Overblik

Mellem 25.000 og 50.000 danskere får en eller flere gange i deres liv en bipolar affektiv sindslidelse. dvs. en sygdom, hvor man, når man er syg, er i en af de to modsatte faser, mani og depression. Det var det, der tidligere hed maniodepressiv psykose.

Der er lige mange mænd og kvinder der får sygdommen, og risikoen for at få den er mellem 1/2 og 1 procent.

Manier og depressioner viser sig først og fremmest ved at ens humør eller grundstemning forandrer sig. Har man et forhøjet stemningsleje, kan det være mani, og har man et nedsat stemningsleje, kan man have en depression.
Når man har en mani er man opstemt eller irritabel, man er overaktiv, rastløs og usamlet, og man sover næsten ikke. Man overvurderer sig selv, og man handler uansvarligt. Når man har en depression, nedvurderer man sig selv, man er trist og føler at alt er håbløst.

Årsager

Arvelighed spiller en stor rolle for risikoen for at få en bipolar affektiv sygdom. Hvis man har en mor eller en far, der har haft sygdommen, er risikoen for at man selv på et tidspunkt i sit liv får den omkring 10 procent. Har man en enægget tvilling, som har haft sygdommen, er risikoen oppe på 75 procent, mens den for den tveæggede tvilling er omkring 20 procent.
Udover arvelighed er der også andre faktorer som spiller en rolle for om sygdommen udløses. 
Nogle mennesker er selv klar over, hvad der er årsagen, men mange  oplever det som om manien eller depressionen er kommet indefra, uden at der har været en ydre grund til det. Derfor hed den depressive fase af sygdommen tidligere endogen depression.
Selv om man oplever det som om sygdommen kommer uden grund, kan man godt have været udsat for et psykisk traume, som man ikke er bevidst om. Man kan f.eks. have haft en kontrovers med et andet menneske, eller der kan være sket noget andet, som går en på, uden at man er klar over det.

Det spørger lægen om

Manisk fase: 

Når lægen undersøger om man har en mani, dvs. om man er i en manisk fase af den bipolare affektive sindslidelse, spørger han eller hun om hvordan ens humør har været den seneste tid. Om man har været i unormalt godt humør, og om man har været mere aktiv end man plejer. Forhøjet humør er hovedsymptomet på mani og hypomani, dvs. en let mani.

Derudover spørger lægen om man:

• Taler mere end man plejer?
• Har svært ved at koncentrere sig eller let bliver distraheret?
• Har mindre behov for søvn end normalt?
• Har større trang til selskabelighed og samvær med andre end man plejer?
• Har stor trang til at købe ting eller gør ting som ikke er gennemtænkte?
• Har større seksuel aktivitet end normalt?

Depressiv fase: 

Når lægen undersøger, om man har en depression, spørger han eller hun om man:

• Er nedtrykt, trist og i dårligt humør?
• Har fået mindre lyst til at foretage sig noget, og om man har  mistet interessen for ting som man tidligere interesserede sig for?
• Føler at man hurtigt bliver træt og ikke har ret meget energi?
• Har mindre selvtillid og lavere selvværdsfølelse end normalt?
• Lider af skyldfølelse og bebrejder sig selv urimeligt?
• Har tanker om, at det ville være bedre, hvis man var død, at der ikke findes nogen anden udvej end selvmord, eller om man har haft tanker eller planer om at begå selvmord?
• Har problemer med at koncentrere sig eller oplever at man ikke kan tænke klart?
• Er træt om dagen? 
• Sover mere eller mindre end man plejer?
• Har mistet appetitten og har tabt sig? 
• Er begyndt at trøstespise og har taget på?

Lægen spørger desuden om, hvor lang tid man har haft det dårligt, og om man tidligere har haft lignende problemer.

Under samtalen vil lægen lægge mærke til, om man virker trist, måske endda så trist at ens bevægelser bliver langsomme og ens måde at tale på er langsom og tonløs. Måske er der en meget lang pause, inden man svarer på spørgsmålene. Alt dette indgår i vurderingen.

Sådan stilles diagnosen

Tidligere inddelte man sygdommene i maniodepressiv psykose, endogen depression og eksogen depression, men det gør man ikke mere.

Nu inddeles sygdommene i manisk enkeltepisode og i depressiv enkeltepisode hvis man ikke har haft mani eller depression før. 
Hvis man tidligere har haft mani eller depression inddeles sygdommen  i Bipolar affektiv sindslidelse, hvor man enten har haft flere manier eller har haft en mani og en depression, og i Unipolær affektiv sindslidelse, dvs. en sygdom, hvor man kun har depression og ikke mani. 

Depression inddeles desuden i let, moderat og svær grad af depression, mens mani inddeles i hypomani, dvs. en let grad af mani, og mani. 

Hypomani: For at opfylde kriterierne for en hypoman enkeltepisode, dvs. en lettere mani, hvor man ikke tidligere har haft mani eller depression, skal man i mere end fire dage have haft:

1. Løftet eller irritabelt stemningsleje, dvs. at man konstant er i enten højt humør eller er irritabel. 
2. Desuden skal man have haft mindst tre af følgende symptomer: 

• Man er rastløs eller mere aktiv, end man plejer
• Man har mere trang til at tale, end man plejer
• Man har svært ved at koncentrere sig, eller man kan let distraheres
• Man har mindre behov for at sove
• Man er mere interesseret i sex, end man plejer
• Man har større trang til at købe ting og til at gøre overmodige ting, end man plejer
• Man er mere selskabelig, end man plejer

3. Symptomerne skal være så udtalte at det påvirker dagligdagen
4. Man må ikke opfylde kriterierne for en anden affektiv sindslidelse
5. Symptomerne må ikke skyldes en fysisk sygdom

Mani: For at opfylde kriterierne for en Manisk enkeltepisode uden psykotiske symptomer skal man i mere end en uge:

1. Have været opstemt, eksalteret eller irritabel. 
2. Hvis man er opstemt eller eksalteret have haft mindst tre af følgende symptomer. Hvis man især er irritabel, skal man op på mindst fire symptomer:

• Man er hyperaktiv, rastløs og urolig
• Man føler et indre pres for at tale uafbrudt
• Man har tankeflugt, hvor tankerne springer fra emne til emne
• Man har en hæmningsløs adfærd, hvor ens normale hæmninger er væk
• Man har nedsat behov for søvn
• Man har forhøjet selvfølelse, grandiositet
• Man er usamlet eller bliver konstant distraheret
• Man handler hensynsløst og uansvarligt
• Man har større seksualdrift end normalt

3. Ikke have haft hallucinationer eller vrangforestillinger
4. Symptomerne må ikke skyldes en fysisk sygdom

Mani med psykotiske symptomer: For at opfylde kriterierne for en manisk enkeltepisode med psykotiske symptomer, skal man i mere end en uge have været:

1. Opstemt, eksalteret eller irritabel. 
2. Hvis man er opstemt eller eksalteret have haft mindst tre af følgende symptomer. Hvis man især er irritabel, skal man op på mindst fire symptomer:

• Man er hyperaktiv, rastløs og urolig
• Man føler et indre pres for at tale uafbrudt
• Man har tankeflugt, hvor tankerne springer fra emne til emne
• Man har en hæmningsløs adfærd, hvor ens normale hæmninger er væk
• Man har nedsat behov for søvn
• Man har forhøjet selvfølelse, grandiositet
• Man er usamlet eller bliver konstant distraheret
• Man handler hensynsløst og uansvarligt
• Man har større seksualdrift end normalt

3. Man har hallucinationer eller vrangforestillinger. Men man har ikke bizarre vrangforestillinger eller førsterangssymptomer som ved skizofreni.
4. Symptomerne må ikke skyldes en fysisk sygdom

Depression: For at opfylde kriterierne for en lettere grad af depressiv enkeltepisode skal man:

1. Have mindst 2 af følgende kernesymptomer:  

• Man er i dårligt humør og er nedtrykt og trist
• Man har nedsat lyst til at foretage sig noget, og man har mere eller mindre mistet interessen for ting, man plejer at interessere sig for
• Man bliver hurtigt træt og har ikke så meget energi som man plejer  

2. Desuden skal man have mindst 2 af følgende ledsagesymptomer:

• Man har nedsat selvtillid eller selvværdsfølelse
• Man lider af skyldfølelse og bebrejder sig selv urimeligt
• Man har tanker om at det ville være bedre, hvis man var død, eller man tænker på at begå selvmord
• Man har svært ved at koncentrere sig eller oplever at man ikke kan tænke klart
• Man er enten urolig og hvileløs, eller også er ens bevægelser nærmest gået i stå
• Man sover enten mere eller mindre, end man plejer
• Man har mistet appetitten og har tabt sig, eller man er begyndt at trøstespise og har taget på

3. Depressionen skal have varet i mere end 2 uger
4. Man har ikke tidligere haft en mani eller en let mani, en såkaldt hypomani
5. Man har ikke en fysisk lidelse som er skyld i symptomerne

Sværhedsgrad: 
Depression i lettere grad: Man er i stand til at fortsætte med sine sædvanlige aktiviteter, selv om man er påvirket af symptomerne og har det dårligt.

Moderat depression: Man har fire af de ovenstående ledsagesymptomer og ikke kun tre. Desuden har man det så dårligt at man har svært ved at fortsætte med sine sædvanlige aktiviteter.

Svær depression: Man har alle tre kernesymptomer og fem af ledsagesymptomerne. Symptomerne er så udtalte at man ikke kan fortsætte med sine normale aktiviteter.

Hvis man har en depression og aldrig har haft manier, er diagnosen unipolær depression eller unipolær affektiv sindslidelse. Hvis man tidligere har haft en mani har man en bipolar affektiv sindslidelse, som er den sygdom, der før i tiden blev kaldt maniodepressiv psykose. 

Sådan forløber sygdommen

Hvis man har en mani, som ikke bliver behandlet med medicin, vil den ofte gå over af sig selv efter nogle måneder. Nogle manier kan dog vare op til flere år, hvis de ikke bliver behandlet.

Når man får medicin, vil manien ofte gå over i løbet af 4-12 uger. Det første tegn på, at manien begynder at tage af, kan f.eks. være at man begynder at sove bedre om natten.

Når man er blevet helt rask efter en mani, er risikoen for at få en ny mani eller en depression senere i livet firs procent. Hvis man vælger at tage forebyggende medicin kan risikoen reduceres til 30 procent, men det forudsætter at man tager medicinen hver dag resten af livet - eller så længe man ønsker at forebygge sygdommen.

Hvis man starter på en behandling med medicin mod depression, må man vente 5 -10 uger, før man ved om den virker. Hvis den samme medicin tidligere har virket på en depression, er der gode chancer for at den virker igen. Mens en behandling der tidligere er slået fejl ikke har  store chancer for at virke. Hvis man ikke har erfaringer fra tidligere depressioner, er chancen for at medicinen virker ca. 60 - 80 procent.

Behandling

Mange mennesker føler at de har det virkelig godt, når de er maniske. De føler at de kan klare meget mere end normalt, og deres selvværd er højt.

Det kan derfor være svært at blive motiveret for at få behandling, og af samme grund er det vanskeligt at få noget ud af psykoterapi, hvis ikke man samtidig tager medicin.

Dertil kommer at et menneske med mani som har gang i en masse aktiviteter og ikke føler at der er behov for behandling ofte ikke har lyst til at tage medicinen. Det kan også være svært for familien at håndtere situationen, og det kan derfor blive nødvendigt at løse disse problemer ved at man bliver indlagt.

Under en indlæggelse gør personalet hvad de kan for at dæmpe aktiviteterne. De forsøger at overtale den maniske til at holde sig mest muligt i ro og til at tage medicinen

Medicin mod mani: Der er overordnet tre principper for behandling:

1.  Beroligende medicin
2.  Lithium eller antiepileptisk medicin 
3.  Antipsykotisk medicin

Beroligende medicin: Ofte er det en god idé at tage beroligende medicin. Det dæmper uroen og kan give en bedre søvn. Man kan enten tage såkaldte benzodiazepiner, som er almindelig nervemedicin af samme type som Stesolid, eller man kan bruge såkaldte højdosisneuroleptika, som f.eks. Nozinan. Imidlertid får de fleste ubehagelige bivirkninger af højdosisneuroleptika, mens bivirkningerne ved benzodiazepiner er mindre ubehagelige. Til gengæld kan benzodiazepiner være vanedannende, hvis man får det i lang tid. Hvis man ikke har haft problemer med misbrug af f.eks. alkohol, er benzodiazepinerne det bedste valg.

Lithium eller antiepileptisk medicin: Som regel er det også nødvendigt at man får medicin mod selve manien. Her kan man tage Lithium eller antiepileptisk medicin, f.eks. Tegretol, Deprakine eller Lamiktal. Lithium og antiepileptisk medicin har som hovedregel færre bivirkninger end antipsykotisk medicin.
Antiepileptisk medicin er oprindelig udviklet mod epileptiske anfald, men det har vist sig at medicinen også virker mod mani.

Antipsykotisk medicin: Det kan også være nødvendigt at tage antipsykotisk medicin, neuroleptika, især hvis man er meget urolig pga. psykotiske symptomer. Der findes flere former for antipsykotisk medicin, hvoraf nogle har flere bivirkninger end andre. Risikoen for at få ubehagelige bivirkninger er mindst hvis man får de nyere typer af antipsykotisk medicin, de såkaldte atypiske neuroleptika, i en lav dosis.

Elektrochok: I yderst sjældne tilfælde kan en mani blive så alvorlig at man i flere dage overhovedet ikke sover. Det kan føre til at man får en meget alvorlig sygdom, truende delirium. Et truende delirium er livsfarligt, men kan behandles med elektrochok. Ofte er det nok at man får behandling tre dage i træk, og derefter kan medicin klare resten.

Depressiv fase:

Den depressive fase af den bipolare affektive sindslidelse kan behandles med:

• Psykoterapi
• Antidepressiv medicin
• En kombination af psykoterapi og medicin
• Elektrochok

Psykoterapi: Psykoterapi virker mod lette til moderate depressioner. Ifølge de undersøgelser der er lavet, først og fremmest i USA, virker psykoterapi alene lige så godt som medicin alene. 
Psykoterapi har desuden den fordel at virkningen af den holder længere end virkningen af medicin. 
Den form for psykoterapi der benyttes mest i USA er kognitiv psykoterapi, hvor man fokuserer på og bearbejder de tænkemønstre, kognitioner, som danner og vedligeholder depression. 

Det er usikkert, hvor stor betydning det har, om man får den ene eller den anden form for psykoterapi mod depression, og der er andre faktorer som tilsyneladende har større betydning. F.eks. hvor stor tillid man har til sin terapeut, og om man synes at ”kemien” passer. 

Psykoterapi sammen med medicin: Undersøgelser peger på at en behandling der består af både psykoterapi og medicin virker hurtigst og mest effektivt, hvis man har en let eller moderat depression. Har man en sværere depression, kan man have det så dårligt at psykoterapi ikke virker. Alligevel har det stor betydning for behandlingen, at man med korte mellemrum taler med en psykiater om, hvordan det går med behandlingen. 

Medicin mod depression: Depression kan behandles med antidepressiva, dvs. medicin der virker mod depression. Der findes mange forskellige præparater som inddeles i grupper efter hvad de indeholder: 

• Tricykliske antidepressiva, TCA
• Selektive serotoningenoptagelseshæmmere, SSRI (”lykkepiller”)
• Serotonin og Noradrenalinvirkende præparater, SNRI

  Tricykliske antidepressiva, TCA, er de ældste præparater. TCA virker på nogle mennesker, hvor de nyere præparater ikke virker. TCA giver imidlertid ubehagelige bivirkninger for mange. Man kan blive tør i munden, svimmel, og nogle få får også hjerteproblemer, som kan ses på et hjertekardiogram. Før man starter på en behandling med TCA, får man derfor taget et EKG.

De såkaldte ”lykkepiller”, SSRI, er en anden gruppe medicin der bruges mod depression. For mange mennesker virker SSRI lige så godt som TCA, samtidig med at man får færre bivirkninger. Bivirkningerne til lykkepillerne kan f.eks. være kvalme, diarré eller nedsat lyst til sex. Lykkepillerne virker på det signalstof i hjernen, som hedder Serotonin, mens TCA virker på signalstoffet Noradrenalin.

De nyeste antidepressive midler, SNRI, virker både på Serotonin og Noradrenalin. På den måde kan de nogle gange hjælpe på depressioner som de andre præparater ikke hjælper på. SNRI kan også give bivirkninger. Enten tørhed i munden og svimmelhed som TCA eller kvalme, diarré eller nedsat lyst til sex som "lykkepillerne". 

Uanset hvilken behandling man vælger, går der 3-6 uger, inden man kan afgøre, om medicinen virker i den dosis, man har valgt.

Hvis medicinen ikke virker, kan man sætte dosis op, få et andet præparat samtidig eller man kan skifte præparat.

Hvis man har haft for ubehagelige bivirkninger af medicinen, eller man har en let depression og det er usikkert, om de positive virkninger af medicinen overskygger bivirkningerne, kan man også vælge at afbryde behandlingen med medicin og udelukkende satse på psykoterapi.

Virker behandlingen med medicin, plejer man at fortsætte med at tage den i seks – ni måneder, hvis det er første gang man har en depression. Medicinen helbreder ikke depressionen som derfor kan komme tilbage, hvis man holder op med at tage den for tidligt.

Elektrochok: Hos 20 - 30 procent af de mennesker der går i gang med at tage medicin på grund af depression, virker behandlingen ikke. Og hvis depressionen er meget alvorlig, er der grund til at overveje elektrochok som stadig er den hurtigste og mest effektive behandling mod alvorlig depression.

Forebyggelse af mani og depression

Hvis man har haft mere end en mani eller depression, er risikoen for igen at blive syg væsentligt forhøjet, og der er derfor grund til at overveje forebyggende behandling. 
Forebyggende behandling kan bestå af psykoterapi, af medicin eller af begge dele. 

Psykoterapi: Det kan være en fordel at man får psykoterapi som en del af behandlingen i de depressive faser, fordi psykoterapien så også er med til at forebygge at man senere får flere depressioner. 
I de maniske faser duer psykoterapi ikke, fordi man ikke kan koncentrere sig. I de faser hvor man hverken er manisk eller deprimeret, føler man sig psykisk helt rask, og det kan også gøre det vanskeligt at få gavn af psykoterapi.   

Medicin: Vælger man at tage medicin for at forebygge tilbagefald af mani eller depression, kan man benytte Lithium eller antiepileptisk medicin, som både forebygger mani og depression. 
Eller man kan benytte antipsykotisk medicin til at forebygge mani sammen med antidepressiv medicin til at forebygge depression.

Det kan man selv gøre 

• Det er en god idé at være opmærksom på, hvad der kan være de første tegn på at en ny mani eller depression er på vej. 
  Det kræver at man gør sig klart, hvordan ens manier og depressioner plejer at begynde. Det er meget individuelt, men ofte starter sygdommen på samme måde som den har gjort tidligere, f.eks. kan en mani starte med at man bliver meget aktiv og ikke sover om natten, mens en depression f.eks. kan begynde med at man er trist og bekymret. 
  Hvis man selv og ens nærmeste bliver god til at opdage når en mani eller depression er på vej, kan man starte tidligt med behandling. Eller man kan få medicindosis sat op, hvis man i forvejen får forebyggende behandling.
• Man kan selv være opmærksom på ikke at drikke alkohol, når man er manisk eller deprimeret, da det forværrer sygdommen.   
• Som pårørende kan man være en vigtig støtte for et menneske med en bipolar affektiv sindslidelse. I de maniske faser kan man kan hjælpe med at få den syge til at gå til læge og med at passe den behandling, som aftales med lægen, og i de depressive faser kan man hjælpe med at holde fast i at depressionen går over på et tidspunkt, og at det hele ikke er håbløst. Samtidig er det vigtigt at man ikke presser et menneske, som har en depression, ved at sige at han eller hun skal "tage sig sammen", for det er vedkommende ikke i stand til. 
• Hvis et menneske med en depression taler om at begå selvmord, er det vigtigt at man hjælper vedkommende med at komme til læge i tide. Eventuelt kan man gå med til lægen og støtte den syge i at få fortalt om selvmordstankerne. Undersøgelser viser nemlig at mange mennesker, som har begået selvmord, var hos lægen kort forinden, uden at de fortalte lægen om selvmordstankerne.

Der er mange steder, hvor man kan få informationer om og rådgivning, hvis man har en mani eller depression eller man er pårørende til et menneske med en bipolar affektiv sindslidelse. Kontakt f.eks.

Landsforeningen SIND, tlf. 35 24 07 50, www.sind.dk

Psykatrifonden, tlf.: 39 29 39 09, www.psykiatrifonden.dk Psykiatrifonden har også en særlig telefonrådgivning på tlf. 39 25 25 25, som er åben mandag til fredag mellem 11 og 23 og lørdag-søndag fra 11 til 19.

DepressionsForeningen, tlf. 33 12 47 27, www.depressionsforeningen.dk

DepressionsLinien, tlf. 33 12 47 74, som har åbent søndag til fredag mellem kl. 19 og 22 og hvor man kan tale med andre, der tidligere har haft en depression.

Livslinien, tlf. 70 20 12 01, der er en telefonrådgivning, man kan ringe til på alle dage mellem 16 og 22, hvis man er i risiko for at begå selvmord, eller man har en pårørende, man frygter vil tage sit eget liv. www.livslinien.dk