Angst for at dø
Spørgsmål: Jeg har i mange
år lidt af angst, men i lange perioder er jeg meget god til
at tackle den. Jeg får ingen medicin, da jeg har prøvet
og bare synes, at jeg fik det dårligt. Nu til mit spørgsmål:
Hvordan kan jeg lære f.eks. ikke at blive så angst,
ligeså snart jeg hører om et ungt menneske, der pludselig
falder om af et hjertestop uden forudgående varsel. Jeg tror
med det samme, at det vil ske for mig. Det skal siges, at jeg lige
har fået taget et hjertekardiogram hos min læge, og
alt var i orden. Jeg har igennem årene fået taget en
masse prøver, og alt har været fint, men alligevel
bliver jeg angst, ja går i panik når jeg hører
om disse dødsfald. Jeg håber, du kan give mig et godt
råd, for jeg er inde i en god periode med god støtte
af min familie efter en temmelig elendig vinter.
Svar: Det er fint at, du er blevet grundigt
undersøgt hos lægen, selv om det ikke har været
nok til at få bugt med angsten. Der er ingen lette gør
- det - selv løsninger, og det eneste du kan gøre,
er at forsøge at undgå situationer, der kan udløse
angsten. Og det gør du selvfølgelig i forvejen.
Du skriver ikke, hvad din diagnose er, men det kunne være
panikangst.
Panikangst kan, som du skriver, behandles med medicin, men det virker
ikke altid, og det har ikke virket på dig. Imidlertid virker
psykoterapi lige så godt som medicin, og det mest effektive
er ifølge undersøgelser at få begge dele.
Jeg synes, at du skal overveje at tale med din læge om at
blive henvist til psykoterapi. Enten hos en psykolog, eller hos
en psykiater. Hvis du vælger en psykiater, betaler sygesikringen,
men der er som regel lang ventetid.
|