Utryg ved medicin
Spørgsmål: Jeg har været
så uheldig at få panikangst og sygdomsangst. Det har
været så slemt, at jeg blev hjemme og ikke gik ud, men
nu er jeg inde i en god periode, hvor jeg tror, at det er på
vej væk, men alligevel ved jeg, at det kan vende hurtigt.
Jeg bryder mig ikke om at tage medicin og har aldrig fået
det, da jeg er bange for at komme til at leve mit liv på medicin.
En anden grund til at jeg ikke vil tage medicin er bivirkningerne
som kan være kvalme, uro, svimmelhed osv., som jo netop er
nogle af symptomerne på panikangsten. Hvad kan jeg gøre?
Jeg er meget stærk og kan klare meget.
Svar: Når du ikke bryder dig om
at tage medicin, har du mulighed for i stedet at få behandling
med psykoterapi, som ofte virker godt mod panikangst og til dels
også mod sygdomsangst. Der er mange forskellige meninger om
medicin, og jeg kan godt se din pointe om at medicinen kan give
bivirkninger, der minder om symptomerne på angsten. Alligevel
er man i praksis sjældent i tvivl om, det man mærker
er angst eller bivirkninger. Mange får ikke bivirkningerne,
men hvis man skulle være så uheldig, at bivirkningerne
er værre end virkningen af medicinen, kan man selvfølgelig
blive nødt til at holde op med at tage den.
Da du jo godt kan risikere, at din angst igen bliver så alvorlig,
at du ikke tør gå ud, kan det være en god idé
allerede nu at undersøge dine muligheder for at få
behandling med psykoterapi. Der er også ting, der taler imod
at begynde nu, hvor du har det godt. Dels er det svært at
vurdere, om behandlingen virker på angsten, når angsten
i forvejen er væk, dels er der jo en chance for at angsten
under alle omstændigheder ikke kommer tilbage.
|