Overblik

Når man har anoreksi opfatter man sig selv som for tyk, selv om man i virkeligheden er meget, meget tynd. Man har lavt selvværd, som man forsøger at kompensere for ved at kontrollere sin vægt. Man spiser utroligt lidt og dyrker meget motion. 
For at man har diagnosen anoreksi, skal man veje mindst 15 procent under normalvægten. Det betyder at man har en vægt, der er så lav at det er farligt.

Én procent af alle teenage-piger får anoreksi. Sygdommen hedder anorexia nervosa der betyder nervøs spisevægring. Drenge kan også få sygdommen, men der er ti gange så mange piger som drenge der får anoreksi.

Sygdommen minder meget om bulimi, men her får man i modsætning til anoreksi spiseanfald, hvor man spiser store mængder mad. Fælles for anoreksi og bulimi er at man fokuserer overdrevent på sit udseende og sin vægt.

Årsager til anoreksi

Arv spiller en stor rolle. Har man en søster med anoreksi, er ens risiko for at få sygdommen forhøjet 5 til 10 gange, også selv om man ikke er vokset op sammen. 
Miljøet betyder også noget for om man udvikler anoreksi. Der er således flere i den vestlige verden end i den øvrige del af verden, der får anoreksi. Det skyldes samfundets og mediernes kvindeideal, hvor det gælder om at have en tynd og veltrænet krop. 

Ifølge psykoanalytiske teorier er anoreksi et forsvar mod at blive voksen. En ung pige med anoreksi føler, ifølge teorien, ikke at hun er i stand til at klare de krav og forventninger der stilles til hende som voksen kvinde, og hun søger derfor ubevidst at standse sin udvikling. Ved at spise for lidt får hun ikke kvindelige former, og hendes menstruationer går i stå. 

Det spørger lægen om

Lægen spørger om, hvordan ens spisevaner er:

• Går man meget op i at undgå mad med fedt eller sukker?
• Kaster man op, dyrker man overdreven motion, tager man slankemedicin, afføringsmidler eller vanddrivende medicin for at tabe sig?
• Synes man selv at man er for tyk? Hvilken vægt synes man selv ville være ideel?

Lægen spørger også om man har normale menstruationer. Har man anoreksi er det sandsynligt, at menstruationerne går i stå - med mindre man bruger p-piller.
Lægen vurderer også, om man har udviklet former, der passer til den alder man har.

Undersøgelser

For at kunne vurdere hvor undervægtig man evt. er, måler lægen ens højde og vægt. Herefter kan man beregne BMI. 

BMI, Body-Mass-Index, beregnes ved at dividere vægten i kg med højden i anden potens, målt i meter. (Er man f.eks. 1,69 m. høj og vejer 58 kg, er BMI 58 divideret med 1,69 x 1,69, dvs. BMI er 20,35.)

Et normalt BMI er på mellem 20 og 25. Er ens BMI mindre end 17,5, opfylder man hovedkriteriet for at have anoreksi.

Når det drejer sig om et barn, der er i voksealderen, duer BMI ikke som mål for om man er undervægtig. I stedet benyttes standardkurver som viser børns normale vægt i forhold til deres højde.  

Lægen undersøger også, om der kan være andre forklaringer på vægttabet end anoreksi. Det kan f.eks. være en fysisk sygdom, der giver vægttab og evt. kvalme og opkastninger, når man spiser. For at belyse det kan man få lavet en række undersøgelser og få taget blodprøver. Undersøgelserne kan også vise, om der allerede er kommet skader eller ubalancer på grund af vægttabet. F.eks. i form af at man mangler, proteiner, salt, vitaminer eller væske.

Sådan stilles diagnosen

For at opfylde kriterierne for anoreksi skal man:

• Veje mindst 15 procent under normalvægten, dvs. at BMI skal være mindre end 17,5
• Undgå fedende mad
• Føle at man er for tyk, selv om man i virkeligheden er for tynd
• Have hormonelle forstyrrelser som viser sig ved at man ikke får menstruation og ikke har lyst til sex
• Ikke have bulimi, dvs. at man ikke har "ædeflip"

De første signaler

Som pårørende er det vigtigt at man er opmærksom på de første signaler på at et ungt menneske ikke har det godt. 
En pige med anoreksi er ofte meget veltilpasset på overfladen, selv om hun har det dårligt med sig selv, og i starten opdager man måske ikke at der er noget galt. På et tidspunkt begynder man måske at lægge mærke til at pigen går meget op i hvad hun spiser og i ikke at veje for meget. Hun taber sig og bliver mere og mere tynd.  
Pigen ændrer sig måske. Hun virker trist og trækker sig fra samværet med andre. Hun får en lav selvfølelse og synes ikke om sit udseende. Hun går meget op i at gøre andre tilpas, fordi det betyder meget for hende at de kan lide hende. Og hun forestiller sig at andre bedre kan holde af hende, hvis hun er slank og smuk.

Sygdomsforløb

Anoreksi begynder oftest i teenageårene. Sygdommen er som regel langvarig, dvs. at den varer flere år. Der er gode muligheder for at behandling virker, og efter ti år er ca. 70 procent raske. De fleste med anoreksi kommer således til at leve et normalt liv, ofte med en normal vægt. 
Men det er vigtigt at tage sygdommen alvorligt og blive behandlet for den. Både fordi undersøgelser viser at der er størst chance for at blive rask hvis man kommer tidligt i behandling, og fordi der er stor risiko for at ens helbred tager skade, hvis man er meget undervægtig. 
Undersøgelser peger også på at det er en stor fordel hvis man har det godt med sin familie.
Når man taber sig så meget som man gør hvis man har anoreksi, kan man risikere at ens lever og nyrer tager skade. Man kan også få alvorlige psykiske problemer, f.eks. træthed, problemer med at koncentrere sig, uligevægt, tristhed, depression og selvmordstanker. 
Alvorlig anoreksi er derfor en direkte livstruende sygdom. Over en tyveårig periode dør næsten 20 procent af sygdommen. Enten på grund af de fysiske skader eller fordi de psykiske problemer betyder at man begår selvmord. 

Behandling

Hvis man har anoreksi, kan man få behandling med psykoterapi. Man får også kostvejledning som en del af behandlingen, enten som led i psykoterapien hos psykologen eller hos en diætist.

Psykoterapi: Man går i psykoterapi for at få mere indsigt i, hvad det er for psykiske mekanismer der gør at man mener, man er for tyk. Bl.a. forsøger man at finde ud af, hvad der har udløst sygdommen, og hvad der er med til at fastholde den.

Desuden er det vigtigt at man får støtte til at spise normalt og til at få en normal vægt igen. Det kan ske ved at man sammen med lægen og en diætist udarbejder en kostplan og derefter skriver ned, hvor meget man faktisk spiser hver dag, om man kaster op, om man tager afføringsmidler, hvor meget man motionerer osv. For at kunne følge med i hvordan det går med vægten, er det en god ide at man bliver vejet f.eks. en gang om ugen, eller når man er hos lægen.

Medicin: Der findes ikke medicin, som hjælper på anoreksi. Hvis man udvikler en depression kan det være en god idé at få antidepressiv medicin som f.eks. SSRI, de såkaldte "lykkepiller".

Familiebehandling: Familiebehandling er en vigtig del af behandlingen. Ikke mindst hvis man stadig bor hos sine forældre. Et ungt menneske med anoreksi vil derfor ofte få tilbud om familiebehandling, hvor der bl.a. fokuseres på familiemedlemmernes måde at være sammen på, og på om samspillet i familien følger mønstre der er med til at vedligeholde anoreksien.

Behandling på Psykiatrisk afdeling: Hvis behandlingen hos ens egen læge, hos en speciallæge i psykiatri eller hos en psykolog ikke er god nok, eller hvis vægten er blevet meget lav, kan man blive behandlet på en psykiatrisk afdeling. Ofte har man mulighed for at komme på en ungdomspsykiatrisk afdeling.
Man kan også blive henvist til Rigshospitalet, hvor der er en specialafdeling for mennesker med spiseforstyrrelser.
Behandlingen på en psykiatrisk afdeling kan enten foregå ambulant eller ved at man er indlagt, alt efter hvor tynd man er, og hvordan man har det.

Tvangsbehandling: Hvis sygdommen bliver direkte livstruende, er det nødvendigt at man bliver indlagt og får en hurtig behandling. Man kan godt være så syg at man ikke selv kan vurdere hvor nødvendigt det er at blive behandlet hurtigt og effektivt. I givet fald har lægen mulighed for at indlægge med tvang. På psykiatrisk afdeling vil psykiaterne tage stilling til, om det også er nødvendigt at tvangsbehandle, f.eks. med sondemad.
Loven om tvang i psykiatrien sidestiller nemlig alvorlig anoreksi med psykose, hvor man kan blive behandlet mod sin vilje. Se Lov om tvang i Psykiatrien.

Det kan man selv gøre

• Hvis man vejer meget lidt eller man har en bekendt eller pårørende som har en for lav vægt, fristes man let til at bagatellisere problemet, fordi et menneske med anoreksi som regel ikke selv opfatter den lave vægt som et problem. I fagsproget kaldes det manglende sygdomsindsigt, og det er ofte en hindring for at man søger hjælp. Som pårørende skal man være opmærksom på ikke at bagatellisere problemet. Kontakt hellere lægen en gang for meget end en gang for lidt. 
• Anoreksi starter ofte med en slankekur der tager overhånd. Det er derfor en god idé at man forsøger at lære sine børn, hvor usundt det er at gå på skrap slankekur.
• Det er vigtigt at indarbejde gode kostvaner. Hvis familien spiser sund, ikke fedende mad i passende portioner, bliver det lettere at holde vægten. Og det kan være med til at undgå de farlige slankekure. Også for familiens døtre.
• Hvis man er nær pårørende til en ung pige med anoreksi, er man sandsynligvis en meget vigtig støtte for hende, og det skal man helst blive ved med at være. Det er derfor vigtigt at man ikke i sin afmagt reagerer med at bliver afvisende, for det kan gøre det sværere for den unge at få overskud til at komme ud af anoreksien.
• Som pårørende kan man yde en vigtig indsats ved at deltage i familieterapi. Familieterapi er en vigtig del af behandlingen. Især hvis en ung med anoreksi stadig bor hjemme.

Man kan få informationer om og rådgivning, hvis man har anoreksi eller er pårørende til et menneske med anoreksi hos Anoreksiforeningen, www.anoreksiforeningen.dk