Det spørger lægen om
Mange mennesker der lider af generaliseret angst, går ikke til
lægen fordi de lider af angst. I stedet går de til lægen på grund
af de fysiske symptomer, der følger med angsten. De er trætte, uoplagte
og anspændte, har ondt i hovedet eller sover dårligt om natten.
Lægen spørger om:
- Man er meget bekymret og spekulerer meget på hvad der kan ske
af ulykker for en selv og familien?
- Man er meget nervøs og anspændt?
- Har man let ved at fare sammen, er man irritabel og har svært
ved at koncentrere sig?
Sådan stilles diagnosen
Hvis man lider af generaliseret angst, er man mere eller mindre
konstant bekymret, angst og nervøs. Man er altså ikke, som f.eks.
ved panikangst kun angst i forbindelse med et angstanfald eller
når man er bange for at få et panikanfald.
Ofte har man symptomer fra flere forskellige angstsygdomme på samme
tid og nogle gange har man også symptomer på depression. Man opfylder
kriterierne for diagnosen generaliseret angst hvis man i mindst
seks måneder:
- Konstant
har været anspændt, bekymret og ængstelig over almindelige problemer.
Desuden har man haft mindst fire af følgende symptomer:
- Hjertebanken
eller hurtig puls
- Man sveder
- Man er
tør i munden
- Man ryster
- Man føler
åndenød
- Kvælningsfornemmelse
- Trykken
eller smerter i brystet
- Kvalme
eller uro i maven
- Svimmelhed
- Uvirkelighedsfølelse
- Man er
bange for at dø
- Man er
bange for at blive sindssyg
- Man har
varme- eller kuldefornemmelser
- Snurren
eller sovende fornemmelser
- Smerte
eller spænding i musklerne
- Man føler
rastløshed og har svært ved at slappe af
- Man føler
sig psykisk anspændt
- Synkebesvær
- Koncentrationsbesvær
- Man er
irritabel
- Man har
svært ved at falde i søvn
- Man farer
let sammen.
Mindst et af ovenstående symptomer skal være:
- Hjertebanken
- Man sveder
- Man er tør i munden
- Man ryster på hænderne.
Man kan have symptomer på angst i forbindelse med mange sygdomme.
Hvis man har en fysisk sygdom, som kan forklare symptomerne, eller
man har en anden form for angst, en psykose, en depression eller
OCD, hvor man har tvangstanker og tvangshandlinger, er diagnosen
derfor ikke generaliseret angst.
Sygdomsforløb
Har man generaliseret angst, er der gode muligheder for at få det
bedre, hvis man får behandling.
De fleste mennesker med generaliseret angst, får også
en eller flere andre psykiske lidelser, oftest depressioner, panikangst,
agorafobi, dvs. angst for at befinde sig på steder med mange
mennesker, eller misbrug af alkohol eller medicin.
Det er vigtigt at være opmærksom på risikoen for
misbrug. I første omgang dulmer alkohol og medicin angsten,
men på længere sigt forværrer det problemerne,
hvis man ikke kan kontrollere sit forbrug.
Behandling
Psykoterapi: Kognitiv adfærdsterapi kan
virke mod generaliseret angst. I terapien arbejder man med tendensen
til at være bekymret og med de automatiske tanker man har om at
alting går galt.
Man kan også have gavn af afspændingsøvelser.
Medicin: Antidepressiv medicin, f.eks.
"lykkepiller", kan modvirke angsten. Benzodiazepiner,
dvs. almindelig nervemedicin eller alkohol kan også dæmpe angsten,
men man risikerer at komme ud i et misbrug. Specielt fordi man er
angst hele tiden i årevis, når man lider af generaliseret angst,
løber man en stor risiko for at blive afhængig hvis man tager nervemedicin
eller drikker.
Det kan man selv gøre
- Man kan lave afspændingsøvelser og gå til afspænding eller yoga.
- Man kan holde igen med alkohol og nervemedicin og i stedet gå
til lægen og blive henvist til psykoterapi.
- Som pårørende kan man tage hensyn til et menneske med generaliseret
angst ved at være opmærksom på altid at ringe og give besked,
hvis man er forsinket.
|