Overblik

Personlighedsforstyrrelsen hed tidligere borderline personlighedsforstyrrelse, eller pseudoneurose.

Hvis man har en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, handler man impulsivt og uoverlagt uden at tænke på konsekvenserne. 
Man er lunefuld og uforudsigelig. Man har svært ved at styre sit temperament og sin vrede, især hvis man bliver bremset i at følge sine impulser. Og man kommer let i konflikt med andre.

Den findes to former for emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse: Impulsiv type og borderline type. 
Hvis man har impulsiv type, har man problemer med at kontrollere sine impulser og følelser. Hvis man har borderline, har man desuden problemer med at bevare et nært forhold til andre mennesker. Forholdene bliver intense, men ustabile, og man har en tendens til splitting, dvs. at man svinger mellem meget positive og meget negative følelser for andre mennesker. 
Desuden er det almindeligt at man har en usikker identitetsfølelse, hvor man ændrer sine meninger og holdninger alt efter hvem man er sammen med.

Det skønnes at ca. to procent af danskerne har en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse.

Årsager til emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse

Der er flere årsager til at man kan få en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse.

Hvis nogen i ens familie har en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse eller lider af depressioner, har man større risiko for selv at få personlighedsforstyrrelsen. 
Hvis man har en mindre hjerneskade f.eks. fordi man ikke fik ilt nok under fødslen, har man også en højere risiko for at få en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse.

En anden forklaring kan være at man har haft en ustabil barndom, hvor ens forældre f.eks. har drukket, eller man har været meget overladt til sig selv. Man kan også have været udsat for fysiske eller seksuelle overgreb.

Ifølge udviklingspsykologiske teorier, er risikoen for at man udvikler denne personlighedsforstyrrelse størst, hvis man ikke har fået den rigtige omsorg, da man var et til to år gammel. Det er det tidspunkt hvor man skal lære at klare sig uden den dybe afhængighed af forældrene, man har haft i sit første leveår. Hvis udviklingen går skævt i den fase, lærer man ikke at være adskilt fra andre. Derfor fortsætter man med at danne forhold til andre mennesker, som er symbiotiske, dvs. alt for tætte, afhængige og uden de normale grænser.

Det spørger lægen om 

Hvis man har en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, oplever man ikke selv at man har problemer med sin personlighed.

Går man alligevel til lægen med psykiske problemer, er det ofte på grund af humørsvingninger, fordi man er gået amok og har smadret noget, eller fordi man har en indre følelse af tomhed, som kan være så generende, at man tænker på at begå selvmord.

Når lægen undersøger, om man har en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, spørger han eller hun om man selv synes at man:

• Har en tendens til at gøre impulsive og uigennemtænkte ting
• Har tendens til at gå amok 
• Ofte er nødt til at opgive de projekter, man går i gang med  
• Har et svingende og ustabilt humør 
• Har en følelse af indre tomhed  
• Har mangel på identitetsfølelse 
• Ikke har stabile meninger og holdninger 
• Gør alt for at undgå at være alene 
• Har en tendens til at gøre ting, som kan være skadelige f.eks. for ens helbred
• Har problemer med at fastholde parforhold og forhold til andre mennesker
• Har haft såkaldte mikropsykoser, dvs. hallucinationer eller vrangforestillinger, der højst varer få minutter
• Har selvmordstanker

Sådan stilles diagnosen

Generelle kriterier

For at opfylde kriterierne for at have en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, skal man for det første opfylde kriterierne for overhovedet at have en personlighedsforstyrrelse, de generelle kriterier:

• Man har et vedvarende og karakteristisk mønster for sin adfærd og måde at opleve og fortolke tilværelsen på som er anderledes end det der accepteres i den kultur, man tilhører. Det skal gælde for mindst to af følgende områder:  

1. Ens erkendelser eller holdninger
2. Ens følelser
3. Ens kontrol over egne behov og impulser
4. Ens forhold til andre mennesker

Desuden skal man opfylde følgende fem kriterier:

1. Man skal have en adfærd som er gennemgribende unuanceret, utilpasset og uhensigtsmæssig
2. Den uhensigtsmæssige adfærd skal gå ud over en selv eller andre
3. Den uhensigtsmæssige adfærd er startet i ens ungdom eller barndom
4. Den uhensigtsmæssige adfærd skyldes ikke at man har en anden psykisk sygdom
5. Den uhensigtsmæssige adfærd skyldes ikke misbrug eller en fysisk sygdom, f.eks. en hjerneskade.  

Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse - impulsiv type:

For at opfylde kriterierne for en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, impulsiv type, skal man desuden have følgende personlighedstræk:  

• Man er stridslysten og reagerer aggressivt, ikke mindst hvis man bliver forhindret i at følge sine impulser.

- og mindst to af følgende karaktertræk:

1. Man har en tendens til at handle impulsivt og uoverlagt
2. Man reagerer let stærkt følelsesmæssigt og eksplosivt, dvs. at man let går amok
3. Manglende udholdenhed, dvs. at man har problemer med at gøre tingene færdige 
4. Ens humør er ustabilt og lunefuldt 

Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse - borderline type:

For at opfylde kriterierne for emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, borderline type, skal man for det første opfylde kriterierne for emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, impulsiv type. Derudover skal man have mindst to af følgende karaktertræk:

1. Man har en usikker og forstyrret identitetsfølelse, dvs. at man ikke rigtigt ved hvem man er, og man har ikke  dannet sine egne meninger og holdninger
2. Ens forhold til andre mennesker er intense og ustabile, dvs. at de er meget tætte, men sjældent holder ret længe
3. Man gør sig store anstrengelser for at undgå at blive  alene og forladt 
4. Man har en tendens til at gøre skade på sig selv
5. Man har en kronisk følelse af indre tomhed

Sygdomsforløb

Efterhånden som man bliver ældre og mere moden, bliver ens personlighedsforstyrrelse ofte mindre markant. Også selvom man ikke får behandling.
Hvis man har selvmordstanker og evt. tidligere har lavet selvmordsforsøg, har man en større risiko end andre for at man laver nye selvmordsforsøg.
Man har også en større risiko for med tiden at få depressioner. Derimod ser det ikke ud til at man har større risiko for at udvikle en egentlig psykose eller skizofreni. Heller ikke selv om man evt. har haft mikropsykoser.

Behandling

Psykoterapi: Ofte er det nødvendigt at man får intensiv terapi, hvor der ikke går for lang tid mellem de enkelte samtaler. Hvis man får en analytisk orienteret terapi, vil den tage udgangspunkt i de såkaldte forsvarsmekanismer. Hvis man har en emotionelt ustabil personlighedsstruktur, er forsvarsmekanismerne især splitting og projektiv identifikation.
Terapeuten viser, hvordan man sidder fast i splitting, dvs. et mønster, hvor man opfatter både sig selv og andre som enten meget gode, eller meget "onde".
Ved projektiv identifikation presser man ubevidst andre til at handle i overensstemmelse med de egenskaber, man selv ubevidst tillægger dem. F.eks. lægger man ikke skjul på at man ikke kan lide den udpegede "onde", som så ender med at vise sin irritation, og på den måde oplever man at få bekræftet at han er "ond".

Medicin: Hvis man får en depression i forbindelse med personlighedsforstyrrelsen, kan man muligvis have gavn af  antidepressiv medicin. Man kan f.eks. få SSRI præparater som også kaldes lykkepiller. Hvis man svinger meget, går meget amok eller laver selvmordsforsøg uden at man har en depression, kan det hjælpe at få antipsykotisk medicin i en periode. Medicinen kan virke dæmpende og stabiliserende på temperamentet, også selvom man ikke er psykotisk.

Det kan man selv gøre

• Hvis man har en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, er det en god ide at gå til læge og blive henvist til  psykoterapeutisk behandling hos en psykolog eller psykiater.
• Man kan også forsøge at blive bedre til ikke at handle så hurtigt og impulsivt. Man kan lære sig selv at man tæller til ti eller sover på det, inden man gør noget, man senere kan fortryde.