Spørgsmål: Faktisk, er jeg meget flov over det, som jeg nu vil skrive. Da jeg var omkring de 11-12 år begyndte jeg på noget "underligt", jeg startede med at rive mine øjenvipper af. Jeg kan huske, at jeg stod foran min mors spejl og "fik øje på" en øjenvippe som var hvid, og jeg kan huske jeg tænkte: " at det så mærkeligt ud, og det ville jeg af med" I tiden derefter begyndte jeg at gøre det hver dag (når jeg var alene om aftenen, når jeg skulle sove, når jeg sad og læste osv.) Mine forældre undrede sig og fik mig sendt til diverse øjenlæger, speciallæger og hvad har vi. De "troede" at jeg kløede dem af pga. min høfeber. En dag som 13-årig gik jeg til bekendelse overfor min mor og fortalte, at jeg rent faktisk selv "rev" dem af. Hun blev selvfølgelig chokeret og gav mig 500 kroner med ordene, at jeg så skulle love, at jeg ikke gjorde det igen!!! Den strategi hjalp selvfølgelig ikke, tværtimod. I perioder fik øjenbrynene også en tur og så var jeg helt "bar". Som 17-årig fandt jeg ud af, at jeg kunne bruge kunstige øjenvipper for at sløre mine blanke øjne, og det har jeg så gjort lige siden.

I dag er jeg 28 år, har fast kæreste og er i et arbejde, hvor jeg hver dag er sammen med mange børn. Problemet er bare, at jeg fortsætter med "riveriet" og det er efterhånden begyndt at gå mig lidt på.

Indenfor, især, de sidste tre år har jeg været meget svingende i min psykiske tilstand. Jeg har haft to perioder, hvor jeg virkelig er gået ned med flaget. I de perioder har jeg været ekstrem modløs, uden lyst til noget som helst, trist, og med et par enkelte tanker om lysten til "ikke at være", kombineret med lidt socialangst (udover mine meget gode venner og veninder)!

Jeg har selv, lagt mærke til at "riveriet" især tiltager i de omtalte perioder, men jeg gør det alligevel også, når jeg så er ovenpå.
Jeg har prøvet at stoppe tusind gange, men når så alle øjenvipperne næsten er udvokset igen (det er sket 2 gange), "så-tager-fanden-i-mig" og jeg kan rive dem af igen i løbet af en enkelt time!

Mit dilemma ligger i, at jeg godt kan lide at rive dem af. Jeg kan, hvor tåbeligt det end lyder, godt lide den lille smerte, jeg får ved det, men omvendt bliver jeg så ked af det efterfølgende, altså når jeg er færdig, at det føles, som om hele verden bryder sammen omkring mig.

Det vanskeliggør også min kontakt til nye mennesker, da jeg rent fysisk er meget bange for at komme for tæt på, da 'de' derved kunne "opdage" mine kunstige øjenvipper (jeg klipper dem, og prøver at få dem til at se ægte ud, det er meget tidskrævende!)

I de snart 17 år, hvor jeg ingen øjenvipper har haft, har jeg fået mange "undrende" spørgsmål fra mine omgivelser, og jeg har svaret på, hvorfor jeg ingen øjenvipper har, med adskillige løgne såsom: høfeberproblemer, for stærk øjencreme osv. Min "værste" løgn har dog været, at jeg var faldet ned i et bål, og at de derfor var blevet nærmest svitset af!

Når det så er sagt, vil jeg gerne fortælle dig, at jeg rent faktisk ikke bryder mig om at lyve, og derfor, for så vidt muligt, prøver at holde mig på afstand fra nye mennesker! Det er bare lidt svært, da jeg hver dag har mange personer omkring mig!

Jeg har selv prøvet at kontakte et par psykologer, da jeg nok inderst inde er af den overbevisning, at jeg selv må gøre noget, hvis jeg vil riveriet til livs, og at et eller andet måske har baggrund i min barndom (som egentlig har været ret lykkelig men puberteten noget sværere), men de har ikke været til at træffe, så nu går mine spørgsmål til dig i stedet for: Hvad kan det dog skyldes? Hvordan stopper jeg? Og hvad vil du råde mig til at gøre i fremtiden?

Svar: Det er godt, at du nu er begyndt at søge behandling for dine problemer. Det synes jeg at du skal gå videre med, også selv om du er flov over det. Din beskrivelse svarer til den psykiske sygdom trikotillomani, hvor man ikke kan modstå en tilskyndelse til at plukke hår af sig selv. Måske kan det få dig til at føle dig mindre "underlig", at der er tre ud af hundrede piger og 1,5 % af alle mænd, der har denne lidelse. Det er heller ikke ualmindeligt at mennesker med trikotillomani har problemer med at være sammen med andre mennesker, som du også skriver, at du har haft, og det er også almindeligt, at man er flov over det.
Nogle forskere mener at trikotillomani er en form for OCD, men det er usikkert, om der er en sammenhæng.
Jeg synes, du skal gå til lægen og få en henvisning til en psykolog eller psykiater. Behandlingen kan være psykoterapi eller samtaleterapi med eller uden medicin. Hvis du går i en psykoanalytisk psykoterapi kan det være at du finder frem til et "psykisk tab" som har startet problemet. I en kognitiv psykoterapi fokuserer man på kognitioner, dvs. de tankemønstre man har, og man arbejder med forskellige strategier, som gør at man "lærer sig" ikke at rive hårene ud.
Med hensyn til medicin er der modstridende resultater. Nogle påstår at serotoninpræparater, f.eks. lykkepiller, kan hjælpe nogle, men det er usikkert, og det er ikke bevist.