|
Depression og hash
Spørgsmål: Jeg har en pårørende
som er i gang med en vellykket behandling af depression bla. ved
hjælp af Cipramil (lykkepiller). Det sker at personen ryger
hash - dog uden at det er på ugebasis. Ligeledes har personen
ingen fortid med hash for-/misbrug. Kan det være skadeligt
eller ikke tilrådeligt i denne sammenhæng, mens behandlingen
med Cipramil står på?
Svar: Man kan udløse alvorlige
psykiske sygdomme ved at ryge hash, bl.a. kan man få en depression.
Når der alligevel er forvirring om hvorvidt hash er skadeligt,
kan det skyldes at det ikke er lige skadeligt for alle. Nogle bliver
psykisk syge eller får forværret deres psykiske sygdom
af hash, andre kan tilsyneladende tåle at bruge hash i mindre
mængder, uden at de får psykiske problemer af det.
Hvis man direkte har brug for antidepressiv medicin, fordi man har
en depression, er der imidlertid god grund til at tænke sig
om og overveje, om man er en af dem der ikke kan tåle det.
Hvis man oven i købet bruger hashen for at kunne holde depressionen
ud, er der yderligere grund til at gøre alt hvad man kan
for at holde op. Så har man nemlig en betydelig risiko for
at få to problemer, der forstærker hinanden. Både
depression og hashforbrug. Depressionen bliver værre af hash,
og man ryger mere for at holde depressionen ud.
Hashen virker altså i den forkerte retning. Men der er ikke
noget negativt samspil mellem hash og Cipramil i kroppen, så
sammenblandingen i sig selv er ikke problemet.
|