Portræt af en psykopat
Anmeldelse af bogen Psykopater - Når mennesker bliver
hensynsløse og farlige
Bankassistenten. Den dygtige forretningsmand. Idealisten, der taler
om at hjælpe de svage.
Alle tre helt almindelige, pæne mennesker. Tilsyneladende.
For under overfladen er de egoister, mestre i at manipulere og uden
evne til at leve sig ind i andre menneskers følelser og behov.
Bankassistenten tæver sin kone. Forretningsmanden er en skrupelløs
storsvindler og idealisten driver plat på andres godtroenhed.
"Psykopater" kalder psykiateren Henrik Day Poulsen dem
i sin bog om, hvordan mennesker med en dyssocial personlighedsforstyrrelse
svindler, bedrager, lyver, og i ekstreme tilfælde ikke går
af vejen for at slå, voldtage eller myrde.
Med udgangspunkt i sit arbejde som retspsykiater, hvor han mentalundersøger
nogle af Danmarks mest afvigende forbrydere, har forfatteren konstrueret
seks forskellige psykopater, som han præsenterer i bogen.
Formålet er dels at forsøge at give et indblik i, hvordan
mennesker med en dyssocial personlighedsforstyrrelse tænker
og handler, dels at indkredse mulige forklaringer på, hvorfor
de gør, som de gør.
Det er ubehagelig og interessant læsning, som måske
ikke giver fyldestgørende svar på, hvorfor "psykopaterne"
handler som de gør, men som glimrende beskriver deres personlighedstræk.
Og han problematiserer det at nogle mennesker fascineres af psykopaterne
og opfordrer dem til at forholde sig mere kritisk og til at sige
fra, når de bliver manipuleret med.
Bogen er velskrevet og kan læses af alle med interesse i psykiske
problemstillinger.
Henrik Day Poulsen: Psykopater - Når mennesker bliver
hensynsløse og farlige. Forlaget documentas, 159 sider. Udkommet
oktober 2003. www.documentas.dk
|