Overblik

OCD hed tidligere tvangsneurose, men begrebet neurose eksisterer ikke mere. I dag hedder det obsessiv-kompulsiv tilstand, forkortet OCD efter den engelske betegnelse, Obesessive-compulsive disorder.
Obsessioner betyder tvangstanker, mens kompulsioner er tvangshandlinger.

Mellem to og tre procent får sygdommen, og der er lige mange kvinder og mænd med OCD.
Tyve procent af alle danskere har lette tvangstanker og tvangshandlinger, men uden at det er så generende at det betragtes som en sygdom. 

Når man har OCD, lider man af tvangstanker og tvangshandlinger. Man kan f.eks. igen og igen tænke på, om man nu har husket at slukke komfuret eller låse døren. Og blive ved med at kontrollere, om komfuret er slukket og døren låst.

Det er karakteristisk at man selv synes at tvangstankerne og tvangshandlingerne er meningsløse eller overdrevne. Alligevel kan man ikke slippe dem, fordi man bliver angst eller får ubehag, hvis man lader være.

Årsager til OCD

Man kan have en medfødt sårbarhed for at udvikle OCD. Tvillingeundersøgelser viser at risikoen for at få sygdommen er større, hvis man har en enægget tvilling, som har sygdommen, end hvis man har en tveægget tvilling med sygdommen.
Hvis ens far eller mor har eller har haft OCD, har man en risiko på omkring ti procent for også selv at få sygdommen. Det betyder dog ikke at man får nøjagtigt de samme tvangstanker eller tvangshandlinger som ens mor eller far eventuelt har haft.
Arvelighed spiller altså en rolle, men også andre faktorer, som er med til at påvirke ens psykiske udvikling, har betydning.

OCD starter ofte tidligt i livet, og hos mange er der en ydre årsag til at sygdommen bryder ud, f.eks. at ens forældre er blevet skilt, man har problemer i skolen eller en anden form for krise.

Ifølge psykoanalytiske teorier er OCD en form for angst. Ifølge teorien dæmper man ubevidst sin angst ved hjælp af forskellige forsvarsmekanismer.
En af forsvarsmekanismerne ved OCD er reaktionsdannelse. Når man benytter reaktionsdannelse, gør man det modsatte af ens ubevidste og uacceptable impulser. Man kontrollerer måske igen og igen at der ikke går ild i huset, fordi man ubevidst føler sig tilskyndet til selv at sætte ild i huset. Impulserne kan handle om undertrykt vrede og manglende selvbestemmelse, som ifølge teorien kan stamme helt tilbage til 2-3 års alderen, "trodsalderen", hvor man kæmper for at få lov til at bestemme lige så meget som sine forældre.

Undersøgelser viser at man har nedsat aktivitet af signalstoffet Serotonin bestemte steder i hjernen, når man har OCD. Det kan være forklaringen på at medicin, f.eks. "lykkepiller", der påvirker serotoninen, kan reducere symptomerne. 
I øvrigt må man være varsom med at drage konklusioner om årsager til OCD ud fra sådanne undersøgelser. Undersøgelserne viser kun at serotoninen er påvirket, men siger ikke noget om, hvorfor den er det.

Det spørger lægen om ved OCD

Lægen spørger, hvor længe man har haft tvangstanker eller tvangshandlinger.

Tvangstanker er idéer, tankebilleder eller indskydelser, som dukker op i bevidstheden igen og igen på en stereotyp måde. Det kan være ord eller sætninger, som evt. kan være obskøne eller blasfemiske, det kan være tvangsbilleder, som kan have et seksuelt eller voldeligt indhold, eller det kan være tvangsmæssig frygt for at komme til at udføre voldelige handlinger.

Tvangshandlingerne er handlinger, som man gentager mange gange. Ofte hænger de sammen med tvangstankerne og udføres på en ensartet måde, som ritualer, man er nødt til at udføre, f.eks. hver gang man går i bad. Hvis man modarbejder sin trang til at udføre handlingerne bliver man angst.

Det almindeligste ritual er vaskeritualet, hvor man f.eks. vasker hænder i meget lang tid mange gange om dagen. Ofte fordi man ellers bliver plaget af angst for at få bakterier på hænderne, som man kan blive syg af.

En anden almindelig tvangshandling går ud på at man igen og igen kontrollerer, om der er slukket for komfuret, og om døren er låst, fordi man har en tvangstanke om, at man kan glemme at låse døren eller slukke for komfuret og at huset kan brænde ned eller at der kan blive indbrud.

 Lægen spørger også, om man:

• Selv opfatter tankerne som overdrevne eller urimelige
• Oplever dem som ubehagelige og generende
• Opfatter dem som sine egne tanker, eller som noget andre påfører en.
• Får det ubehageligt, hvis man prøver at modstå trangen til at udføre handlingerne.

For at forstå, hvor alvorlig sygdommen er, er det vigtigt at vide hvor lang tid man bruger på tvangshandlingerne, og hvor stor en del af ens dag, man bruger på at tænke tvangstanker eller udføre tvangshandlinger.

Sådan stilles diagnosen

For at opfylde kriterierne for obsessiv-kompulsiv sygdom skal man:

• Ikke have en anden psykisk lidelse som kan forklare at man har  tvangstanker eller tvangshandlinger. 
• Have haft tvangstanker, tvangsidéer, tvangsforestillinger eller tvangshandlinger i mindst to uger
• Vide at tvangstankerne er ens egne tanker og føle sig sikker på at de ikke skyldes påvirkninger fra andre.
• Have tvangstanker og tvangshandlinger der vender tilbage og opleve dem som ubehagelige og overdrevne eller urimelige.
• Forsøge at afvise eller modstå presset for at tænke tankerne og udføre handlingerne
• Ikke føle nogen form for lyst i forbindelse med tvangstankerne eller tvangshandlingerne
• Opleve tvangstankerne eller tvangshandlingerne som så påtrængende og udtalte at man har svært ved at klare sine normale forpligtelser eller være stærkt generet af symptomerne 

Hvis man opfylder ovenstående kriterier har man altså OCD. Men man kan også have tvangstanker og udføre tvangshandlinger i forbindelse med andre psykiatriske sygdomme, f.eks. depression eller skizofreni. 

Sådan forløber OCD

Hos 85 procent af dem der får OCD, starter sygdommen som ung, dvs. før man fylder 35 år. 
Hvis man ikke får behandling er det mest almindelige at sygdommen fortsætter resten af livet. 
Mange med OCD får desuden andre psykiske lidelser. De fleste får depression, men der er også nogle, der udvikler en spiseforstyrrelse eller en angstlidelse.

Mange mennesker går ikke til læge med en OCD. Enten fordi de ikke tror at der kan gøres noget ved det, fordi de bagatelliserer symptomerne, eller fordi de skammer sig over dem og over at de ikke kan holde op med tvangstankerne eller tvangshandlingerne. I stedet går de måske til læge, hvis de udover OCD også får en depression.  

Behandling

Psykoterapi: Man kan f.eks. få behandling mod tvangshandlingerne med forskellige former for adfærdsterapi. I nogle former arbejder man med gradvist at modstå tvangshandlingerne og ritualerne. Princippet er at man skal gå så langsomt frem at man ikke oplever for meget angst. Ved andre former springer man mere lige ud i at gøre det, som man har allersværest ved.

Det er mere vanskeligt at få psykoterapi mod tvangstankerne, men heldigvis tager tankerne også ofte af, når man får behandling mod tvangshandlingerne.

Medicin: Nogle former for antidepressiv medicin f.eks. SSRI præparater, "lykkepiller", kan reducere tvangsfænomenerne. 
Man skal tage medicinen i op til 12 uger før man kan vide om den virker. Hvis medicinen virker fortsætter man med at tage den i 1 - 1 1/2 år, før man trapper ud. 

Der er bivirkninger ved medicinen, og bruger man "lykkepiller", er en af de mest almindelige og generende bivirkninger at man får nedsat lyst til sex. Desuden får nogle mennesker kvalme eller problemer med at sove.

Forskellige undersøgelser viser at medicinen virker bedst, hvis man samtidig får psykoterapi.

Det kan man selv gøre

• Hvis man lider af tvangstanker og tvangshandlinger, vil man ofte prøve at modvirke dem. Men hvis man må man opgive, fordi man føler af angst eller ubehag, er det en god idé at tale med sin læge om at få behandling. Selv om man måske forestiller sig at der ikke kan gøres noget, og man derfor bebrejder sig selv at man ikke bare kan holde op, så er der gode resultater med at behandle OCD. 
• Som pårørende til et ungt menneske med OCD er det vigtigt at være opmærksom på at den syge som regel skammer sig over sine symptomer og prøver at skjule dem. Samtidig bebrejder de sig selv at de ikke bare kan lade være. Det bedste man kan gøre er derfor at tale åbent og fordomsfrit om symptomerne og at have forståelse for at den syge ikke bare kan "tage sig sammen" og holde op med ritualerne.
• Det kan være en god idé at hele familien er med til samtaler hos en psykolog eller psykiater for på den måde at få en bedre forståelse for, hvordan man bedst klarer problemerne. 
• Kontakt evt. OCD-foreningen, som bl.a. har samtalegrupper for mennesker med OCD og deres pårørende. foreningen udgiver også forskelligt materiale om sygdommen, holder konferencer og udgiver bladet OCD-nyt. Foreningen har tlf. 35 82 64 84, www.ocd-foreningen.dk