Spørgsmål: Hvad stiller man op, når man er fyringstruet, og det belaster ens liv ikke at kunne få at vide, om det vil ramme en selv? Jeg kan ikke sove, har ondt i hovedet og er altid træt. Nærmest fuldstændig udmattet og går rundt i en "tåge".
Jeg arbejder inden for de elektroniske medier, hvor flere fag er under afvikling. Alt kan jo nu gøres af én person (stakkels vedkommende), og man fyrer så andre. Journalister skal fx både optage, redigere og sende selv.
I mindst to år har mine kolleger og jeg vidst, hvor det bærer hen, men vi er ikke i stand til at få at vide, hvem der bliver fyret eller omskolet. Vi bider ad hinanden, og klimaet er blevet en pest. Når man er over 50 år, er det så godt som umuligt at få et andet arbejde.

Svar: Dine symptomer med ondt i hovedet, træthed og søvnløshed, er krisesymptomer. Det egentlige problem er selvfølgelig, at ledelsen trækker krisen i langdrag, og på den måde gør den langt værre, end den behøver.
Det er svært at bearbejde en krise, så længe man ikke kender udfaldet på den. Alligevel kan det være en hjælp at tale om problemet med kollegerne, hvis det kan ske under betryggende forhold, hvor man ikke risikerer, at det man siger, kan blive brugt imod en.
· Det kan også hjælpe at få en organisationspsykolog til at komme og se på samarbejdet. Men det svære er, at det næsten aldrig er "gratis" at sige noget negativt om arbejdsforholdene, og det er ikke nogen god ide at bringe sig selv i en situation, hvor man får sagt noget, som kan være med til, at det netop bliver en selv, der spares væk næste gang.
· En god mulighed er at tale med nogle få kolleger, som man har fuld tillid til. Ideelt set aftaler man, at man taler om problemerne i en mindre gruppe på nogle faste tidspunkter hver uge, gerne udenfor arbejdspladsen. Man kan også gøre det mindre formelt, f.eks. i kaffestuen som mange gør. Men husk at samtalerne skal være fortrolige!
· Endelig kan man selvfølgelig bruge sit private netværk, eller man kan finde en psykolog at tale med.
· Hvis man finder andre afløb for sin frustration end de daglige sammenstød med kollegerne, kan man måske lade være med at bide af dem. Og på den måde få den sidegevinst at man regnes for at være god til at samarbejde. Så står man måske stærkere når fyringsrunden starter.