Overblik

Hvis man har en skizotypisk sindslidelse har man tendens til at isolere sig socialt. Man er tilbøjelig til at fejltolke andre, man er mistroisk, man har aparte ideer, og man kan have en tendens til at tro på overnaturlige eller magiske fænomener.
De personlighedstræk man har, hvis man har en skizotypisk sindslidelse, er i virkeligheden de samme som hvis man har skizofreni. Forskellen er, at man ikke opfylder de øvrige betingelser for at have skizofreni.

Skizotypisk sindslidelse har også tidligere heddet latent skizofreni, borderline skizofreni, præpsykotisk skizofreni, pseudoneurotisk skizofreni og pseudopsykopatisk skizofreni. 
I det amerikanske diagnosesystem regnes sygdommen for at være en personlighedsforstyrrelse, dvs. at den er en del af de grundlæggende egenskaber i personligheden. I ICD 10, som man bruger i Danmark, regnes skizotypisk sindslidelse for at være en psykisk sygdom, dvs. en sygdom, man får på et tidspunkt i sit liv.

Årsager til skizotypisk sindslidelse

Der er teorier om at skizotypisk sindslidelse er en slags forstadium til skizofreni.
Teorien underbygges af at der, blandt pårørende til mennesker med skizofreni, er flere end man skulle forvente, som har en skizotypisk sindslidelse. 
Ifølge teorien kan man arve forstadiet skizotypisk sindslidelse. Det betyder ikke nødvendigvis at man udvikler skizofreni. Men at man, hvis man tidligt i livet udsættes for fysiske eller psykiske traumer, kan risikere at udvikle skizofreni. 

Det spørger lægen om 

Når lægen undersøger, om man har en skizotypisk sindslidelse spørger han eller hun bl.a. om, hvordan man vil beskrive sig selv, og om hvordan andre mennesker beskriver en. Han eller hun spørger f.eks. om man:

• Har følelser som er inadækvate, dvs. upassende i forhold til situationen
• Har et følelsesregister som er mere indsnævret end normalt
• Har tendens til at isolere sig fra andre mennesker
• Har svært ved at have normal kontakt med andre mennesker
• Har tanker eller ideer som andre synes er sære, eller som er udtryk for magisk tænkning. Og om ideerne påvirker ens måde at handle på
• Er mistroisk
• Har ideer om at man bliver bagtalt eller forfulgt
• Har tanker som gentager sig selv, ofte med seksuelt eller aggressivt indhold, uden at man tager afstand fra dem.
• Har usædvanlige sanseoplevelser som f.eks. en oplevelse af at man er en anden, depersonalisation, eller at omgivelserne er uvirkelige, derealisation
• Formulerer sig omstændeligt, diffust, stereotypt eller med brug af  metaforer, dvs. sprog, fyldt med billeder og symboler
• Har haft mikropsykoser, dvs. kortvarige hallucinationer eller vrangforestillinger som kan vare fra få sekunder til få minutter

Som led i undersøgelsen lægger lægen desuden mærke til, om man har et egenartet, sært eller aparte udseende eller om man opfører sig særpræget.

Sådan stilles diagnosen

For at opfylde kriterierne for skizotypisk sindslidelse skal man i mindst 2 år jævnligt have haft mindst 4 af følgende symptomer:

• Inadækvate eller indsnævrede følelser, følelseskulde
• Excentrisk, sært eller aparte udseende eller adfærd
• Nedsat evne til kontakt og tendens til at isolere sig
• Sære ideer eller magisk tænkning som påvirker ens adfærd og som man ikke deler med andre i en subkultur
• Mistroiskhed eller paranoide ideer
• Obsessive ruminationer uden indre modstand, ofte med dysmorfofobisk, seksuelt eller aggressivt indhold. 
  Dvs. at man har tvangstanker med seksuelt eller aggressivt indhold, eller med forestillinger om at ens udseende er forandret eller deformt. Man tager ikke selv afstand fra tankerne 
• Usædvanlige sanseoplevelser som f.eks. en oplevelse af at man er en anden, depersonalisation, eller at omgivelserne er uvirkelige, derealisation. Det kan også være illusioner, dvs. at man fejltolker det, man ser, eller det kan være somatosensoriske forestillinger, dvs. følesansninger, hvor man mærker ting, der ikke er der 
• Vag, omstændelig, metaforisk, kunstig eller stereotyp tankegang og måde at tale på
• Mikropsykotiske episoder, hvor man har intense illusioner, hallucinationer eller vrangforestillinger, oftest uden at der er en ydre årsag.

Sygdomsforløb  

De fleste mennesker med skizotypisk sindslidelse kan leve et normalt liv. Man har dog en forhøjet risiko for at blive psykotisk, få angstlidelser, depression, komme ud i et misbrug eller for at begå selvmord. Det kan ske i forbindelse med at man befinder sig i en vanskelig periode i livet, f.eks. hvis man er ude for en krise.

Behandling 

Psykoterapi sammen med medicin er oftest den bedste behandling.

Psykoterapi: Det er vigtigt at være opmærksom på at man har en risiko for at blive psykotisk, hvis man bliver udsat for psykiske knæk. Hvis man har en skizotypisk sindslidelse er det derfor vigtigt at psykoterapeuten har erfaring med at behandle mennesker som er psykisk sårbare. Ofte får man derfor en støttende psykoterapi, som går ud på nænsomt at støtte en i at gøre tingene på en anden måde, så man klarer sig bedre end hidtil.

Medicin: Hvis man har en skizotypisk sindslidelse, kan man have gavn af neuroleptika dvs. antipsykotisk medicin. Som regel er det tilstrækkeligt at få en meget lav dosis, så man ofte kan undgå at få bivirkninger. Medicinen virker mod såkaldte psykosenære symptomer, som f.eks. mistroiskhed og forestillinger om at man bliver forfulgt.

Det kan man selv gøre

• Hvis man har en skizotypisk sindslidelse, er det en god ide at gå til  læge og blive henvist til  behandling hos en psykiater eller psykolog.
• Det er afgørende at behandleren har erfaring i at behandle mennesker med psykosenære symptomer, da man ellers kan risikere at blive psykotisk på grund af psykoterapien.
• Det kan være en god ide at være opmærksom på at man, pga. sygdommen, er psykisk sårbar. Man kan risikere at bliver psykotisk hvis man f.eks. bliver udsat for stress. Det kan være i forbindelse med dårligt psykisk arbejdsmiljø, eller hvis man bliver presset arbejdsmæssigt. Eller det kan ske, hvis man deltager i udviklingskurser, hvor man bliver presset og ikke har tilstrækkelig mulighed for at sige fra.