Når mor er deprimeret
Spørgsmål: Min gode veninde
har gennem længere tid været indlagt på et psykiatrisk
hospital. Hun bliver betegnet som psykotisk med stærk depression.
Hun har længe været stærkt deprimeret, men det
er først nu, at det går op for mig, hvor alvorlig hendes
tilstand er. Hun har to mindre børn, der bor hos faren, og
de har lidt meget under hendes tilstand.
Hvordan er det med børns samvær med en psykotisk mor?
Kan forældreevnen til tider være ok hos en person, der
er stærkt depressiv og psykotisk? Bør der være
overvåget samvær? Hvordan sikrer man, at børnene
ikke tager skade af samværet med en forælder, der til
tider har vrangforestillinger og en for børnene uforståelig
adfærd? Hvordan klæder man børnene på til
at forstå en sådan sygdom hos en forælder?
Svar: Forhåbentlig får din
veninde det bedre, inden hun bliver udskrevet og igen skal have
ansvaret for børnene. På den måde er der en mulighed
for at problemet løser sig selv. Man kan selvfølgelig
ikke være en god mor for to mindre børn, hvis man er
så deprimeret, at man ikke kan give dem rimelig opmærksomhed.
Hvis din veninde opfører sig på en måde, som
børnene ikke kan forstå, kan det være en god
ide, at en anden voksen, eventuelt lægen på afdelingen,
forklarer børnene den rette sammenhæng: At deres mor
har en sygdom, som går over igen, og at det ikke er nogens
skyld, heller ikke børnenes, at hun er blevet syg.
Når din veninde er indlagt på psykiatrisk hospital,
bør afdelingen være opmærksom på, om hun
får den hjælp, hun har brug for til børnene.
Man må forvente, at de taler med din veninde og med børnenes
far om, hvordan det går med børnene, og om hvilken
hjælp de har mulighed for at få i kommunens socialforvaltning.
Kommunen kan f.eks. tilbyde en "hjemme-hos", som er en
uddannet psykolog, der er specielt uddannet til at vurdere samspillet
mellem din veninde og hendes børn, og som kommer i hjemmet
og hjælper med at få det hele til at fungere.
|