Medicin og muskelspændinger
Spørgsmål: Jeg er en kvinde
på 52 år, som gennem de sidste ca. tyve år er
blevet behandlet for mange depressioner.
I sommeren 1996 blev jeg første gang indlagt på en
psykiatrisk afdeling, og i forbindelse med indlæggelsen mistede
jeg mit job, som jeg havde haft i 17 år. Det lykkedes mig
heldigvis hurtigt at finde et andet job, som jeg blev glad for.
I sommeren 98 blev jeg igen indlagt, denne gang efter en mani.
Mit job er deltids, 25 timer pr. uge, og det er med mange afvekslende
opgaver, så jeg sidder ikke stille i længere tid af
gangen.
Det der driller mig i øjeblikket, og som har været
galt i ca. et år, er at jeg har frygtelig mange muskelspændinger.
Jeg har gået til massage 1 -3 gange pr. måned i et år,
og herudover har jeg været til femten behandlinger hos fysioterapeut.
Jeg har selv en ide om at mine spændinger måske kan
skyldes den medicin jeg får for at stabilisere min manio-depressive
sygdom. Jeg får: 20 mg Cipramil, 30 mg Tolvon, 75 mg Lamictal,
50 mg Noritren, 37,5 mg Cozaar og 2 Centyl om dagen.
Hvad mener du, kan være årsag til mine spændinger?
De er meget udtalte og sidder især i tunge, kæbe, nakke,
skuldre, bryst og lænd. Jeg sover med en bøjle på
tænderne om natten, da jeg bider voldsomt sammen. Jeg har
knækket fire tænder det sidste år, hvor jeg har
fået sat kroner på. Her ud over har jeg fået filet
meget på mine tænder, da min bidefunktion hele tiden
har ændret sig. Jeg har i alt været hos tandlæge
20 gange det sidste år.
Jeg vil blive meget glad for et råd om, hvad jeg kan gøre
for at komme disse spændinger til livs.
Svar: De fleste får ikke muskelspændinger
af Noritren, men nogle gør, og det kan godt være forklaringen,
hvis du er specielt følsom over for den bivirkning, og hvis
spændingerne startede i forbindelse med at du begyndte at
få Noritren.
Bivirkningen kaldes "parkinsonistiske bivirkninger", fordi
den giver samme muskelstivhed og rysten, som hvis man havde parkinsonisme.
Parkinsonistiske bivirkninger er især et problem, hvis man
får bestemte former for antipsykotisk medicin, og de forsvinder
igen, når man holder op med at få medicinen. Resten
af den medicin, du får, skulle ikke kunne give muskelspændinger.
|