Krise - overblik

En krise er en psykisk reaktion på noget, man bliver udsat for, som man har svært ved at forlige sig med. 
I virkeligheden inddeles kriser i flere forskellige former. 
En almindelig krise hedder en tilpasningsreaktion.
En akut belastningsreaktion er betegnelsen for den chokreaktion de fleste, som kommer ud for en katastrofe, reagerer med. Posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD, er en langvarig eller sen reaktion på meget belastende begivenheder som katastrofe, tortur eller trusler på livet.

Alle mennesker kommer ud for en eller flere kriser i løbet af livet, f.eks. hvis man mister en nær pårørende. En krise er med andre ord en naturlig reaktion, når et menneske oplever alvorlige tab eller problemer. Og ofte kan man komme igennem en krise ved at få omsorg og støtte fra sine nærmeste.

En krise kan dog blive så alvorlig at det er en god ide at søge professionel hjælp. Krisen kan fortsætte i månedsvis, eller den kan udvikle sig til en egentlig depression som bør behandles. 
Det kan også være at årsagen til krisen er så belastende at næsten alle får brug for behandling, f.eks. hvis det, der er sket, er meningsløst som hvis man mister et barn, eller hvis en nær pårørende bliver dræbt ved en ulykke eller begår selvmord.
En krise bliver også særligt belastende, hvis man kort forinden har været udsat for andre svære kriser. Man kan sige at den ene krise forstærker den anden.

Krise, tilpasningsreaktion - overblik

Hvis man har en almindelig krise og går til læge, stiller lægen diagnosen tilpasningsreaktion.

Når man kommer ud for en hændelse, som påvirker en så meget at man kommer i krise, reagerer man i starten ofte med chok. Man kan bryde ud i gråd eller gå forvirret og formålsløst omkring, eller man kan trække sig ind i sig selv.
Man føler sig trist og magtesløs, og man har svært ved at overskue situationen. Man kan også få problemer med at sove og med at koncentrere sig, og man kan have en tendens til at fare sammen og til at blive irritabel. 

Årsager 

Det er individuelt hvor sårbar man er, når man kommer ud for begivenheder som drastisk ændrer ens liv. 

Nogle har så stærk en psyke at de tilsyneladende klarer psykiske belastninger uden at det påvirker dem særligt. Andre er mere sårbare og reagerer let med krisesymptomer, hvis de udsættes for stress. 

Hvor sårbar man er hænger bl.a. sammen med ens personlighed, og hvis man har en personlighedsforstyrrelse, er man særligt sårbar over for kriser. Man er også særligt sårbar, hvis man bliver udsat for flere psykiske traumer lige efter hinanden, f.eks. hvis flere af ens slægtninge eller venner dør med kort mellemrum. 

Det spørger lægen om

Når lægen har fået beskrevet hvad, der udløste krisen, spørger han eller hun om, hvilke symptomer, man har, og hvordan man klarer sig i hverdagen.

• Føler man sig nedtrykt?
• Føler man at det hele er uoverskueligt?
• Føler man sig magtesløs?
• Er man angst?
• Har man svært ved at koncentrere sig?
•  Bliver man let irritabel og anspændt?
• Drikker man alkohol eller tager man nervemedicin for at holde sig oppe?

Sådan stilles diagnosen

For at der er tale om en tilpasningsreaktion skal man:

• Have været udsat for en belastning eller et traume inden for den seneste måned. Traumet må ikke skyldes katastrofer som alvorlige ulykker, krig eller tortur.
• Have psykiske symptomer som f.eks. at føle sig magtesløs, nedtrykt, angst, bekymret eller mangle energi.
• Ikke have symptomer der opfylder kriterierne for en anden psykiatrisk lidelse som f.eks. angst eller depression.
• Have haft krisen i mindre end seks måneder.

Hvis man har en krise der har varet mere end seks måneder er diagnosen ikke tilpasningsreaktion. Så er der i stedet tale om andre psykiske sygdomme; f.eks. depression eller angst.

Sygdomsforløb

Alle mennesker oplever kriser og sorg, og i langt de fleste tilfælde kommer man igennem det med hjælp fra sine nærmeste og uden at man behøver hjælp fra professionelle behandlere.

Hvis man mister en nær pårørende, har man behov for at trække sig ind i sig selv og tænke tilbage på den tid, man havde sammen. Man bliver tit overvældet af mange følelser på én gang, oftest nedtrykthed, angst, afmagt og vrede.

Nogle mennesker begrænser samvær med andre mennesker i en periode fordi de har brug for at være alene med deres sorg, mens andre skubber sorgen til side og fortsætter som før uden at vise andre at de har det dårligt.

For de fleste mennesker hjælper det at få støtte fra familie og gode venner.

Et kriseforløb kan inddeles i fire faser: 

• Den første fase er chokfasen, hvor man føler kaos og ofte ikke kan se i øjnene at det, der er sket, er sandt. Man er forvirret og reagerer ofte irrationelt. Det varer dog kun fra få minutter til nogle timer eller dage.
• Næste fase er reaktionsfasen. I denne fase erkender man, hvad der er sket, og man føler sorg, fortvivlelse og afmagt. Fasen varer normalt nogle  uger eller måneder.
• Tredje fase er bearbejdningsfasen. Her begynder man at forholde sig til den nye situation og til at livet skal gå videre. Man får lidt efter lidt et realistisk og mere nuanceret syn på det, der skete, og på ens egen rolle. Normalt varer bearbejdningsfasen nogle uger eller måneder.
• Nyorienteringsfasen. Her har man lagt krisen bag sig og den indgår nu som en erfaring, man har været igennem i sit liv. Man bliver aldrig den samme som før krisen, men man har lært at forlige sig med det, der er sket og med at kriser er en del af livet. 

Hvis en krise varer meget længe uden at man får det bedre, kan det være en god ide at tale med sin læge om at få professionel hjælp.  Man kan få en henvisning til samtaleterapi hos en psykiater. Det dækkes fuldt ud af sygesikringen. Hvis man får henvisning til en psykolog, betaler sygesikringen et tilskud, men kun hvis krisen skyldes at man har en alvorlig kræftsygdom, at ens pårørende har begået selvmord, at ens pårørende har fået en alvorlig psykisk sygdom eller...
En anden mulighed for at få økonomisk støtte til behandling hos en psykolog er at søge sin kommune om det.

Behandling

Psykoterapi: Når man får psykoterapi på grund af en krise eller sorg, består behandlingen bl.a. i at få hjælp til at få rede på de mange følelser man har. Ofte har man modsatrettede følelser, f.eks. kan man både føle had, vrede og kærlighed over for en afdød slægtning, og man kan føle irrationel skyld over at en pårørende er død og at man ikke selv har gjort nok, mens vedkommende levede. Samtalerne hjælper en med at få bevidsthed om følelserne og få et mere realistisk forhold til dem. På den måde kan man forlige sig med det, der er sket, og komme videre i sit liv. 

Medicin: Mange vil gerne have beroligende medicin, så ubehaget ved krisesymptomerne bliver mindre. Imidlertid bevirker medicinen at man  får sværere ved at bearbejde krisen. Den fjerner ikke følelserne, men ”lægger låg på” dem, så krisen kommer til at vare længere.

Hvis krisen har udviklet sig til en depression, kan det være en god ide at få depressionen behandlet med psykoterapi, med antidepressiv medicin eller med begge dele. I modsætning til beroligende medicin dæmper den antidepressive medicin ikke følelserne og den forhindrer ikke at man kan bearbejde krisen. 

Det kan man selv gøre

• Det er en god ide at tage sine følelser i forbindelse med kriser og sorg alvorligt. Man skal f.eks. give sig selv lov til at sygemelde sig fra arbejdet i en periode, mens man bearbejder det, der er sket.
• Det er normalt at man har brug for at tale om de samme ting igen og igen, helst med sine nærmeste, og det er en god idé at gøre det. Ofte er man tilbageholdende med at bruge sine pårørende til det, fordi man føler, at de har hørt på det. Men man er selv på et nyt sted i krisen og taler derfor om det, der er sket, på en ny måde, hver gang man taler om det. Det er altså ikke bare gentagelser, men et vigtigt led i bearbejdningen.
• Det er fornuftigt at være tilbageholdende med at bruge nervemedicin og sovepiller. Nervemedicinen dulmer følelserne og forlænger den tid det tager at bearbejde krisen. Hvis man tager nervemedicin i længere tid risikerer man desuden at komme ud i et medicinmisbrug. 
• Man bør passe endnu mere på med at dulme sit ubehag med alkohol. Dels er det svært at kontrollere forbruget, når man drikker for at dulme. Dels forlænger det, ligesom medicinen, krisen ved at ”lægge låg på” følelserne.
• Som nær pårørende til et menneske i krise kan man være for tilbageholdende med at give plads til at tale om krisen, fordi man mener at man på den måde ripper op i det skete og gør det værre. Men sådan er det som regel ikke. Tværtimod har den, der er i krise, brug for at tale tingene igennem mange gange for at få bearbejdet det, der er sket.