Gået i stå
Spørgsmål: Jeg er en kvinde
på 35 år, der har et spørgsmål om min mor:
Hun er 57 år, og det føles som om jeg har haft to mødre;
én før hun blev 50, og én efter. Før
var hun rigtig frisk, meget snakkesaglig og altid med på en
god diskussion. Faktisk kunne hun være lidt rebelsk.
Hun blev skilt da jeg var fem år, men har siden da haft rigeligt
med kærester og elskere. I virkeligheden havde hun ikke store
tanker om mænd, men "brugte dem dog flittigt." Hun
var underviser på en ungdomsskole, og alle de unge elskede
hende, inklusive mine venner. Da jeg voksede op med hende og min
bror var hun en super dejlig mor som kunne finde på at lave
de mest dejlige og spontane ting med os børn.
Men så er der så min mor, som hun er nu: Hun er stadig
en dejlig mor, men problemet er, at hun simpelt hen mangler liv!
Det er som om alt liv er suget ud af hende. Hun har ingen kæreste,
og har ikke haft det i over ti år. Hun gider ikke mere at
"lede" efter en. Hun bor alene, men har mange veninder.
Hun arbejder ikke, men går på lidt kurser "for
at få tiden til at gå" siger hun. Jeg og min mand
samt vores to børn bor i nærheden, så hun kommer
tit, og det er fint nok. Jeg tror vi fylder MEGET i hendes liv.
Når hun så er her, eller andre steder, virker hun ofte
apatisk: Sidder bare i køkkenet mens jeg laver alverdens
ting derude og stirrer med store apatiske øjne ud i luften.
Nogle gange spørger mine børn hvorfor hun sidder der
og stirrer! Hun elsker sine børnebørn og det er gengældt.
Det er faktisk kun dem der kan få lidt liv i hende. Når
hun går og bevæger sig er hendes bevægelser stive
og langsomme/forsigtige som om hun er ved at falde. Hun diskuterer
ikke mere, hun rejser ikke mere, hun har vidst ikke rigtig lyst
til at opleve mere eventyr i livet. Hun kan ikke engang finde ud
af at bruge sine penge, så nu er hun begyndt at bruge dem
på os i stedet, selvom jeg fortæller hende at hun skal
forkæle sig selv. "Jamen jeg mangler jo ikke noget",
svarer hun. Jeg har faktisk vænnet mig til denne mor, men
føler ofte at det er det er mig der er blevet mor for både
mine børn og min ellers engang så friske, stærke
og fanden i voldske mor. Hun får i øvrigt hormoner
mod overgangsalder, hvis ikke hun fik dem ville hun ryge ned i et
stort sort hul, siger hun. Hun ville altså blive deprimeret
uden hormoner. Men på mig virker det som om at hele hendes
personlighedsforandring kom i forbindelse med overgangsalderen.
Hvad søren stiller jeg op med hende?
Svar: Der kan være flere grunde
til, at din mor er "gået i stå." Måske
har hun været ked af noget i alle de år, men det kan
også være, at hun har en meget langvarig depression.
Derimod tror jeg ikke, at hormonændringerne i overgangsalderen
er hele forklaringen.
Det kan være en vanskelig overgang, når ens børn
flytter hjemmefra, og man bliver alene. Især hvis man har
været alene med børnene og har lagt stor vægt
på at være en god mor. Det kan føles utroligt
tomt, og som om livet mister sin mening eller sit indhold.
Med fornuften ved man godt, at det er nødvendigt, at børnene
bliver selvstændige og uafhængige. Men det kan være
svært at vænne sig til, at man ikke længere har
det samme livsindhold, som man havde før.
Det er ikke altid, at man synes, at det er en god ide at tale med
sine børn om, hvor svært det er at de bliver selvstændige
og flytter.
Jeg synes, at du skal tale med din mor om, at du er bekymret for
hende, fordi hun ikke virker så glad, som hun har været
før i tiden. Din mor har sikkert ikke brug for at tale med
dig som en betroet veninde, men det kan være, at du kan tale
med hende om at gå til læge, hvor hun f.eks. kan blive
henvist til en psykiater. Hvis din mor har en langvarig depression,
kan psykiateren hjælpe hende med psykoterapi, evt. sammen
med medicin, hvis din mor ønsker det og psykiateren skønner
at det kan hjælpe hende.
|
depression
