Demens - overblik

Mennesker, der lider af demens, har problemer med at huske og med at tænke. Har man demens, har man svært ved at planlægge, finde vej, bedømme en situation og problemer med at kontrollere sine følelser. Mange med demens bliver også irritable, mister hæmningerne eller bliver apatiske.

Demens er sjælden blandt yngre mennesker. Men er man over 65 år, har man en risiko på fem procent for at få en sygdom, som man bliver dement af. Og er man over 85 år, er risikoen for at man bliver dement hele tredive procent.

Demens kan skyldes flere forskellige sygdomme; men den mest almindelige årsag til demens er Alzheimers sygdom.

Hvis der er nogen i ens nærmeste familie der har en demenssygdom, kan man have en forhøjet risiko for selv at få demens, men hvor stor risikoen er, afhænger af hvilken demenssygdom, det drejer sig om. Hvis man har en far eller mor som har Alzheimers sygdom, har man selv ca. fire gange så stor en risiko end ellers for at få sygdommen, når man bliver gammel.

Demens kan ikke helbredes. For nylig er der kommet medicin på markedet, som kan nedsætte symptomerne på demens hos nogle mennesker. Men medicinen helbreder ikke demens, og den kan heller ikke stoppe udviklingen af Alzheimers demens.

Årsager til demens

Demens beskadiger hjernen. Oftest sker det ved at hjerneceller går til grunde, uden at de bliver erstattet af nye.

Hvis man bliver dement, kan det skyldes flere forskellige sygdomme, men den hyppigste er Alzheimers demens.

Ca. tres procent af alle mennesker der bliver demente, når de er omkring 65 år, har Alzheimers sygdom. Bliver man ramt af demens i en højere alder, er sandsynligheden for at det er Alzheimers demens endnu højere. Det skyldes at risikoen for at få Alzheimers demens i højere grad end andre demenssygdomme stiger med alderen.

Vaskulær demens er en sygdom som skyldes dårlig blodforsyning til hjernen. Det er den næsthyppigste demenssygdom. Mennesker med vaskulær demens er blevet syge på grund af mange små blodpropper i hjernen. Ofte har de også andre tegn på dårligt kredsløb, f.eks. forhøjet blodtryk.

Udover Alzheimers demens og vaskulær demens er der mange andre sygdomme der kan føre til at man bliver dement. Det gælder bl.a. hvis man har Parkinsons sygdom, Chorea Huntington, Picks sygdom, Jakob-Creutzfeldts sygdom eller alvorlig epilepsi.

Hvis man har haft et arbejde, hvor man har indåndet dampe fra organiske opløsningsmidler, kan man også udvikle demens. Og det samme gælder, hvis man har haft et langvarigt alkoholmisbrug.

Det spørger lægen om

Når lægen undersøger, om man lider af demens, vil han eller hun ofte begynde med at tale med de pårørende, om hvad de har iagttaget. Ofte er det nemlig de pårørende der lægger mærke til de første tegn på demens: At man f.eks. er blevet mere glemsom eller at man har sværere ved at lære nye ting. Det kan også være små ændringer i adfærden eller personligheden. Eller det kan være nedsat evne til at tænke, planlægge eller bedømme en situation.

Undersøgelser:

Det næste trin vil ofte være at teste, hvordan det går med ens hukommelse og evne til at tænke. Lægerne bruger flere forskellige tests, men den mest almindelige hedder ”Mini Mental State Examination”, og kaldes MMSE.

På MMSE-testen får man 30 point, hvis man svarer rigtigt på alle spørgsmål. Hvis man gør det, er det ikke sandsynligt at man er dement. Får man under 24 points, tyder det på at ens intellektuelle funktion af en eller anden grund er nedsat.

Lægen undersøger om man er klar i bevidstheden, dvs. at man ikke har hallucinationer eller vrangforestillinger. Hvis man er uklar i bevidstheden, skyldes det som hovedregel ikke kun demens. Ældre mennesker kan f.eks. blive uklare i bevidstheden eller ”konfuse”, hvis de har en fysisk sygdom eller hvis de mangler væske. En sådan ”konfusion” kan ligne demens; men er det altså ikke. I modsætning til demens kan konfusion ofte helbredes, hvis man bliver behandlet i tide.

Næste trin kan være at man får taget blodprøver og får foretaget en CT-skanning af hjernen. En CT-skanning er en undersøgelse, hvor man får taget røntgenbilleder med en særlig teknik.

Det er forskelligt, hvilke blodprøver der er nødvendige. Men som minimum får man taget blodprøver der viser blodprocenten, B-vitaminer i blodet, salte i blodet, kalk i blodet, nyrefunktionen, stofskiftet og leverens funktion. Blodprøverne kan også afsløre, om man har skjult sukkersyge. Desuden er det altid en god idé at få taget et røntgenbillede af brystkassen, hvor man får et indtryk af hjertet og lungerne.

Formålet med undersøgelserne er bl.a. at undersøge, om man fejler noget andet end demens. Hvis man har symptomer der ligner demens, er det ikke altid sikkert at det er demens. Der kan nemlig godt være andre årsager til dem. Symptomerne kan f.eks. skyldes at man har en alvorlig depression. Det kan også være at man får for meget beroligende medicin, eller symptomerne kan stamme fra en anden fysisk sygdom.

Nogle af de sygdomme, man kan blive undersøgt for, og som ligner demens, kan oven i købet behandles med gode resultater, hvis de opdages i tide.

Endelig kan man evt. blive henvist til en ”hukommelsesklinik”, hvor en speciallæge kan lave mere omfattende tests, og hvor det vurderes, om det er en god idé at få medicin mod demens.

Sådan stilles diagnosen

Hvis man opfylder følgende kriterier, er man ifølge diagnoselisten dement:

• Svækket hukommelse, især problemer med at huske nyere begivenheder.
• Svækket evne til at tænke, planlægge eller bedømme en situation.
• Ændret måde at være på, hvor man f.eks. bliver: Irritabel, apatisk, har svært ved at styre følelsesudladninger som gråd eller angst.
• ”Forgrovet social adfærd” som f.eks. viser sig ved at man mangler hæmninger.

For at der er tale om demens, skal symptomerne have varet i mindst et halvt år, og det er også en forudsætning for diagnosen at man har en såkaldt ”klar bevidsthed”. At have en klar bevidsthed vil firkantet sagt sige at man ikke har vrangforestillinger eller hallucinationer. 

Når lægen stiller diagnosen demens, finder der også kriterier for, hvor alvorlig sygdommen er:

• Mild demens: Når den påvirker normale dagligdags aktiviteter.
• Moderat demens: Hvis den demente ikke længere kan klare sig uden hjælp fra andre.
• Svær demens: Hvis den demente er så påvirket af sygdommen at det er nødvendigt med kontinuerlig pleje og overvågning.

Sygdomsforløb - demens

Hvordan en demens udvikler sig, afhænger af, hvilken type demens, man har.

Fælles for alle former for demens er dog, at der er hjerneceller, der er døde, uden at de er blevet erstattet af nye celler. Foreløbig findes der desværre ikke medicin der kan ændre på det.

Når det drejer sig om Alzheimers sygdom, er det mest almindelige at der sker en gradvis forværring af sygdommen over nogle år, typisk 7-10 år, inden man bliver svært dement og til sidst dør af sygdommen.

Alzheimers demens findes også i en såkaldt præsenil form, dvs. en form der starter før man fylder 65 år. Den præsenile form har typisk et forløb der ligner den senile form, men ofte sker der en endnu hurtigere forværring.

Den næsthyppigste demensform, den såkaldte vaskulære demens, hvor hjernens blodforsyning er forringet, udvikler sig trinvist i takt med at blodforsyningen til hjernen bliver dårligere. Det er forskelligt, hvor hurtigt sygdommen udvikler sig, men i gennemsnit går der nogenlunde det samme antal år som ved Alzheimers demens, før man bliver svært dement.

I nogle tilfælde får man demens, fordi man tidligere i sit liv har været udsat for en skadelig påvirkning. Det kan f.eks. skyldes organiske opløsningsmidler eller det kan stamme fra et alkoholmisbrug. Hvis man har fået demens, fordi man tidligere har drukket eller har været udsat for giftige dampe, kan man leve i mange år med en sådan form for demens, uden at den bliver værre.

Behandling

I de senere år er der kommet ny medicin på markedet som hjælper på demenssymptomer.

Medicinen øger mængden af signalstoffet Acetylkolin i hjernens nerveceller. Dette signalstof findes i forvejen i normale hjerneceller, og når man tager medicinen, får den de celler, man har tilbage, til at ”arbejde mere” og kompensere for nogle af de celler der mangler.

Derimod kan medicinen ikke beskytte imod at man fortsat mister hjerneceller. Så længe man tager medicinen kan man derimod ofte forsinke symptomerne på demens, så hukommelsen kan fungere nogenlunde lige så godt som den gjorde 1-2 år tidligere.

Mennesker, der lider af svær demens, og som er meget urolige eller angste, kan have gavn af at tage beroligende medicin. Men den beroligende medicin har bivirkninger og kan forværre evnen til at huske. Det er derfor vigtigt at et menneske med demens kun får beroligende medicin, hvis det skønnes at der er flere positive end negative virkninger for den demente.

Nogle mennesker med demens får også, ud over demensen, en depression. Her er der mulighed for at antidepressiv medicin, bl.a. de såkaldte lykkepiller, kan hjælpe.

Hvis man har en lettere demens, kan man forsøge at træne sin hukommelse ved at få  undervisning i at huske noget af det, man har glemt.

Desuden betyder det meget for et menneske med demens at være blandt de ting og mennesker, han eller hun kender, fordi det hjælper på den hukommelsesfunktion der er tilbage. Hvis man bor på plejehjem og bliver fysisk syg, er det derfor en fordel, hvis det er forsvarligt, at man bliver behandlet på plejehjemmet.

Det er også vigtigt at man bor med sine egne ting omkring sig, frem for at man er indlagt på et sygehus og venter på at der kan blive plads på et plejehjem.

Forebyggelse

Ved at være bevidst om sin måde at leve på kan man mindske sin risiko for at få den type demens der hedder vaskulær demens.

Vaskulær demens skyldes dårlig blodcirkulation i hjernen, og sygdommen kan forebygges på samme måde som man forebygger hjertesygdomme, dvs. ved at: 

• Få motion
• Spise fedtfattigt
• Undgå at blive overvægtig
• Holde øje med blodtrykket så man hurtigt kan få det behandlet, hvis det bliver for højt

Andre mere sjældne former for demens som kan skyldes at man har drukket for meget, at man har indåndet organiske opløsningsmidler eller har været udsat for et alvorligt slag mod hovedet, kan man forebygge. Man kan begrænse sit alkoholforbrug, og man kan være opmærksom på sikkerheden, f.eks. når man arbejder og når man kører i bil.

Det kan man selv gøre

Det kan selvfølgelig være svært selv at opdage det, hvis man har tegn på at man begynder at blive dement. Men hvis man er i tvivl, er det en god ide at man spørger sin læge eller sine pårørende. 

• I første omgang er det vigtigt at man går til læge, så man kan få undersøgt om der er tale om demens eller om en anden sygdom.
• Hvis det drejer sig om de lettere grader af demens, kan man have gavn af at bruge huskesedler og af at få hjælp til de praktiske ting, f.eks. til at betale regninger, udfylde blanketter osv.
• Det er en god idé at tage en pårørende med til lægen som kan  hjælpe med at vurdere, om man har gavn af medicin mod demens eller nervemedicin. Specielt når det drejer sig om at vurdere om medicinen hjælper, og om den giver bivirkninger, kan der være brug for at have en med der kan hjælpe med at huske disse ting.
• I de alvorlige stadier af demens er det vigtigt ikke at lave for meget om på tingene. Og skal man flytte på plejehjem, er det vigtigt at man har ting med, der kan give minder om ”gamle dage” så man føler sig tryggere og får stimuleret den hukommelse man stadig har.