Graviditet og medicin
Spørgsmål: Jeg er en pige
på 27 år, som desværre mistede min far for halvandet
år siden. Der gik et halvt år, før jeg begyndte
at reagere på tabet. Jeg fik en kæmpe nedtur, udviklede
en depression og blev sygemeldt.
Jeg kom i behandling hos en psykolog, som mente, at jeg skulle arbejde
med min vrede mod min far, fordi han havde været alkoholiker
i nogle år. Det har jeg så gjort, og nu arbejder jeg
selv med at komme igennem sorgen over at have mistet min far, som
jeg var meget knyttet til.
Mens jeg gik til psykolog udviklede jeg angst, og jeg får
derfor Fluanxol mite 1mg om dagen og har fået det i ni måneder.
Nu vil jeg gerne være gravid, men er lidt urolig for om det
kan skade barnet. Jeg har prøvet at trappe ned i medicinen
og tager lige nu 0,75 mg dagligt, men jeg får stadig dagligt
angst med svimmelhed, stivhed i benene og fornemmelse af at gulvet
gynger. Det er værst, når jeg er sammen med andre.
Mener du, at det er uansvarligt at blive gravid og tage Fluanxol
samtidig, når det er en så lille dosis jeg tager?
Svar: Man kan ikke være helt sikker
på, at der ikke er risiko for at medicinen kan skade fosteret.
Medicin kan ikke testes for fosterskader hos mennesker, kun hos
dyr, og erfaringen viser, at det ikke altid er det samme.
Eksperter anbefaler derfor, at man ikke tager medicin, når
man planlægger at blive gravid, med mindre det er "nødvendigt".
Det kan det f.eks. være, hvis man ellers risikerer at få
en alvorlig psykose eller depression.
Hvis man sammen med sin læge finder ud af, at det er det sikreste
at fortsætte med at tage medicinen, selv om man planlægger
at blive gravid, bliver den næste opgave at finde ud af, om
det ene præparat er bedre end det andet.
Her anbefaler eksperterne, at man så vidt muligt skifter til
de præparater, der har været taget af flest gravide.
Hvor meget medicin man tager, har naturligvis også betydning,
men det kan ikke helt udelukkes, at medicinen kan skade, selv om
man kun tager en lille dosis.
Ifølge Lægeforeningens medicinfortegnelse er Trilafon
det sikreste antipsykotiske præparat, men hvis man ikke har
haft et misbrug og ikke behøver den antipsykotiske virkning
af medicinen, er det formentlig mindre usikkert at tage Stesolid.
Men husk endelig at tale med lægen om det. Som hovedregel
må man ikke tage Stesolid for tæt på fødslen,
fordi det kan hæmme vejrtrækningen hos et nyfødt
barn.
|