overblik 

Hvis man har en dyssocial personlighedsforstyrrelse, har man svært ved at mærke skyldfølelse. Man har svært ved at leve op til sociale forpligtelser, og man opfører sig ligegyldigt eller afstumpet over for andre mennesker. 
Man bliver let frustreret, aggressiv eller voldelig. Man har en tilbøjelighed til at skyde skylden på andre, og man bortforklarer de negative konsekvenser af sine handlinger.
Da man gør hvad man har lyst til her og nu, uden at overveje konsekvenserne på længere sigt, risikerer man at komme ud i kriminalitet eller i et misbrug af alkohol eller narkotika.

Dyssocial personlighedsforstyrrelse kaldes også antisocial personlighedsforstyrrelse. Tidligere har den heddet psykopati.

Personlighedsforstyrrelsen viser sig ofte allerede i puberteten, og den begynder ofte med at man får problemer i skolen, eller laver hærværk og tyverier. 

Der er langt flere mænd end kvinder, der har en dyssocial  personlighedsforstyrrelse. I alt skønnes det at ca. tre procent af mændene og en procent af kvinderne har denne personlighedsforstyrrelse.

Årsager til dyssocial personlighedsforstyrrelse

Ofte er der flere i samme familie, der har denne  personlighedsforstyrrelse. Det skyldes at børnene arver nogle af forældrenes egenskaber, og at man på godt og ondt påvirker hinanden i en familie. I mange af familierne får børnene ikke den nødvendige omsorg, f.eks. fordi forældrene drikker. 
Børnene får en oplevelse af at man ikke kan stole på nogen, og de får ikke erfaringer med at være ansvarlige. Hverken i forhold til sig selv, familien eller samfundet.

Man kan også få en dyssocial personlighedsforstyrrelse, hvis man er stofmisbruger eller har drukket meget i mange år.

Det spørger lægen om

Man oplever ikke selv at man har et problem med sin personlighed. Tværtimod oplever man at det altid er de andres skyld at noget går galt. Derfor går man heller ikke til lægen pga. personlighedsforstyrrelsen. 
I stedet kan det være at man går til læge, fordi man lider af angst eller depression, eller fordi man gerne vil ud af et misbrug. 

For at finde ud af om man har en personlighedsforstyrrelse spørger lægen bl.a. om hvilke personlige egenskaber, man selv mener, man har. Og bl.a. om man:

• Er ligeglad med andres følelser 

• Mangler ansvarsfølelse og ikke føler at man har forpligtelser overfor f.eks. sin familie
• Har svært ved at holde fast i relationer med andre mennesker

• Let bliver frustreret og reagerer på frustrationer ved at blive vred og aggressiv

• Ikke føler skyld over for andre mennesker som man har gjort fortræd
• Ikke kan lære af de fejl, man begår, heller ikke selv om man bliver straffet

• Har tendens til at lægge skylden for problemerne på andre og bortforklare sine egne fejl

Da mennesker med en dyssocial personlighedsforstyrrelse mener, at det er alle andre end dem selv, der er noget galt med, er det som regel ikke muligt at stille diagnosen ud fra de oplysninger vedkommende selv giver ved den første samtale. Ofte ved lægen i begyndelsen kun at alting går galt, mens oplysningerne om hvorfor det går galt, er modstridende. 
Efterhånden kan det være at lægen får flere oplysninger, f.eks. fra de pårørende eller fra indlæggelser på psykiatrisk afdeling. 

Sådan stilles diagnosen

For at opfylde kriterierne for at have en dyssocial personlighedsforstyrrelse skal man for det første opfylde kriterierne for overhovedet at have en personlighedsforstyrrelse, de generelle kriterier:

• Man har et vedvarende og karakteristisk mønster for sin adfærd og måde at opleve og fortolke tilværelsen på som er anderledes end det der accepteres i den kultur, man tilhører. Det skal gælde for mindst to af følgende områder:

1. Ens erkendelser eller holdninger
2. Ens følelser
3. Ens kontrol over egne behov og impulser
4. Ens forhold til andre mennesker  

Desuden skal man opfylde følgende fem kriterier:

1. Man skal have en adfærd som er gennemgribende unuanceret, utilpasset og uhensigtsmæssig
2. Den uhensigtsmæssige adfærd skal gå ud over en selv eller andre
3. Den uhensigtsmæssige adfærd er startet i ens ungdom eller barndom
4. Den uhensigtsmæssige adfærd skyldes ikke at man har en anden psykisk sygdom
5. Den uhensigtsmæssige adfærd skyldes ikke misbrug eller en fysisk sygdom, f.eks. en hjerneskade.  

For at opfylde kriterierne for en dyssocial personlighedsforstyrrelse skal man desuden have mindst tre af følgende personlighedstræk. Man skal:

• Udvise grov ligegyldighed overfor andres følelser
• Mangle ansvarsfølelse og respekt for sociale normer eller forpligtelser
• Mangle evner til at fastholde forbindelser med andre mennesker
• Have svært ved at tolerere frustrationer og have en lav aggressionstærskel
• Være ude af stand til at føle skyld eller til at lære af erfaringer eller straf
• Have tendens til at komme med bortforklaringer og til at være udadprojicerende, dvs. til at give andre skylden for sine egne negative sider

Sygdomsforløb

De dyssociale personlighedstræk er ofte mest udtalte, mens man er ung, og ofte bliver de mindre udtalte med alderen. Det skyldes at man gradvist bliver mere moden med alderen og de erfaringer man får gennem livet.

Personlighedstrækkene giver ikke kun problemer for omgivelserne. De bevirker også at man selv får et ustabilt liv med brudte parforhold og i værste fald også straf, fordi man begår kriminalitet. En stor del af de indsatte i fængsler har en dyssocial  personlighedsstruktur.

Behandling

Psykoterapi: Psykoterapi mod en dyssocial personlighedsforstyrrelse kan være rettet mod konkrete uhensigtsmæssige måder at handle på. Metoden kan f.eks. være kognitiv terapi eller adfærdsterapi.  
Uanset hvilken terapi det drejer sig om, er det nødvendigt at den har faste rammer, hvor man lægger vægt på at de aftaler, man laver, bliver overholdt. 
Nogle har gavn af gruppeterapi, fordi det er lettere at se sine egne fejl hos andre med den samme personlighedsforstyrrelse. Og det er lettere at lære af det man får at vide af en som er "i samme båd", end af det, terapeuten siger.
Hvis man samtidig har et misbrug, er det nødvendigt at få behandling for misbruget, før man får psykoterapi for sin personlighedsforstyrrelse.

Medicin: Tegretol og andre lægemidler mod epilepsi kan af og til virke mod en adfærd, præget af lav frustrationstærskel og tendens til aggression.
Der er også mulighed for at Litium, som bruges til at forebygge mani eller depression, kan virke. Men begge behandlinger kræver at man tager medicinen fuldstændig som planlagt, og at man regelmæssigt får taget en blodprøve som bl.a. viser indholdet af medicin i blodet. Ellers får man enten for meget medicin, og så får man en forgiftning, eller også får man for lidt, og så virker det ikke. Behandlingen er derfor vanskelig at gennemføre hvis man ikke selv prioriterer den meget højt. 
Nogle enkelte har glæde af at få behandling med vanedannende nervemedicin, benzodiazepiner, men på grund af at man har den lave tolerance for frustration, har man stor risiko for at komme ud i et misbrug.

Forebyggelse

Man kan forebygge ved at hjælpe børn, der vokser op under ustabile og utrygge vilkår. Det er naturligvis især forældrene som kan gøre en indsats, men forældrene er ofte selv blevet svigtet som børn, og de er derfor ikke altid i stand til at gøre det godt nok. 
Kommunerne gør en vigtig indsats ved at sætte ind med støtte til udsatte børn, og der kører i øjeblikket et forskningsprojekt som skal vise hvilken hjælpeindsats der virker bedst.
Alkohol og stofmisbrug er en væsentlig årsag til at børn får en utryg opvækst, og det har derfor stor betydning at politikerne prioriterer behandling af misbrug højt.

Det kan man selv gøre

• Man kan forsøge at se sin egen andel i at tingene går galt, og ved at gå i psykoterapi kan man få hjælp til det. 
• Hvis man har alvorlige problemer med at styre sit temperament, kan man få behandling med medicin
• Hvis man kommer ud i et misbrug af alkohol eller stoffer, er det vigtigt at man søger behandling