Socialfobi, behandling
Spørgsmål: Jeg har i mange
år lidt af social fobi, og har alle de klassiske symptomer.
Hjertebanken, svedige hænder, kramper i maven og især
rødmen. Det er faktisk så hæmmende, at jeg aldrig
har haft en kæreste, og selv om jeg er temmelig socialt anlagt,
undgår jeg sociale sammenkomster af frygt for at blive flov.
Det er faktisk noget jeg er frustreret over 24 timer i døgnet,
dermed ment at jeg også drømmer om min angst tit og
ofte.
Jeg har prøvet behandling med hypnoterapi hos min egen læge,
uden at det gav resultat. Derefter har jeg prøvet hypnose,
som jeg var nødt til at droppe, da det er dyrt. Jeg er under
uddannelse, og har derfor ikke de store økonomiske ressourcer.
Derfor vil jeg spørge hvad jeg har af muligheder?
Og er det overhovedet muligt at der findes kurser/behandlinger om
aftenen, da jeg har et arbejde der skal passes?
Jeg har hørt, at man på privathospitaler kan få
foretaget en operation hvor grænsestrengen overskæres.
Det skulle forhindre svedige hænder og rødmen. Jeg
er godt klar over, at det nok ikke løser problemet 100%,
men jeg tror det ville gøre en kæmpe forskel. Det er
en operation der koster 30.000 kr. Tror I det er noget man kan søge
tilskud til?
Til sidst vil jeg spørge, hvad den bedste medicin til mit
problem ville være? Hvor effektiv er den?
Svar: Sygesikringen betaler, hvis du
får en henvisning af din læge. Hvis du bliver henvist
til et psykiatrisk dagafsnit, kan du de fleste steder få tilbud
om gruppeterapi flere timer om ugen. På den måde går
det hurtigere, men de fleste steder kan man kun få behandlingen
om dagen. Derimod har mange praktiserende psykiatere aftenkonsultation.
Begge steder kan du få tilbud om medicin samtidig. Der er
flere slags medicin, der kan hjælpe, bl.a. SSRI piller, dvs.
"lykkepiller". Man kan også få samtaler hos
en praktiserende psykolog, men som hovedregel skal man selv betale.
Man kan dog søge om tilskud i kommunens socialforvaltning.
Der er lavet gode undersøgelser, der viser, at såvel
psykoterapi som medicin kan hjælpe på socialfobi. Derimod
er det ikke sandsynliggjort i systematiske undersøgelser,
at hypnose skulle kunne hjælpe.
Overskæring af grænsestrengen for at forhindre at man
rødmer, er en usikker behandling, som læger generelt
ikke anbefaler. Dels fordi det kan være risikabelt, dels fordi
det ikke hjælper på det egentlige problem, socialfobien.
|