Psykiatriloven, lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, handler om de situationer hvor der kan bruges tvang over for mennesker med psykiske sygdomme.
Der er blandt andet regler for hvornår man kan blive tvangsindlagt, tvangsbehandlet, tvangstilbageholdt, lagt i bælte eller få en beroligende indsprøjtning med tvang.
Loven beskriver desuden hvilke rettigheder man har som psykiatrisk patient, og hvor og hvordan man kan klage.

Læs selve lovteksten her

Almindelige bestemmelser

Inden man bliver indlagt på en på psykiatrisk afdeling skal man have grundig information, så man har mulighed for selv at acceptere det. Den læge, der indlægger på en psykiatrisk afdeling, skal derfor forklare hvorfor han eller hun mener, man har brug for at blive indlagt, hvad formålet er, og hvordan udsigterne er til at man kan få det bedre.

Overlægen på den afdeling, man bliver indlagt på, skal sørge for at der laves en behandlingsplan og for at man får at vide, hvad planen går ud på, så man selv kan tage stilling til den.

Et overordnet princip i loven er mindste middels princip, som er beskrevet i §4. Det går ud på at brug af tvang altid skal ske med de mest skånsomme midler. Med andre ord skal lægen sørge for at man ikke er tvangstilbageholdt længere end nødvendigt for at man får det bedre, at man ikke får mere medicin med tvang end nødvendigt, at man ikke bliver lagt i bælte, hvis der er andre, mindre belastende muligheder, og at man ikke er spændt fast længere end højst nødvendigt.

Læs her om lovens almindelige bestemmelser

Tvangsindlæggelse

Lovens § 5 beskriver betingelserne for at en læge kan tvangsindlægge et menneske på en psykiatrisk afdeling.
For at det kan ske:

Skal man være sindssyg, eller man skal være i en tilstand der kan ligestilles med det. Det kan f.eks. være at man er i fare for at begå selvmord.
Skal det være uforsvarligt hvis man ikke bliver tvangsindlagt. Enten fordi man er til nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, eller fordi udsigten til at man kan få det afgørende bedre ellers ville blive meget forringet.

Ifølge § 7 må en læge ikke tvangsindlægge på en afdeling, hvor han eller hun selv er ansat. Det er derfor ofte den praktiserende læge, der står for tvangsindlæggelsen. Selve indlæggelsen tager politiet sig af, og de holder samtidig øje med at indlæggelsen er lovlig.

Hvis man er til fare for sig selv eller andre, bruger lægen en rød formular, røde papirer. Hvis udsigten til at man kan få det afgørende bedre ellers ville blive meget forringet, sker det på en gul formular, gule papirer.

Ifølge § 24 skal man, når man er tvangsindlagt, hurtigst muligt have en patientrådgiver. Man har krav på at tale med patientrådgiveren, inden der er gået 24 timer.

Læs her lovens paragraffer om tvangsindlæggelse

Tvangstilbageholdelse

Ifølge psykiatrilovens § 10 skal overlægen på den psykiatriske afdeling tvangstilbageholde, hvis man opfylder kriterierne for at blive tvangsindlagt og man forlanger at blive udskrevet. Kriterierne, som står i §5, er at:

Man er sindssyg, eller man skal være i en tilstand der kan ligestilles med det. Det kan f.eks. være at man er i fare for at begå selvmord.
Det vil være uforsvarligt hvis man ikke bliver tvangsindlagt. Enten fordi man er til nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, eller fordi udsigten til at man kan få det afgørende bedre ellers ville blive meget forringet.

Reglerne for tvangstilbageholdelse gælder også, selv om man frivilligt er gået med til at blive indlagt.

Hvis man er tvangstilbageholdt og forlader afdelingen, uden at det er aftalt med personalet, kan man risikere at blive hentet af politiet.
Det betyder ikke at man er nødt til at være på afdelingen hele tiden. Hvis man aftaler det med personalet, kan man godt komme på hjemmebesøg op til tre dage ad gangen, selv om man er tvangstilbageholdt.
Er man gået fra afdelingen, mens man er tvangstilbageholdt, og man ikke er kommet tilbage eller er blevet hentet af politiet inden en uge, bliver man udskrevet. Det betyder at man kun kan blive indlagt igen, hvis det er frivilligt, eller hvis en læge igen tvangsindlægger en.

Bliver man tvangstilbageholdt får man ifølge § 24 besøg af en patientrådgiver som bl.a. hjælper, hvis man vil klage til patientklagenævnet.

Læs her lovens paragraffer om tvangstilbageholdelse

Tvangsbehandling

Hvis man er indlagt på en psykiatrisk afdeling, og man ikke ønsker den behandling, lægerne mener er nødvendig, kan det enten betyde at man ikke får behandlingen, eller at man bliver behandlet mod sin vilje.
Ifølge psykiatrilovens § 12 kan man kun tvangsbehandles, hvis man opfylder betingelserne for at være tvangsindlagt. Kriterierne, som står i §5, er at:

Man er sindssyg, eller man skal være i en tilstand der kan ligestilles med det. Det kan f.eks. være at man er i fare for at begå selvmord.
Det vil være uforsvarligt hvis man ikke bliver tvangsindlagt. Enten fordi man er til nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, eller fordi udsigten til at man kan få det afgørende bedre ellers ville blive meget forringet.

Man kan kun blive tvangsbehandlet med medicin, der er godkendt af Sundhedsstyrelsen. Medicinen skal have færrest mulige bivirkninger, og man må ikke få for meget medicin.

Det er kun afdelingens overlæge der kan beslutte at man skal tvangsbehandles, og han eller hun skal også bestemme, hvordan tvangen kan foregå.
Hvis man ønsker at klage til patientklagenævnet, udsættes behandlingen indtil klagen er behandlet, med mindre det er til væsentlig fare for ens eget eller andres helbred. (§ 32.3)

Man kan blive tvangsbehandlet mod både fysiske og psykiske sygdomme. (§13)

Desuden kan man få beroligende medicin mod sin vilje, hvis man er meget urolig og det er af afgørende betydning for at man får det bedre. Også selv om man er frivilligt på afdelingen og ikke opfylder betingelserne for at være tvangsindlagt. (§ 17.2)

Læs her lovens paragraffer om tvangsbehandling

Udskrivningsaftale eller koordinationsplan

Når man skal udskrives skal overlægen sørge for at de patienter, der ikke selv kan opsøge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige, får en udskrivningsaftale. Det er en plan for, hvilke myndigheder, praktiserende læger m.m. der skal sørge for at man får behandlingen. (§ 13a). Overlægen skal ifølge § 13b sørge for at der er en plan. Også selv om man ikke selv er interesseret i at få den. Det hedder en koordinationsplan.

Bæltefiksering

Mennesker, som er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan ifølge loven (§ 14) blive tvangsfikseret med bælte omkring livet, og hvis det er nødvendigt med remme om håndled eller ankler, eller med hand-sker.

Personalet må kun tvangsfiksere, hvis et menneske:

Udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred
Forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller
Øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang

Hvis man er tvangsfikseret med bælte, skal der altid være en fast vagt på stuen. (§ 16).

Læs her lovens paragraffer om bæltefiksering

Beskyttelsesfiksering

Beskyttelsesfiksering er en anden form for tvang end bæltefiksering.
Her bliver man ikke spændt fast, fordi man er urolig, men for at forhindre at man udsætter sig selv for en væsentlig fare (§ 18).
Man kan f.eks. blive beskyttelsesfikseret, hvis man er forvirret og ellers risikerer at falde ud af sengen og komme til skade.

Læs her lovens paragraffer om tvangsfiksering

Patientrådgiver

En patientrådgiver er ansat under henholdsvis statsamtet og Københavns kommune og er derfor uafhængig af sygehusene.

Alle, der bliver tvangsindlagt, tvangstilbageholdt eller udsættes for tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af døre i afdelingen, skal have en patientrådgiver. Også selv om man ikke selv er interesseret i det. (§ 24).

Patientrådgiveren vejleder og rådgiver om alt hvad der har at gøre med indlæggelse, ophold og behandling på en psykiatrisk afdeling.
Patientrådgiveren hjælper også, hvis man vil klage, og han eller hun skal så vidt muligt være med, når klagen bliver behandlet i patientklagenævnet.

Læs her lovens paragraffer om patientrådgiver

Klagevejledning og information

Inden man bliver tvangsindlagt eller spændt fast har man krav på at få en forklaring om, hvad der skal ske og hvorfor det sker. Man skal også have at vide hvordan man kan klage. Hvis situationen er kørt op, kan personalet dog vente med at informere, til efter man er spændt fast. (§31).

Klager man over tvangsbehandling, oftest en behandling med medicin, som overlægen har besluttet man skal have, selv om man ikke ønsker det, udsættes tvangsbehandlingen som hovedregel indtil klagen er behandlet. Dog ikke hvis lægen skønner at det kan være uforsvarligt at vente.
Patientklagenævnet skal behandle klager om tvangsbehandling inden for en uge.
Hvis man klager over at man får beroligende medicin eller bliver spændt fast, udsætter klagen ikke indgrebet. Det skyldes at beroligende medicin med tvang og bæltefiksering sker i en opkørt situation, hvor det ikke giver mening at vente.

Klageadgang

Sygehuset har pligt til at sende en klage om tvang videre til patientklagenævnet.

Patientklagenævnet behandler klager over tvangstilbageholdelse, tvangsindlæggelse, tvangsbehandling med medicin, tvangsfiksering med bælte og andre former for brug af fysisk magt eller tilbageholdelse på psykiatriske afdelinger.

Der er et patientklagenævn i Københavns kommune og et i hvert amt. Patientklagenævnet har tre medlemmer. Den ene af de tre skal være godkendt af de Samvirkende Invalideorganisationer, den anden af Den danske Lægeforening, mens den tredje i København er overpræsident og i amterne statsamtsmand. Overpræsidenten eller statsamtsmanden er formand for nævnet. (§ 34).

Patientklagenævnet mødes på den psykiatriske afdeling, og man får derfor mulighed for at deltage i mødet og forklare hvorfor man klager. Patientrådgiveren deltager så vidt muligt også i mødet. Lægen skriver en udtalelse, hvor han eller hun begrunder tvangen, og lægen deltaer også så vidt muligt i mødet.

Læs her lovens paragraffer om klageadgang