Overblik

Når man har en skizoid personlighedsforstyrrelse, trækker man sig fra følelsesmæssig og social kontakt med andre mennesker, fordi man er bange for at blive afvist. 
Man har trang til at være sig selv og finder derfor ofte en interesse som man bruger meget tid på, og man vælger et job, hvor man har mulighed for at arbejde alene.
Det skønnes at ca. 1-5 procent af befolkningen opfylder kriterierne for at have en skizoid personlighedsforstyrrelse. Dobbelt så mange mænd som kvinder.

Årsager

Både arv og miljø spiller en rolle for om man får en skizoid personlighedsforstyrrelse. 

Skizoid betyder skizofrenilignende, og symptomerne på skizoid personlighedsforstyrrelse minder om de såkaldt negative symptomer ved skizofreni, f.eks. at man opsøger ensomhed og har nedsat evne til at udtrykke følelser. 
Man kunne derfor forestille sig at en skizoid personlighedsforstyrrelse er et forstadium til skizofreni. Imidlertid viser det sig at der blandt slægtninge til mennesker med skizofreni kun er lidt flere end normalt der har en skizoid personlighedsforstyrrelse, og der er derfor ikke nogen større arvemæssig sammenhæng. Derimod er der enighed om at man er mere sårbar over for at udvikle skizofreni hvis man har en skizotypisk sindslidelse.

Det spørger lægen om

Hvis man har en skizoid personlighedsforstyrrelse, mener man ofte ikke selv at man fejler noget. Man kan dog godt gå til lægen, fordi man får psykiske problemer som f.eks. angst eller tristhed.
For at finde ud af om man har en personlighedsforstyrrelse spørger lægen bl.a. om hvilke personlige egenskaber, man selv mener, man har.
Hvis man har en skizoid personlighedsforstyrrelse, kan man bedst lide at være alene, og lægen spørger derfor bl.a. om man:

• Er ligeglad med om man har venner og fortrolige 
• Har en partner, og i givet fald om man har problemer med seksuallivet og med at være i tæt kontakt med partneren
• Har svært ved at udtrykke følelser
• Ikke tager nogen særlig notits af det, hvis man får ros eller kritik
• Har en dårlig situationsfornemmelse
• Er optaget af fantasier og introspektive, dvs. indadvendte, tanker

Under samtalen vil lægen også vurdere, om man virker distanceret, kølig, trist og uengageret.

Sådan stilles diagnosen 

For at opfylde kriterierne for at have en skizoid personlighedsforstyrrelse, skal man for det første opfylde kriterierne for overhovedet at have en personlighedsforstyrrelse:

• Man har et vedvarende og karakteristisk mønster for sin adfærd og måde at opleve og fortolke tilværelsen på som er anderledes end det der accepteres i den kultur, man tilhører. Det skal gælde for mindst to af følgende områder:

1. Ens erkendelser eller holdninger
2. Ens følelser
3. Ens kontrol over egne behov og impulser
4. Ens forhold til andre mennesker

Desuden skal man opfylde følgende fem kriterier:

1. Man skal have en adfærd som er gennemgribende unuanceret, utilpasset og uhensigtsmæssig
2. Den uhensigtsmæssige adfærd skal gå ud over en selv eller andre
3. Den uhensigtsmæssige adfærd er startet i ens ungdom eller barndom
4. Den uhensigtsmæssige adfærd skyldes ikke at man har en anden psykisk sygdom
5. Den uhensigtsmæssige adfærd skyldes ikke misbrug eller en fysisk sygdom, f.eks. en hjerneskade.  

For at opfylde kriterierne for en skizoid personlighedsforstyrrelse skal man desuden have mindst fire af følgende ni personlighedstræk:

1. Man er ulystbetonet, dvs. at man ikke føler nogen særlig glæde ved noget
2. Man er affektaffladet, dvs. at man ikke har normale følelsesmæssige udsving 
3. Man har nedsat evne til at udtrykke følelser
4. Man er indifferent overfor ros og kritik
5. Man er ikke særligt interesseret i seksualitet
6. Man foretrækker aktiviteter hvor man ikke behøver at være sammen med andre
7. Man er optaget af introspektion og fantasier
8. Man er ikke interesseret i venskab og fortrolighed
9. Man mangler situationsfornemmelse

Sygdomsforløb  

Ofte viser personlighedstrækkene sig allerede tidligt i barndommen, og som regel ændrer de sig ikke i løbet af livet.
Hvis man har en skizoid personlighedsforstyrrelse, har man en forhøjet risiko for at få en paranoid psykose eller for at få skizofreni. 
Man har også en forhøjet risiko for at få angstsygdomme som social fobi, dvs. angst for at være sammen med andre eller agorafobi, angst for steder med trængsel. 
Endelig er man mere udsat end normalt for at komme ud i et misbrug eller for at få dystymi, dvs. at man får en lettere, men langvarig depression.

Behandling

Det er sjældent at man selv synes at personlighedsforstyrrelsen er et problem. Når man endelig går til læge, skyldes det ofte en krise, at man har fået angst, at man er trist eller er begyndt at drikke. 

Psykoterapi: Hvis man har en skizoid personlighedsforstyrrelse, har man gavn af at få psykoterapi. Samtalerne kan fokusere på at få mere kontakt med følelserne og at blive bedre til at tale om dem. Det er imidlertid en vanskelig behandling, fordi den sætter spørgsmålstegn ved en livslang måde at forholde sig til følelser på som man oftest ikke selv ser som noget problem. Og som man som regel heller ikke selv føler at man lider under. 
I stedet kan det være en fordel at vælge en behandling som ikke har som mål at ændre ved ens måde at forholde sig til følelser på, men som i stedet fokuserer på at løse de konkrete problemer, f.eks. angst. Hvis problemet er angst, kan man f.eks. vælge kognitiv terapi.

Medicin: Der findes ikke medicin der hjælper på personlighedsforstyrrelse. 
Man skal imidlertid være opmærksom på at personlighedsforstyrrelsen øger ens risiko for at få andre psykiske sygdomme, f.eks. angst, depression eller psykose.
Får man angst eller depression, kan man få behandling med antidepressiv medicin, f.eks. SSRI, dvs. lykkepiller. Hvis man får psykotiske eller psykosenære symptomer, f.eks. ved at man oplever at andre taler om en uden at de gør det, kan det hjælpe at få antipsykotisk medicin.

Det kan man selv gøre 

• Hvis man har de egenskaber, som er karakteristiske for en skizoid personlighedsforstyrrelse, og man ønsker at gøre noget ved det, er det en god ide at tale med sin læge om det.
• Man kan også gå til lægen for at få en vurdering af hvad man fejler, og derefter kan man så tage stilling til om man ønsker at få behandling.