Overblik

En personlighedsforstyrrelse viser sig ved den måde man føler, tænker, opfatter og forholder sig til andre mennesker på. Hvis ens personlighed afviger meget fra gennemsnittet i den kultur, man lever i, kan det betyde at man har en personlighedsforstyrrelse.
Man kan f.eks. være mere eller mindre mistroisk og have større eller mindre ansvarsfølelse. Og man kan være mere eller mindre indadvendt. Men det er ikke i sig selv nok til at man kan tale om en personlighedsforstyrrelse.

Personlighed

Personligheden kommer til udtryk gennem den måde, man tænker, føler og handler på. 
Personligheden dannes i barndommen og ungdommen og ændrer sig derefter normalt kun lidt. Det betyder at egenskaber som man kun har i en periode, ikke er en del af ens normale personlighed. Hvis man f.eks. er ængstelig og usikker i forbindelse med at man har en depression, er det ikke en del af personligheden. 
De fleste personlighedstræk er nyttige, hvis de ikke er for overdrevne. Det er f.eks. godt at have en vis kritisk sans, men bliver man alt for kritisk eller nærmest fjendtlig, kan det blive et problem.
En del af vores personlighed kender vi ikke selv. Nogle egenskaber har vi direkte fortrængt. Andre ved vi inderst inde godt at vi har, men vi prøver at forsvare eller bortforklare dem. F.eks. er det nok de færreste, der selv mener at de er for pligtopfyldende eller for nærige. Til gengæld lægger de fleste andre mærke til det. Hvis andre fortæller os om vores afvigende egenskaber, forsvarer vi os måske med at det ikke er så galt, eller med at det er positive egenskaber. Beskyldes man f.eks. for at være nærig, kan man selv mene at man er sparsommelig. Mens det at være for pligtopfyldende i ens egne øjne bliver til at man er ansvarlig.

Årsager til personlighedsforstyrrelser

Personligheden udvikles ud fra de påvirkninger man får i barndommen og ungdommen og ud fra medfødte egenskaber som bestemmer hvor sårbar man er for at få de enkelte personlighedsforstyrrelser.
Den psykoanalytiske teori, som oprindelig er udviklet af Freud i begyndelsen af 1900-tallet og siden er videreudviklet af hans efterfølgere, har detaljerede modeller for hvordan de vilkår, man udsættes for i barndommen, har betydning for om man får en personlighedsforstyrrelse. 

Det spørger lægen om

For at få oplysninger om personligheden spørger lægen om hvad man selv synes der er karakteristisk for en, og om man på nogle områder tænker, føler eller handler meget anderledes end gennemsnittet. 
Imidlertid er det almindeligt at man selv synes at man er som alle andre, mens de som kender en måske mener at man har et overdrevet behov for at gøre rent eller for at gøre andre tilpas. Derfor har det også betydning at høre hvad andre mener om ens personlighed.
Det er også vigtigt at vide, hvor længe man har haft egenskaberne, idet personlighedstræk er træk, man har haft siden ungdommen eller barndommen. Hvis der er tale om egenskaber, man har haft i kortere tid, er der ikke tale om personlighedsegenskaber, men måske snarere om symptomer på en psykisk sygdom, f.eks. depression eller angst.
Det afgørende er om ens egenskaber skaber problemer for en selv, eller for de mennesker man omgås. Hvis man er meget lunefuld eller ligefrem er ligeglad med andres følelser, vil ens handlinger gå ud over andre, og hvis man er ekstremt pligtopfyldende, kan det gøre livet svært for en selv.

Sådan stilles diagnosen

På den internationale diagnoseliste, ICD-10, defineres otte personlighedsforstyrrelser:

• Paranoid personlighedsforstyrrelse
• Skizoid personlighedsforstyrrelse
• Dyssocial personlighedsforstyrrelse
• Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse
• Histrionisk personlighedsforstyrrelse
• Tvangspræget personlighedsforstyrrelse
• Ængstelig personlighedsforstyrrelse
• Dependent personlighedsforstyrrelse

For hver personlighedsforstyrrelse defineres en række egenskaber, men fælles for dem alle er at de skal opfylde diagnoselistens generelle kriterier. Egenskaberne skal:

• Være gennemgribende unuancerede, utilpassede og uhensigtsmæssige
• Gå ud over en selv eller omgivelserne
• Have varet siden ungdommen
• Ikke skyldes en anden psykisk eller fysisk sygdom
• Være til stede på mindst to af følgende områder:
  1. Erkendelser og holdninger
  2. Følelser
  3. Evne til at kunne kontrollere impulsive handlinger og udskyde tilfredsstillelse af behov
  4. Relationer til andre

Det skønnes at mellem fem og ti procent af alle voksne danskere har en personlighedsforstyrrelse.

Sygdomsforløb

Man udvikler sin personlighed indtil 20-30 års alderen. Derefter er personligheden færdigdannet, og resten af livet er personlighedstrækkene normalt ret fastlåste og ændrer sig kun langsomt. 
Alligevel sker der for mange en senmodning, dvs. at personlighedstrækkene efter 30-35 års alderen gradvist bliver mindre fremtrædende. 
Man kan sige at man på den ene side udvikler sin karakter og ofte også bliver mere etableret og mindre fleksibel med alderen. På anden side bliver mange efterhånden som de bliver mere modne også mindre fastlåste med hensyn til de afvigende karaktertræk. 
Der er altså mulighed for at en personlighedsforstyrrelse aftager med årene, uden at man får behandling.
Personlighedsforstyrrelserne betyder på den anden side at man er mere sårbar overfor kriser eller stress, og man risikerer derfor lettere end andre at få en anden psykisk sygdom. Hvilke andre sygdomme man har størst risiko for at få, afhænger af hvilken personlighedsforstyrrelse man har. F.eks. risikerer man lettere at få en angstlidelse hvis man har en ængstelig eller en dependent personlighedsforstyrrelse, mens man med en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse har en risiko for at få en depression.

Behandling

Medicin: Indtil videre har man ikke medicin som kan virke på personligheden, og dermed er der heller ikke mulighed for at få medicin imod en personlighedsforstyrrelse. 
Derimod kan man, pga. den ekstra sårbarhed overfor stress eller kriser som følger med personlighedsforstyrrelsen, risikere også at få en anden psykisk sygdom. 
Hvis man får en psykisk sygdom som f.eks. angst, depression eller psykose, er det en god ide at få behandling for den, enten med medicin, med psykoterapi, eller med begge dele. 

Psykoterapi: Der er en meget lang tradition for at behandle personlighedsforstyrrelser med psykoterapi. Behandlingen er ofte langvarig og bygger på at man skal få indsigt i sine psykiske mekanismer og på den måde blive i stand til at ændre dem. 
Man kan vælge en psykoanalytisk orienteret behandlingsform som ofte er den mest grundige og langvarige, eller man kan vælge en terapiform hvor man fokuserer mere direkte på problemerne, en korttidsterapi, f.eks. kognitiv terapi. Det er meget individuelt hvad man får mest ud af, og hvad man foretrækker. Generelt kan man sige at jo mere alvorlig forstyrrelsen er, jo længere tid tager den at behandle.

Det kan man selv gøre

• Hvis man har de egenskaber, som er karakteristiske for en personlighedsforstyrrelse, og egenskaberne er så forstyrrende at man ønsker at gøre noget ved det, er det en god ide at man taler med sin læge om det.
• Man kan også gå til lægen for at få en vurdering af hvad man fejler, og så derefter tage stilling til om man ønsker at blive behandlet.