Angst for katastrofer
Spørgsmål: Da jeg var omkring
14 år oplevede jeg en følelse af uvirkelighed. Det
var simpelthen som om en stor usynlig skal sænkede sig ned
over mig og jeg på den måde var lidt væk fra resten
af verden. Jeg kunne hele tiden se og følge med i hvad der
foregik, men hvis jeg skulle deltage aktivt i situationen, ville
det kræve en kraftanstrengelse.
Jeg har flere gange siden haft denne følelse og har den stadig
i perioder. Ofte kommer den i "klumper", hvor jeg får
den nogle gange i træk, for at den så holder sig helt
væk i et stykke tid. Jeg synes ikke den er så uhyggelig
mere, men dog stadig temmelig ubehagelig.
I dag kan jeg blive vildt bange for pludselig at blive kørt
ned, blive mast af en bus, der ikke har set mig. Jeg kan også
når jeg kører i elevator pludselig spekulere
over, om kablet nu holder eller om den vil falde ned. Samtidigt
spekulerer jeg over, hvordan det sidste øjeblik mon vil føles,
hvor stor overlevelseschancen er osv.
Hvis jeg kører i bus og kører over en af broerne,
kan jeg pludselig blive bange for at den skal køre over kanten
og havne i vandet. Så begynder jeg at spekulere på hvordan
jeg skal komme ud, hvor nødudgangen er.
Jeg er også angst for at være smittet med HIV, selv
om det er usandsynligt, idet jeg ikke er seksuelt aktiv og ikke
har fået blod.
Angsten bliver til at starte med nærmest panikagtig og jeg
kan være næsten handlingslammet.
Generelt føler jeg ikke, at jeg er så glad som jeg
burde være. Jeg har en rigtig dejlig kæreste, som jeg
ikke altid føler jeg er god nok overfor, pga. manglende energi,
idet
energien går til bekymringerne.
Jeg har søgt oplysninger på nettet omkring forskellige
psykiske sygdomme og synes at jeg kan genkende nogle af tingene
ved mig selv. Alligevel har jeg aldrig (før nu) fortalt nogen
om hvordan jeg har det. Når jeg er sammen med andre er jeg
i stand til at undertrykke følelserne tilstrækkeligt
til at folk ikke bemærker noget (særligt). To gange
har jeg været til lægen under et andet påskud,
for at prøve at formidle det. Det lykkedes ikke og den ene
gang tror jeg lægen blev lidt irriteret over at jeg kom med
mit påskud.
Samtidig synes jeg heller ikke at mine følelser er så
voldsomme som andre jeg har læst om.
Jeg har nok en indre tro på at det ikke er nok til at gøre
noget ved, eller at jeg skal tage mig sammen eller ignorere det.
Jeg ved heller ikke hvordan jeg skal få det sagt til min kæreste,
for på sin vis har jeg jo levet på en løgn, selv
om resten af mit liv med hende er ægte og oprigtigt. Jeg ved
heller ikke hvordan jeg skal kunne sige disse ting til f.eks. en
læge.
Jeg har ind imellem "gode" perioder, hvor jeg næsten
har det helt godt. Jeg har sådan en periode nu, og jeg tror
det er derfor at jeg er i stand til at skrive dette brev. Jeg har
bare en frygt for at ryge i et ny "hul". Jeg føler
det ligger latent i mig hele tiden.
Har du/I et forslag? Kan jeg gøre noget? Hvis så,
hvordan?
Svar: Dit problem er bestemt alvorligt
nok til, at du kan tale med din læge om det. Du er tit nedtrykt
og føler ikke du er i stand til at gøre det, du skal.
Angsten tager en stor del af din energi og din koncentration, så
din uddannelse ikke går så godt som den burde, osv.
Det, du beskriver, er en angst, som minder om panikangst, og de
anfald, du havde for ti år siden, og som du nu kan kontrollere
i opløbet, lyder som panikanfald. Selv om du har læst
om at andre kan have en angst som er voldsommere end din, betyder
det ikke, at du bare skal tage dig sammen og ikke søge hjælp.
Angsten har dog trods alt varet i mange år og er meget generende.
Hvis du taler med din læge, kan han eller hun hjælpe
dig med at komme i behandling med psykoterapi hos en psykolog eller
psykiater. Da din angst ikke er så alvorlig i øjeblikket,
og du har lært dig at kontrollere optakterne til panik, er
det værd i første omgang at prøve med psykoterapi
uden medicin.
Psykoterapi virker generelt godt på angst. Ved hjælp
af psykoterapi, kan du blive mere bevidst om de ubevidste eller
førbevidste tankemønstre, som ligger til grund for
din angst. Det kan være, at du har en tendens til at fokusere
på det værst tænkelige og mest usandsynlige. Det
kan også være at de forventninger, du stiller til dig
selv, om at være en "perfekt" far, ægtefælle
og studerende, er for høje, og det kan du også finde
ud af i psykoterapien.
|
angst
