OCD er en tilstand, hvor man lider af tvangstanker eller tvangshandlinger.
Tilstanden hed tidligere tvangsneurose, men begrebet neurose bruges ikke længere som diagnose. OCD er en forkortelse for obsessive-compulsive disorder, som er en forstyrrelse, hvor man har obsessioner, dvs. tvangstanker og/eller kompulsioner, dvs. at man udfører tvangshandlinger.
Tvangstankerne og tvangshandlingerne føles urimelige og overdrevne, og derfor forsøger man at modarbejde dem. Når man gør det, bliver man imidlertid angst og får det dårligt, og man fortsætter derfor med tvangsfænomenerne.

Hvor stor risiko er der for at få OCD?

Risikoen for at få OCD i løbet af livet er 2-3 procent.
Hos 85 procent af dem, der får OCD, begynder sygdommen i ungdommen. Der er lige mange kvinder og mænd, der lider af OCD.

Findes der flere former for OCD?

I diagnosesystemet skelnes der mellem OCD hvor man overvejende har tvangstanker, OCD hvor man overvejende udfører tvangshandlinger og en form, hvor tvangstankerne og tvangshandlingerne er nogenlunde lige dominerende.

Man kan have mere eller mindre alvorlig OCD. Nogle har det i en mild form, hvor de kun af og til har tvangstanker eller udfører tvangshandlinger, mens andre har en alvorlig form, hvor de kan blive så optaget af tvangstanker eller af at udføre forskellige tvangshandlinger, at det lægger beslag på store dele af dagen.

Tvangstanker og tvangshandlinger er ikke nødvendigvis et udtryk for at man har OCD. Man kan have tvangstanker eller udføre tvangshandlinger som led i andre psykiske sygdomme, f.eks. depression eller skizofreni, og så er diagnosen ikke OCD.

Årsager

Hvorfor får man OCD?

Arvelighed spiller en vis rolle. Hvis man har en far eller mor, der har haft OCD, har man selv en risiko, der er tre-fem gange højere end ellers for at få sygdommen, dvs. at risikoen så er ca. 10 procent.
Omvendt betyder det at der også er andre faktorer der har betydning.

Ifølge psykoanalytiske teorier er tvangsfænomenerne ved OCD et psykisk forsvar, som hjælper en med ikke at have bevidsthed om agressive eller seksuelle impulser, som man ikke kan acceptere og som giver angst.

Symptomer

Hvad er symptomerne på OCD?

Symptomerne er tvangstanker og/eller tvangshandlinger.
Tvangstankerne er tanker, billeder eller forestillinger, der bliver ved med at dukke op i bevidstheden på en ensartet måde. Hvis man prøver at lade være med at tænke tankerne, bliver man angst.
Det mest almindelige er tvangstanker om:

At man skal undgå at blive snavset
At man skal undgå at blive smittet eller syg
At man skal dø
At man kommer til at skade sig selv eller andre
Seksuelle emner
Religiøse emner
Bestemte remser eller regnestykker, man skal gennemgå i hovedet
Ting, man skal tænke i bestemte rækkefølger

Tvangshandlingerne er handlinger og ritualer, som man er nødt til at udføre igen og igen, fordi man ellers bliver angst.
De mest almindelige tvangshandlinger er:

Vaskeritualer, f.eks. at man skal vaske hænder et bestemt antal gange på bestemte måder i bestemte situationer
Kontrol af om man f.eks. har låst døren eller slukket for komfuret
Ritualer, hvor man skal gentage den samme handling på præcis samme måde
Ritualer, hvor ting skal stilles eller arrangeres efter helt bestemte mønstre

Ritualerne kan være komplicerede og svære at udføre, og ofte skal man begynde helt forfra, hvis man laver fejl.

Man kan have OCD i en mild form, hvor man kun indimellem har tvangstanker og udfører tvangshandlinger, og man kan have sygdommen i en alvorlig form, hvor den nærmest styrer hele ens dagligdag.

Forløb og fremtidsudsigter

Hvordan er fremtidsudsigterne, hvis man har OCD?

Da mange med OCD ikke søger behandling, fordi de skammer sig over tvangstankerne eller tvangshandlingerne, ved man ikke præcist, hvordan det går mennesker med OCD på længere sigt.
Det er imidlertid vigtigt at man modarbejder sine tvangstanker og tvangshandlinger, så man ikke risikerer at de udvikler sig i en sådan grad at man til sidst ikke er i stand til at leve et normalt liv.
Man kan få god hjælp til det ved at få behandling, f.eks. med adfærdsterapi, hvor man arbejder med at modvirke ritualerne.
Mange får desuden en depression eller forskellige former for angst, og det forværrer sygdommen og mulighederne for at blive rask. Hvis man bliver deprimeret på grund af sin OCD, har man også en forhøjet risiko for at begå selvmord.
Et andet problem er at nogle med OCD begynder at drikke alkohol eller tager nervemedicin for på den måde at modvirke ritualerne. Men selv om alkohol eller nervemedicin kan dæmpe symptomerne på kort sigt, hjælper det ikke på længere sigt. Tværtimod risikerer man at få et alvorligt misbrug oveni sygdommen.

Behandling

Hvordan behandles OCD?

OCD kan behandles med medicin, med psykoterapi eller med en kombination af psykoterapi og medicin.
Undersøgelser viser at en kombination af bestemte former for antidepressiv medicin sammen med kognitiv adfærdsterapi virker bedst.
Medicin virker kun så længe, man tager den. Hvis man på nogen måde kan overvinde sit ubehag ved at gå ind i en adfærdsterapi, hvor man øver sig i at modarbejde sine tvangshandlinger, er det på lang sigt den vigtigste del af behandlingen.

Medicin

Hvilken medicin bruger man mod OCD?

Den mest almindelige form for medicin mod OCD er SSRI-præparater, "lykkepiller", som hæmmer tvangstankerne og tvangshandlingerne.

Nervemedicin, dvs. benzodiazepiner, kan virke mod symptomerne, men det er en dårlig idé at tage medicinen fast i mere end 1-2 uger. Når man har en meget langvarig sygdom som OCD, har man nemlig en særlig stor risiko for at komme ud i et misbrug.

Hvilke bivirkninger er der ved medicin mod OCD?

Medicin mod OCD bruges også mod depression. Man kan tage SSRI, "lykkepiller", som giver de færreste bivirkninger. Bivirkningerne kan bl.a. være kvalme, diarré, problemer med at sove og nedsat lyst til sex.
Man kan også få Clomipramin, som er et ældre antidepressivt middel. Det kan give bivirkninger i form af tørhed i munden, svimmelhed og hos nogle få mennesker også hjerteproblemer, som kan ses på et hjertekardiogram, EKG. Før man starter på en behandling med Clomipramin, får man derfor taget et EKG.

Psykoterapi

Virker psykoterapi mod OCD?

Undersøgelser viser at kognitiv adfærdsterapi virker godt mod OCD. Den metode, der ifølge undersøgelser virker bedst, går ud på at man udsætter sig selv for de ting, man frygter mest, uden at man foretager sine tvangsmæssige ritualer. F.eks. skal man, hvis man har vaskeritualer, snavse sig til med det, man er mest bange for, og derefter lade være med at vaske sine hænder resten af dagen.
Der er også andre former, hvor man går mere lempeligt til værks.

Det er sværere at få adfærdsterapi i forhold til tvangstankerne, men tvangstankerne hænger ofte nøje sammen med tvangshandlingerne, og hvis man får behandlet tvangshandlingerne, forsvinder tvangstankerne som regel af sig selv.

Det kan man selv gøre

Hvad kan man selv gøre?

Hvis man lider af tvangstanker og tvangshandlinger, vil man ofte prøve at modvirke dem. Men hvis man må give op, fordi man får angst eller ubehag, er det en god idé at tale med sin læge om at få behandling. Selv om man måske forestiller sig at der ikke kan gøres noget, og man derfor bebrejder sig selv at man ikke bare kan holde op, så er der gode resultater med at behandle OCD. Enten med psykoterapi eller medicin.
Som pårørende til et ungt menneske med OCD er det vigtigt at være opmærksom på at den syge som regel skammer sig over sine symptomer og prøver at skjule dem. Samtidig bebrejder de sig selv at de ikke bare kan lade være. Det bedste man kan gøre er derfor at tale åbent og fordomsfrit om symptomerne og at have forståelse for at den syge ikke bare kan "tage sig sammen" og holde op med ritualerne.
Det kan være en god idé at hele familien er med til samtaler hos en psykolog eller psykiater for på den måde at få en bedre forståelse for, hvordan man bedst klarer problemerne.

Hvor kan man ellers få støtte?

Der findes en forening for mennesker med OCD og deres pårørende, OCD-foreningen. Foreningen har eksisteret siden 1997, og den udgiver bl.a. forskelligt materiale om sygdommen. Gennem foreningen kan man også deltage i samtalegrupper, hvor man kan tale med andre, der er i samme situation. Se evt. www.ocd-foreningen.dk