Kan ikke huske
Spørgsmål: Jeg er 46 år
og har været syg i næsten tre år. Jeg har haft
et hårdt liv. Jeg er vokset op i et hjem, hvor begge mine
forældre drak, jeg var den næstældste af seks
børn og blev selv mor som 16-årig.
Derefter boede jeg i forskellige plejefamilier til jeg bliv gift
som 21-årig med en mand, der øvede psykisk vold mod
mig. Efter fem år blev jeg alene med mine to børn,
og jeg har hele tiden kæmpet med en angst for, at børnene
skulle blive fjernet.
Alligevel endte det med at børnene blev frivilligt anbragt.
Det var en stor sorg og smerte, men trods alt lykkedes det mig at
få noget ud af livet i ti år, indtil jeg i 2000 fik
en blodprop i hjertet. Det slog benene væk under mig, og siden
har jeg fået den ene sygdom efter den anden: For lavt stofskifte,
sukkersyge, slidgigt og problemer med maven. Oven i det var jeg
udsat for en trafikulykke i september. Jeg fik et chok og har fået
men af ulykken i form af angstanfald og tør ikke mere gå
ud. Men det værste er, at jeg ikke længere kan huske.
Jeg har ikke turdet sige det til nogen, selv ikke de sygeplejersker
der kommer og doserer medicin. Alle ved, at jeg er dårlig
til at huske, men jeg har ikke haft mod til at fortælle, hvor
slemt det i virkeligheden er. Jeg kan ikke huske, om jeg har fået
min medicin, jeg glemmer aftaler, selv om jeg har en kalender, jeg
kan ikke finde rundt, og jeg har mareridt om det om natten.
Jeg har altid stillet store krav til mig selv. Nu går alt
i koks. Det er pinligt, at jeg glemmer et møde, at slukke
for komfuret eller at låse dørene. Mit hoved føles
tit som om jeg er lidt omtåget, det føles som om jeg
mister kontrollen, og jeg er bange for, hvad der er galt med mig.
Det er meget nedværdigende, hvad kan jeg gøre?
Svar: Du er nødt til at tale med
din læge om dine problemer med at huske. Hvis du bliver undersøgt
hos lægen, er der en mulighed for, at dine problemer med hukommelsen
skyldes en sygdom, som du kan få behandling for. Du kan f.eks.
have slået hovedet ved trafikulykken, uden at lægerne
har opdaget det. Det er heller ikke fuldstændig sikkert, at
lægerne af sig selv har været opmærksomme på,
at en så ung kvinde som dig, har så store problemer
med at huske.
Det kan også være, at du kan have gavn af noget af det
nye medicin, der er udviklet mod hukommelsesproblemer og demens.
Jo før du bliver undersøgt, desto større chance
har du for at få en behandling, der kan virke mod den sygdom,
der er årsag til, at du har så svært ved at huske.
|