Spørgsmål: Jeg er en ung kvinde, der lider af tvangstanker og tvangshandlinger, og jeg har fået at vide, at jeg er "lettere borderline".
Jeg vil meget gerne vide, hvad jeg kan gøre ved det. Skal jeg bekæmpe tvangstankerne og tvangshandlingerne med næb og klør, selv om jeg bliver meget angst, eller skal jeg bare give efter og acceptere, at livet går forbi mig, uden at jeg får del i det, fordi jeg sidder og grubler dagen lang, er sygeligt bange for at omgås andre mennesker - og er så angst for ikke at slå til? Det er helt uløseligt. Jeg har gået til psykiater i lang tid, men det synes ikke at ville løse sig, og jeg har efterhånden accepteret, at det er min skæbne.
Jeg har det sådan, at jeg ALTID har dårlig samvittighed, og min mor har et meget dårligt liv. Hun er syg, har ingen penge og bebrejder sig selv alt, og jeg føler derfor, jeg bør hjælpe, men jeg kan slet ikke få levet mit liv og har også dårlig samvittighed over for min mor, fordi jeg ikke har haft en kæreste i 100 år og derfor er unormal. Så tror hun jo, at det er hendes skyld, men det er jo min.
Det hele er meget indviklet, men jeg kan bare ikke fortsætte sådan, for jeg kan ikke tænke på andet end på, hvor dårlig en datter jeg er, og det hele er så uløseligt.
Hvad gør jeg?

Svar: Det er ofte en dårlig idé at give efter for tvangshandlingerne, fordi man risikerer at man bliver mere og mere begrænset i sine udfoldelsesmuligheder.
Jeg synes derfor, du skal gøre, hvad du kan for at modarbejde dine tvangshandlinger og så vidt muligt også tvangstankerne. Jeg går ud fra at din behandling hos psykiateren består i psykoterapi og medicin, uden at det har virket godt nok. Du kan undersøge muligheden for at få et mere intensivt tilbud om behandling, f .eks. i et psykiatrisk dagafsnit. Her kan man ofte få gruppeterapi eller individuel psykoterapi, hvor man har samtaler flere gange om ugen, samtidig med at man også får praktisk hjælp til at modarbejde sine tvangshandlinger.

Næste side