmål 3: Kan I ikke også uddybe lidt mere hvorfor man får borderline? Jeg har nemlig fået fortalt at jeg havde min mor og far meget hos mig, da jeg var mellem 1 og 2 år. Kan det være fordi jeg er flyttet så meget, at jeg har fået borderline?
Jeg ønsker at forstå min "sygdom" så jeg bedre kan leve med den og bekæmpe den når den blusser op.

Svar 3: Som du skriver risikerer man ifølge udviklingspyskologiske teorier at få en borderline personlighedsforstyrrelse, hvis man ikke har fået den rigtige omsorg, da man var mellem et og to år.
Det er imidlertid netop en teori, og teorier er ikke endegyldige sandheder. I realiteten er det svært at bevise hvilke psykiske påvirkninger, der kan være med til, at man udvikler en borderline personlighedsforstyrrelse.
Så ja! Det kan godt være, at du har haft optimale vilkår, da du var helt lille, og at der kan være en sammenhæng mellem det at du flyttede meget og dine psykiske problemer nu. Det mest sandsynlige er at der er flere grunde, og det bliver let til en blindgyde, hvis man hænger for meget fast i den tidlige barndom, som man alligevel normalt ikke kan huske.
Det er vigtigere for din terapi, hvordan du i øjeblikket tænker, føler og handler. Med andre ord behøver du ikke at kende din tidlige barndoms problemer for at bearbejde de psykiske problemer, du har i dag.