Elektrochok
Spørgsmål: Min mor har en
depression, og har været så lange ude at hun ikke spiste
eller drak, men bare lå i sin seng og sagde at hun ikke ville
være her mere. Nu får hun elektrochok, og jeg vil derfor
spørge om hvor mange behandlinger, man normalt giver ved
så svær en depression. Min søster og jeg er lidt
nervøse for, om hun måske får for mange, eller
om hun ikke bliver den samme igen. Hun har ellers været rolig,
men i går blev hun meget sur og hidsig og ville med hjem.
Det kan hun ikke komme i øjeblikket, fordi vi er bange for
at hun får et tilbagefald.
Svar: Det mest almindelige er, at man
får elektrochok, eller ECT som det hedder, tre gange om ugen
indtil depressionen er helt væk. Det tager som regel mellem
to og otte uger, men ofte kan man allerede efter en til to uger
finde ud af, om behandlingerne virker. Det gør de heldigvis
næsten altid, når man har så alvorlig en depression
som din mor. Efter behandlingerne er det vigtigt, at man fortsætter
med at få antidepressiv medicin for at forebygge tilbagefald.
Det skyldes at ECT behandlingen holder op med at virke efter nogle
måneder, og så risikerer man let at depressionen vender
tilbage. En af bivirkningerne ved ECT er, at man i en periode har
svært ved at huske, men du kan være helt tryg ved at
din mor ikke ændrer personlighed på grund af behandlingen.
|